“Den tavse kvinde” Af A.S.A Harrison

Posted by on apr 5, 2015 in 3 Stjerner, Fiction, Spænding | 2 comments

PSX_20150405_093346

PSX_20150405_093450

“Den tavse kvinde” Af A.S.A Harrison, anmeldereksemplar fra Politikkens forlag, udgivet 2015, 2,5/5 Stjerner

Jodi og Todd lever i sus og dus, og udadtil virker de som det perfekte ægtepar. Todd er en yderst succesfuld iværksætter, og Jodi arbejder på deltid som selvstændig psykolog. De bor i en stor og luksuriøs lejlighed, og sammen har de en glad og tilfreds hund. Ingen ville nogensinde tro, at den smukke facade ville dække over en stor og tung hemmelighed. En hemmelig, som hverken Jodi eller Todd selv kunne finde på at tale om.

Todd er nemlig ikke den perfekte ægtemand, han udgiver sig for at være. Lige siden de to forelskede sig, har Todd haft en lang række affærer. Nu har hans meningsløse og overfladiske bekendtskaber  dog udviklet sig til noget, der ikke længere kan ties ihjel. Todd har forelsket sig i sin kammerats 21 årige datter, og hun er nu blevet gravid. Todd må efter stort pres afsløre sin affære for Jodi, da han har besluttet sig for at gå fra hende, og gifte sig med den unge og smukke Natasja.

Todd ved dog i midlertidigt ikke, at Jodi hele tiden har kendt til hans nye elsker. Hun har ladt som ingenting, men da hun indser, at Todd ikke har tænkt sig at vende tilbage til hende, som har plejer, ser hun ingen anden udvej, end at tage sagen i egen hånd. Hun er nemlig ikke parat til at give slip på det liv, hun i de sidste 20 år har kæmpet for at opretholde.

“Todd tager ikke på fisketur, og det er der, så vidt hun ved, heller ikke nogen af hans venner, der gør. Hun forstår straks – der er ikke skyggen af tvivl i hendes sind – at ‘fisketur’ er kodeord for noget andet.”

Forsiden af bogen fortæller, at denne bog er dette års ‘Gone Girl’ – bare bedre. Jeg var derfor spændt på at læse den, for selvom ‘Gone Girl’ i mine øjne havde en del fejl og mangler, så var den god. Jeg kan dog ikke sige, at jeg er enig med forsidens løfte, for denne bog er ikke i nærheden af at være lige så god – og slet ikke bedre – end ‘Gone Girl’. Da jeg havde læst de første par kapitler af bogen, begyndte jeg at kede mig gevaldigt. Jeg læste videre med håbet om, at bogen snart ville begynde at blive spændende. Jeg ventede på et omdrejningspunkt, der ikke rigtig dukkede op,  i hvert fald ikke i tide. Da plottet begyndte at tage fat, havde jeg regnet resten af handlingen ud, og jeg blev derfor hverken overrasket eller begejstret. Tværtimod, så var skuffelsen stor, og jeg er stadig en smule irriteret over løftet om en succesfuld spændingsroman.

Når det er sagt, så er der dog også flere positive aspekter i denne bog. Selvom det tog lang tid for fortællingen at gå rigtig i gang, så blev den da spændende til sidst. Godt nok havde jeg regnet slutningen ud, men ikke destomindre var den velskrevet og de psykologiske træk opvejede min mening om bogen en del. Forfatteren til bogen er nemlig selv psykolog, og hendes beskrivelser af Jodis måde at takle sin egen sorg og vrede på, gik lige i hjertet. Jeg kan ikke forestille mig, hvor svært det må være, endeligt at rive en personlig og underbevidst mur ned, som man har bygget op over så mange år – med håbet om, at den aldrig vil vælte, trods storm og modvind.

“Men hendes tavshed er også hendes våben. Kvinden, der nægte at protestere, som ikke råber og skriger – der er en styrke i det, og en magt.”

Denne roman er et tydeligt eksempel på, hvor meget en sammenligning med en anden bog kan ødelægge læseoplevelsen. ‘Gone Girl’ høster stadig sin succes i  store mængder, og filmatiseringen er fantastisk. Derfor har de fleste enten læst, set, eller hørt tilstrækkelig meget om værket til at vide, hvad den handler om. Jeg kan udmærket forstå brugen af dette sammenlignende løfte, for det er da helt klart en god reklame, og jeg er slet ikke i tvivl om, at mange har købt denne bog, fordi der står en henkastet kommentar om ‘Gone Girl’ på forsiden. Desværre kan denne bog slet ikke leve op til den højtsatte standard, og derfor kan man næsten ikke undgå at blive skuffet, og i mit tilfælde også en smule irriteret. Det er ærgerligt, at et reklamestund skal have lov til at ødelægge en ellers velskrevet roman.

PSX_20150405_093621

2 Comments

  1. Jeg havde det på præcis samme måde som dig! At sammenligne den med Gone Girl var et virkelig dumt valg, for det er så lidt de minder om hinanden. Jeg blev også ret skuffet over bogen på grund af dette, selvom det jo faktisk var en okay god bog.

  2. Ja, det var virkelig ikke særlig smart tænkt. Man kan jo ikke undgå at blive skuffet, når de sammenligner den med netop Gone Girl. Og jeg vil give dig ret i, at de minder meget meget lidt om hinanden. Denne bog er virkelig overvurderet, synes jeg. 🙁

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *