“The Girl Who Fell Beneath Fairyland And Led The Revels There” Af Catherynne M. Valente

Posted by on apr 2, 2015 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Eventyr, Fantasy, Fiction | 2 comments

PSX_20150402_125222

“The Girl Who Fell Beneath Fairyland And Led The Revels There” Af Catherynne M. Valente, fra forlaget Fiewel and Friends, udgivet 2012, 4/5 Stjerner

September har længe drømt om at vende tilbage til Fairyland. Hendes første eventyr der var magisk og fortryllende, og hun sidder nu igen fast i en kedelig verden fyldt med matematiklektier og daglige pligter. Da September endelig vender tilbage, finder ud dog ud af, at mange ting har ændret sig, siden hendes første besøg. Alle indbyggerne i Fairyland er nemlig begyndt at miste deres skygger, og dermed også deres magi. September måtte selv opgive sin skygge i en farlig handel, så hun ved derfor, hvor stort et tab, det må være for hendes gamle venner.

Alle beboernes skygger befinder sig nu i ‘Fairyland Below’, der nu har fået en ny herskerinde; en pige ved navn Halloween. Det mest skræmmende ved Halloween er, at hun ikke bare er hvem som helst’ skygge. Hun er Septembers skygge. Halloween har dog intet tilfælles med September. Hun er ondskabsfuld og hjerteløs, og hun har absolut ingen intentioner om, at levere alle skyggerne tilbage til Fairyland.

Blandt alle skyggerne finder September alle sine gamle venner. Her i blandt også Ell og drengen Saturday. September må dog hurtigt indse, at heller ikke deres skygger, er i nærheden af at være ligesom de venner, hun mindes og elsker.

“A book is a door, you know. Always and forever. A book is a door into another place and another heart and another world.”

Jeg læste den første bog om September sidste år, i september måned. Det var den perfekte tid at læse den første bog, og mit første møde med September og Fairyland var magisk og sukkersødt. Jeg fandt fortællingen utrolig spændende, og selvom bogen var en børnebog, så kunne jeg relatere til rigtig mange af de ting, som September følte. Jeg havde det på præcis samme måde med denne efterfølger. September er nu blevet en smule ældre, men hun er stadig meget nervøs og påpasselig. Samtidig er hun stærk og modig nok til at skubbe alle sine følelser til side, og i stedet fokusere på at redde sine venner og Fairyland.

Jeg kan rigtig godt lide den forandring, der er sket i takt med, at September er blevet ældre. Samtidig med, at hun ikke længere er så barnligt naiv, begynder hun nemlig at se tingene klarere. Hun er begyndt at udvikle et lidt mere voksent syn på tingene, og jeg må virkelig tage hatten af for Valente, for overgangen er smuk og fortryllende. Man kan ikke sige, at stemningen i den første bog, er den samme som i denne. Nuvel, Fairyland er stadig et magisk univers, men stemningen er alligevel en anden. Den er mørk og dyster, barndommens glæde og fortrolighed glider længere og længere væk, for hver side man læser. Denne bog tager fat på nogle mere psykologiske emner, og derfor er den nem at læse for både børn og voksne. Det er næsten umuligt ikke at tænke på Freuds psykoanalyse når man læser om September og hendes alter ego Halloween, men som barn læser man det blot som værende Septembers onde skygge.

“I’m a monster,” said the shadow of the Marquess suddenly. “Everyone says so.”

Jeg tror, at serien er en af de bedste serier, jeg har læst. I hvert fald af den slags, der egentlig er henvendt til børn. Jeg bliver altid overrasket over, hvor mange måder man kan læse en bog på, og hvor mange måde man kan opfatte karaktererne på.

PSX_20150402_125358

2 Comments

  1. Jeg læste første bog her for nogle uger siden og syntes også den var helt og aldeles fantastisk, og efter din fine anmeldelse her glæder jeg mig endnu mere til at læse næste bog i serien. 🙂

  2. Det er virkelig en fantastisk serie, jeg glæder mig også til at læse den sidste!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *