“Poe – 4 makabre hyldester” Af A.M Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup

Posted by on mar 3, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 0 comments

PSX_20150303_115751

“Poe – 4 makabre hyldester” Af A.M Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup, ameldereksemplar fra forlaget 2 feet entertainment, udgivet 2009, 4/5 Stjerner

Hver af disse fire noveller er synligt inspireret af en af Edgar Allan Poes egne fortællinger. Novellesamlingen fejrer Poes 200 års fødselsdag, og novellerne kan derfor ses, som en hyldest til den gotiske forfatter.  A. M Vedsø Olesen fik til opgave at lade sig inspirere af “Hjertet der sladrede”, Steen Langstrup skulle skrive en genfortolkning af “William Wilson”, Rikke Schubart skulle tage udgangspunkt i historien “Berenice” og sidst men ikke mindst, skulle Patrick Leis lade sig inspirere af “Ushers fald”.

“The Tell-Tale Heart” eller “Hjertet der sladerde” på dansk er en fortælling, jeg efterhånden har fået meget tæt på mit eget bankede hjerte. Jeg har for nyligt skrevet en længere opgave om Poe og hans misbrug, og hermed hvordan misbruget påvirker sanserne. “The Tell-Tale Heart” er et fantastisk eksempel på netop disse elementer, og derfor var jeg også meget spændt på at læse, hvad A.M Vedsø Olesen havde fået ud af mesterværket. Det første jeg lagde mærke til i novellen “Orkestergraven” var den perfekte samhørighed mellem de hypersensitive sanser, der bliver fremstillet i den originale fortælling. Det er tydeligt, at denne fortæller lider under samme dårlige samvittighed, der driver ham til vanvid, præcis ligesom den originale fortæller. Ligeledes er det tydeligt, at det er vanvid og en meget mørk og ukontrollerbar besættelse, der driver fortælleren til at begå det ubarmhjertige mord. Jeg nød virkelig at læse denne novelle, og den er virkelig en læsning værd, hvis man ligesom mig er meget glad for “The Tell-Tale Heart”.

“Hendes stemme var det, der fik alting til at gå galt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kan ikke engang sige dig, hvornår den lyst til at forvolde skade opstod i mig første gang.”

Generelt syntes jeg alle 4 noveller var virkelig gode, men et par af dem gjorde større indtryk på mig, end jeg lige havde regnet med. Et fællestræk ved de 4 noveller er nemlig også, at de er fuldstændig grænseoverskridende, og derfor havde jeg flere gange lyst til at lægge bogen væk, for at tage en lille pause fra de voldsomme tekster. Jeg ved, at Steen Langstrup kan skrive så mine nakkehår rejser sig, og jeg har før stiftet bekendtskab med hans voldsomme uhygge, som fx torturen i værket “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”. Hans novelle “Metro” er dog langt voldsommere og lang klammere end noget, jeg før har læst af ham. Den handler nemlig om en mand, der pludselig bliver invaderet af sin dobbeltgænger. Hans dobbeltgænger er desuden landets mest modbydelige voldtægtsforbryder, og vi er som læsere også publikum til alle de forfærdelige scener. Det var en meget grænseoverskridende og voldsom novelle, men om ikke andet, så var den også voldsomt god.

Rikke Schubart og Patrick Leis’ noveller var også gode, men fortællingerne sagde mig ikke ligeså meget, som de to første. Egentlig blev jeg overrasket over, hvor spændende Rikke Schubarts novelle var, og jeg havde en meget sær følelse i kroppen, da jeg havde læst den. Ligesom Steen Langstrups novelle, var også den meget voldsom og grænseoverskridende, men det blev lige en smule for mærkeligt til min smag. Jeg lider af den største tandlægeskræk, og da en af novellens karakterer ender med at få trukket alle sine tænder ud, kan jeg ikke sige, at den ikke var uhyggelig. For det var den. Den var samtidig meget psykologisk, og også det, kunne jeg rigtig godt lide. Det er skønt, når man som læsere selv skal gætte sig frem til, hvad der er sket forude. Selvom den havde mange gode elementer, så tænker jeg dog mest tilbage på den, som værende mærkelig og grov.

“Han syntes igen, det kløede. Han rykkede sig i sædet og tænkte på de hvide orme, der måske prikkede til hans endetarm i netop dette øjeblik. En centimeter lange kunne de blive. Tynde og blinde insisterede de på at skubbe og lirke for at komme frem i lyset. Lægen ordinerede altid Vermox”

Edgar Allan Poe er en af litteraturens største forfattere inden for horror genren. Jeg elsker hans mange noveller, og jeg elsker de mange dystre undertoner, de ofte fremstiller. Jeg synes virkelig, det er en god idé at fejre Poe med en hyldest som denne, og jeg nød at læse de danske forfatteres nyfortolkninger af Poes mørke noveller.

PSX_20150303_115909

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *