Posts made in marts, 2015

Opsummering: Marts

Posted by on mar 31, 2015 in Månedlig opsummering | 2 comments

PSX_20150330_173740

PSX_20150330_173618

I denne måned har jeg på ingen måde fået læst alt det, jeg gerne ville og egentlig også havde planlagt. Jeg har haft virkelig travlt med min bachelorforberedning, og da jeg samtidig planlægger min venindes polterabend og mit eget bryllup, har der simpelthen ikke været tid til hyggelæsning ved siden af. Det er rigtig ærgerligt, for der har været rigtig mange bøger, jeg gerne ville læse, og samtidig har jeg fået en del anmeldereksemplarer ind af døren, som også bare står og venter på min sparsomme tid. Jeg håber at april bliver en lidt bedre læsemåned. Under alle omstændigheder, skal I i hvert fald ikke snydes for en lille opsummering over de bøger, jeg dog har fået læst.

Da jeg som sagt har forberedt mig meget til min bacheloropgave, har min læsning været præget af non-fiction. Jeg skal skrive om dobbeltgængerbegrebet i den fantastiske litteratur, og derfor har det været oplagt for mig at læse “Den fantastiske litteratur – en indføring” af Tzvetan Todorov. Bogen er som den lover, en indføring, der redegører for den fantastiske litteratur, og alle dens mange elementer. Jeg havde forventet, at bogen måske ville være en anelse tør, når nu den består af ren teori, men det var den overhovedet ikke, og jeg nød faktisk at læse den. Den fortæller fint og bredt om sit emne, og ud over at jeg faktisk fandt den spændende, så er jeg også nu meget mere rustet til at få færdigskrevet min opgave, hvilket jo også var formålet. “The Double in the Nineteenth-Century Fiction” af John Herdman var endnu en bog, jeg læste til min bachelor. Den fokuserer på dobbeltgængerbegrebet, og egentlig stod der ikke så meget i den, som jeg kunne bruge. Jeg havde planlagt at analysere “The Strange Case of Dr. Jeckyll and Mr. Hyde” af Robert Louis Stevenson, og hvis jeg havde fortsat med denne plan, ville bogen have været perfekt, da den indeholder flere analyser af netop dette værk. Jeg ombestemte mig dog, og derfor var bogen ikke særlig relevant. Jeg fik dog taget nogle notater til bogens indledning, så helt spildt var den dog ikke. Selvom jeg ikke valgte at skrive om Dr. Jeckyll og Mr. Hyde alligevel, var denne bog ligeledes slet ikke spildt læsning. Det er en af mine favoritklassikere, og jeg tror, jeg elsker den højere og højere for hver gang, jeg læser den.

“Danse Macabre” af Stephen King var en af de bøger, jeg virkelig ville ønske, jeg havde læst noget før. Hold da op, hvor var den god. Det er helt sikkert en af de bedste non-fiction bøger, jeg nogensinde har læst. Jeg elsker Stephen Kings måde at skrive på, og det var virkelig sjovt at læse noget af ham, som ikke er fiktion. Bogen berører hele horrorgenren og hans opfattelse af den, og da jeg jo er kæmpe horrorfan, kunne jeg nikke genkendende til mange af de ting, han berettede om. Bogen var faktisk så god, at jeg skyndte mig at bestille hans andre non-fiction værker hjem med det samme, og jeg glæder mig som et lille barn til de ankommer. “The Uncanny” af Sigmund Freud er en lille samling af hans mest kendte essays, og da jeg hidtil kun har læst dem som separate tekster, er jeg virkelig glad for at eje dem samlet i denne lille fine bog. Jeg er ret begejstret for Freud, og derfor har jeg også valgt at inddrage hans essay om ‘Das Umheimliche’ i min opgave. Den passer perfekt ind i mit valgte emne, og samtidig et det et virkelig spændende essay.

Jeg har ikke haft tid til at læse særlig meget fiktion i marts, da jeg også har haft en del lektier ved siden af min bachelorforberedning. Jeg kunne dog ikke vente med at læse “Dæmonherskerens arving# 1” af H.W. Klaris, da jeg syntes den lød utrolig spændende. Bogen var dog desværre ikke noget for mig, og jeg var derfor rimelig skuffet, da jeg havde færdiglæst den. Selvom plottet egentlig var lovende, blev det slet ikke udført på en værdig måde, og der var flere detaljer i bogen, der irriterede mig. Jeg håber på, at den næste bog i rækken vil være en smule mere velskrevet. Den næste og sidste bog jeg læste i marts var “The Girl Who Fell beneath Fairyland And Led The Revels There” af Catherynne M. Valente. Jeg læste den første bog sidste år, og jeg elskede den. Af en eller anden grund, er jeg dog først kommet videre med serien nu. Jeg er meget begejstret for historien om September og Fairyland, og selvom den tydeligvis er mest henvendt til børn, så hyggede jeg mig rigtig meget med at læse den. September er virkelig en spændende karakter, og på mange punkter minder hun meget, om mig selv som lille. Jeg glæder mig til at læse den sidste bog i serien, og tanken om, at der er kommet endnu en ny bog om Fairyland, gør mig oprigtigt glad.

Har I fået læst nogle gode bøger i marts, eller har I ligesom mig haft travlt ?

PSX_20150330_173908

Read More

“The Sleeper and The Spindle” Af Neil Gaiman

Posted by on mar 30, 2015 in 3 Stjerner, Eventyr, Fiction | 2 comments

PSX_20150330_160802

“The Sleeper and the Spindle” Af Neil Gaiman, fra forlaget Bloomsbury, udgivet 2914 (org. udgivet 2013), 3/5 Stjerner

Da en lille flok dværge bevæger sig afsted til byen Giff for at købe silke til dronningens bryllupskjole, bliver de mødt af forvirring og angst. Nabobyens beboere har nu samlet sig på en lille kro, fortvivlet over deres dystre skæbner. En gammel og mørk forbandelse, der vil kaste dyb søvn over alle beboere rykker nemlig tættere og tættere på. De er rædselsslagne, for de vil  ikke ende som den unge prinsesse, der er fanget i skoven og ikke kan slippe fri fra forbandelse. Dværgene ser ingen anden udvej, end at vende tilbage til dronningen og fortælle hende om den mørke forbandelsen.

Om aftenen på sin bryllupsdag, hører den smukke dronning om prinsessen, der er fanget i skoven under forbandelsen, der lader hende sove forevigt. Dronningen beslutter sig for at fremskyde sit bryllup, og tager ud i skoven for at redde den unge kvinde. Sammen med en dværgene bevæger hun sig igennem kongerigets mørke stier, og frem til slottet, hvor den sovende prinsesse skulle befinde sig.

Da de finder frem til den sovende kvinde, og forsøger at redde hende fra forbandelsen og dermed vække hende fra den dybe søvn, finder de ud af, at hun ikke helt er hvad de havde forventet, og sammen må de kæmpe mod endnu en svær skæbne.

“But the path to her death, heartbeat by heartbeat, would be inevitable.”

Jeg har altid elsket eventyrene og tornerose og snehvide. Hver for sig er de unikke, genkendelige og hjertevarme. Jeg har set Disneys udgaver et hav af gange, og jeg slet ikke forestille mig en barndom uden. Jeg har dog aldrig tænkt på, hvordan eventyrene kunne spindes sammen, og udgøre et helt nyt eventyr. Det har Neil Gaiman dog derimod, og endnu en gang må jeg sige, at jeg er overrasket over hans talent. Han har formået at skabe en helt ny tolkning af eventyrene, og selvom jeg dog stadig foretrækker de velkendte eventyr hver for sig, er jeg overrasket over, hvor fanget jeg egentlig blev. I hvert fald da jeg var nået et stykke ind i den lille fortælling. Jeg blev nemlig en smule forvirret over de manglende objekter som prinsen på den hvide hest og det røde æble, og jeg kan stadig ikke helt finde ud af, og jeg er tilfreds eller utilfreds.

Selvom jeg er en smule splittet omkring selve fortællingen, er jeg dog helt igennem henrykt over Chris Riddells evigt smukke illustrationer. Gaiman og Riddell har et helt igennem fantastisk samarbejde, og jeg kan stadig huske de uhyggelige og smukke illustrationer fra min “Coraline” udgave. Trods det, at fortællingen i denne fine bog er meget kort, er bogen dog utrolig stor og de flotte detaljer i guld glimter i alt sin mægtighed. Forsiden på bogen er nemlig lavet i to dele, hvor selve bogen forestiller en flot sort/hvid tegning af den sovende prinsesse, mens slipcoveret er gennemsigtig og dekoreret med smukke detaljer samt bogens titel. Den er fuldstændig betagende fra første øjekast, og selvom jeg ikke har fået læst bogen før for nylig, så har jeg haft den fremme mange gange, blot for at studere dens smukke ydre.

 “The walked to the east, all four of them, away from the sunset and the lands they knew, and into the night. “

Jeg tror aldrig, at det kan lykkedes mig at blive fuldstændig skuffet over Neil Gaimans værker, fordi de indeholder så meget magi og glæde, at man nærmest ikke kan andet end at elske dem. Jeg elskede dog ikke “The Sleeper and the Spindle” så meget, som jeg havde håbet på, da jeg i bund og grund ikke bryder mig om, når man ændrer noget der i forvejen er perfekt. Bogen vakte dog stor nysgerrighed, og da jeg havde færdiglæst den, havde jeg ikke samme følelse af irritation og forbavselse, som jeg havde i starten. Jeg sad ikke længere med følelsen af, at nogen havde omskrevet to af mine yndlings eventyr, men i stedet følte jeg, at jeg havde læst et helt nyt og unikt eventyr, hvis dystre stemning stadig rumsterer rundt i mine tanker.

PSX_20150330_160644

Read More

Tema #37 – Om at læse Non-Fiction

Posted by on mar 27, 2015 in Tema | 10 comments

PSX_20150327_104404

PSX_20150325_191028

Jeg har jo egentlig læst non-fiction lige siden, jeg startede i skole. Måske endda før det. Medier, som aviser, magasiner og internetsider er jo også non-fiction. Og så har har vi selvfølgelig alt den non-fiction, vi bliver tvangsfodret med i skolen. Det er næsten umuligt ikke at læse non-fiction, hvis man tæller alle de her ting med.

Når jeg tænker på non-fiction, tænker jeg dog ikke på overstående. Jeg tænker på sådan noget som biografier, memoirs, coffee-table books og lignende. Bøger der ikke indeholder en opdigtet historie, og som altså ikke er fiction, men derimod non-fiction. Denne slags bøger læser jeg kun meget sjældent. I øjeblikket er jeg dog i gang med at skrive min bachelor, og det kræver jo en hel del viden. Viden, som jeg ikke kan finde i fiktionen. Da jeg skulle på biblioteket for at opstøve alle de bøger om mit emne, kom jeg til at tænke på, hvor lidt non-fiction jeg egentlig læser, hvis jeg selv må få lov at vælge. Da jeg kom hjem fra biblioteket tog jeg et godt og eftertænksomt kig på min bogreol, og jeg måtte stryge min første tanke. Jeg havde nemlig forestillet mig, at grunden til, at jeg aldrig læste non-fiction var, at jeg ganske enkelt ikke ejede særlig mange af denne slags bøger. Det viste sig dog ikke at være tilfældet. Jeg ejer nemlig en lang række af non-fictions bøger, som bare står og venter på at blive læst.

Den første non-fictions bog jeg har læst af egen vilje i meget, meget lang tid, er “Danse Macabre” af Stephen King. Som I ved, er jeg meget begejstret for horror og uhygge, og derfor har Stephen King altid haft en meget stor plads på min bogreol og i mit hjerte. Da min mor elsker hans bøger næsten ligeså højt, som jeg selv gør, var det også nogle af de første bøger, jeg læste, da de også altid har stået på reolerne i mit barndomshjem. Selvom jeg efterhånden har læst ufattelig mange af hans bøger, så har jeg aldrig fået taget mig sammen til at købe nogle af hans non-fictions bøger. Hans bog “On writing” er blevet rost til skyerne hos de fleste anmeldere, og jeg kunne kun forestille mig, at jeg ville finde den interessant. Alligevel har jeg aldrig købt den. Jeg har faktisk slet ikke tænkt på at købe den, før nu.

Da jeg skulle skrive en anmeldelse af “Danse Macabre” for et par dage siden, blev jeg tvunget til at tænke over, hvorfor jeg egentlig ikke havde læst nogle flere af de non-fictions bøger, jeg så længe har haft stående. I starten kunne jeg slet ikke finde en god forklaring, da jeg netop var så glad for min nylæste Stephen King bog. Når jeg skal vælge en bog, vælger jeg bare altid at gå fiktionens vej. Det er altid de bøger, jeg tror,  at der vil være mest underholdende. Opdigtede fortællinger om kærlighed, eventyr, magi og i mange tilfælde, uhygge, er dem der ser mest attraktive ud på min bogreol. De lover mig spænding, forbavselse og overraskelse, og derfor læser jeg dem. I non-fictions værker, kan jeg ikke finde den samme underholdning, og det er jo et eller andet sted også klart, når jeg bliver ved med at sammenligne dem med min elskede fiction. Jeg har ikke før nu nogensinde forestillet mig, at en biografi ville være ligeså gribende som fantasien, men det kommer jo helt an på, hvilken biografi, man vælger.

Det handler jo i bund og grund bare om, at læse de bøger, der omhandler et emne, som man finder interessant. Og så kan det vel egentlig være lige meget, om det er non-fiction eller fiction.

Hvad siger I? Læser i lige meget non-fiction som fiction, eller har I som mig, en forestilling om, at det ikke vil give jer samme glæde som en opdigtet fortælling ?

PSX_20150327_104255

Read More

“Danse Macabre” Af Stephen King

Posted by on mar 25, 2015 in 4 Stjerner, Horror, Non-fiction | 2 comments

PSX_20150325_190555

“Danse Macabre” Af Stephen King, fra forlaget Hodder, udgivet 2012, (Org. Udgivet 1981), 4/5 Stjerner

Stephen King er i dag mest kendt for sine mange romaner inden for horrorgenren. Han har siden 70’erne udgivet den ene roman efter den anden, og derfor er han også ofte refereret til, som værende ‘The King of Horror’. Ikke alle hans romaner har været lige succesfulde, men det er nok de færreste, der ikke har hørt om hans bestsellere “Carrie”, “The Shining” og “Salems Lot”. Selvom Stephen King primært udgivet fiktion, har han dog også et par gange prøvet kræfter med non-fiktionen. “Danse Macabre” er netop et af disse værker.

Den primære grund til, at Stephen King udgav dette værk i 1981 var, at hans forlægger og hans mange fans, gerne ville have hans vurdering af selve horrorgenren. De var van til at læse hans egne uhyggelige fortællinger, men de manglede noget. De manglede hans syn på gyserfilm, de klassiske horrorromaner og fremtiden for genren. Selvom han var en smule afvisende i starten, begyndte han dog at skrive sine tanker ned, og til sidst havde han materiale nok til en hel bog. Nu er den blevet genudgivet med endnu mere spændende materiale, og endnu en gang er bogen blevet udsolgt på rekordtid. Det første Stephen King diskuterer i denne bog er, hvorfor det ikke er alle gyserfilm, der er vellykkede. Hans bud på dette er, at rigtig mange gyserfilm ikke formår at gøre deres publikum rigtig bange, da deres film er for urealistiske; først og fremmest, skal det se rigtigt ud, mener han nemlig. Som eksempel nævner han her ‘The Blair witch Project’, der følger tre studerende på jagten efter sandheden om den famøse heks i skoven. Som de fleste film, er denne film ikke filmet via et kamera og iscenesatte skuespillere, men ses i stedet igennem de studerendes ‘egne’ kameraoptagelser på turen. Det virker ægte og realistisk, og derfor også mere uhyggeligt, mener Stephen King. Jeg kan kun give ham ret.

“We fall from womb to tomb, from one blackness and toward another, remembering little of the one and knowing nothing of the other … except through faith.”

Ud over at diskutere forskellem på gode og dårlige gyserfilm, har Stepen King også valgt at snakke om, hvorfor man som tilskuer overhovedet vil betale penge for at føle sig bange og utilpas. Det giver et eller andet form for kick, mener han, og det er derfor også næsten altid frygten og ubehagen, der lyder som forklaring, for folk der ikke bryder sig om at se gyserfilm. Der er dog også mange forskellige former for uhygge, mener han. Som barn er man bange for monstre unde sengen, men som man bliver ældre, begynder man at frygte mere paranormale ting. Tit og ofte frygter man de ting, man ikke ved om egentlig findes, som fx ånder og dæmoner. Dette er blot få at de ting, som Stephen King snakker om i denne bog, og selvom jeg glædeligt ville skrive et referat af hele værket, så tror jeg desværre, at vi ville nærme os en halv roman.

Jeg læser faktisk ikke non-fiction af egen fri vilje. Det vil sige, at den non-fiction jeg læser ofte er skolerelateret. Så er der selvfølgelig sådan noget som aviser, magasiner og blogs, men det tæller jeg ikke rigtig med. Det jeg mener er, at jeg kun meget sjælden læser biografier, memoirs og bøger som denne. Når jeg i skrivende stund forsøger at komme på en ærlig forklaring på dette, så ved jeg faktisk slet ikke, hvad jeg skal skrive. For jeg har vitterlig ingen anelse. Det er ikke fordi, at jeg ikke ejer non-fiction værker, for jeg har faktisk en del stående på reolen. Det er bare altid dem, der bliver valgt fra, når jeg skal finde en ny bog at læse. Jeg tror det er fordi, at jeg har fået en eller anden fjollet  idé om, at de umuligt kan rumme ligeså meget magi og historie som fiktionen kan. Men det er jo slet, slet ikke tilfældet.

“We need ghost stories because we, in fact, are the ghosts.”

Jeg er virkelig glad for, at jeg besluttede mig for læse “Danse Macabre”. Jeg suger alt den viden til mig, som jeg overhovedet kan finde om horrorgenren, og for mig er Stephen King bestemt ikke er forfatter, der nogensinde vil spilde min tid. Jeg har læst et utal af hans bøger, og jeg er ikke i tvivl om, at jeg på et eller andet tidspunkt kommer til at eje dem alle sammen. Fordi jeg netop har læst så meget af den fiktion han selv har skrevet, så elskede jeg at læse hans egne oprigtige meninger om genren og gyserfilm, som jeg jo selv elsker så højt. Jeg tog mig selv i at nikke anerkendende flere gange under min læsning, for selvom det meste af bogen er skrevet for flere år siden, så har hans holdninger bare så meget tilfælles med mine egne, og jeg nød det.

PSX_20150325_190915

Read More

“The Strange Case of Dr. Jeckyll and Mr. Hyde” Af Robert L. Stevenson

Posted by on mar 22, 2015 in 3 Stjerner, Classics, Fiction, Horror | 2 comments

PSX_20150322_174213

“The Strange Case of Dr. Jeckyll and Mr. Hyde” Af Robert L. Stevenson, fra forlaget Norton critical editions, 3,5/5 Stjerner. 

Da advokaten John Utterson hører om et sært møde mellem en mand og en ung kvinde, beslutter han sig for at undersøge sagen nærmere. Han finder ud af, at en af hans gamle bekendte, Henry Jeckyll, står bag anfaldet af kvinden, men da han opsøger sin ellers meget rolige og forsigtige ven, støder han på et syn, han aldrig før havde troet, at han skulle se. Det viser sig nemlig, at Dr. Jeckyll går under flere personligheder. Henry Jeckyll har i flere år været frygtelig undertrykt, men alt dette ændre sig, når han drikker en bestemt og altændrende eliksir.

Når elikseren er drukket, er der ingen vej tilbage. Henry Jeckyll er ikke længere den forsigtige forkser, men er nu i stedet forvandlet til den modbydelige og hensynsløse dobbeltgænger. Splittelsesmotivet er her på sig højeste, og alt i mens, at denne skruppelløse forbryder render frit rundt og begår ugerninger under dæknavnet Mr. Hyde, er ingen bevidst om, at denne Edward Hyde og Henry Jeckyll er en og samme person.

“Quiet minds cannot be perplexed or frightened but go on in fortune or misfortune at their own private pace, like a clock during a thunderstorm. ”

“The Strage Case of Dr. Jeckyll and Mr. Hyde” er en sand klassiker inden for horror genren. Det er blevet filmatiseret et hav af gange, og på Broadwayscenen har den ligeledes været et stort hit. Det er der en grund til. Bogen er god på rigtig mange områder. Først og fremmest mestrer den splittelsesmotivet til UG, og det er som litteraturstuderende svært ikke at tænke på Freud, når man læser den. For det andet, er den bare rigtig uhyggelig. Hvis man har bare en lille smule kendskab til Freuds psykoanalyse, så ved man også, at id’ repræsenterer instinkterne og drifterne, mens overjeg’et kæmper for moralen og samvittigheden. Disse to personlighedslag bliver i bogen fremstillet via Mr. Hyde og Jeckyll, men der er ingen til at neutralisere den store forskel mellem personlighederne. Netop derfor er bogen så ufattelig uhyggelig.

Dobbeltgængerbegrebet og splittelsesmotivet interesserer mig rigtig meget, og i øjeblikket er jeg i gang med at skrive en bacheloropgave om netop disse begreber. Jeg synes det er utrolig spændende at tænke på, at de mest vellykkede horror romaner er opbygget af en kæmpe dosis psykologi. For det er vel i de fleste tilfælde, de psykologiske undertoner, der gør en historie uhyggelig. Og virkelig.

“If I am the chief of sinners, I am the chief of sufferers also.”

Selvom den freudianske tolkning er bogen er den mest populære, findes der også et hav af andre fortolkningsmuligheder. Den store forskel mellem den rolige Dr. Jeckyll og den frygtingydende Mr. Hyde kan også forklares af et alkohol eller stofmisbrug, og på denne måde, kommer man hurtigt til at tænke på Edgar Allan Poes mange værker om sindsforstyrede karakterer. De bøger jeg elsker aller mest, er dem man kan læse på mere end en måde, jeg tror det er derfor, at jeg altid har holdt af netop denne fortælling.

PSX_20150322_174046

 

Read More

“Dæmonherskerens arving #1 – Skyggernes bog” Af H.W. Klaris

Posted by on mar 18, 2015 in 2 Stjerner, Fantasy, Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20150318_081031

“Dæmonherskerens arving #1 – Skyggernes bog” Af H.W. Klaris, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2015, 2/5 Stjerner

Da Allys forældre er gået fra hinanden, og Allys mor ikke længere har så meget tid til at tage sig af sin datter, flytter Ally derfor ind på kostskolen Larchwood. Da Ally har pakket ud, og er kommet på plads på sit nye værelse, går der ikke længe før, at rygterne begynder at sprede sig som ringe i vandet. Det siges nemlig, at det spøger på Allys værelse, og at pigen der boede der før hende til sidst blev sindsyg, og druknede sig selv i søen.

Ally tror ikke rigtig på troldsom og spøgelser, men da hun pludselig oplever den ene sære hændelse efter den anden, begynder hun alligevel at undre sig. Samtidig opdager hun ved et tilfælde en hemmelig indgang i en faldefærdig kirke i nærheden af skolen. Ingen anden har før kunne finde indgangen til hvad der siges at være Larchwoods afdøde frue, Catherine Larchins, skjulte heksekammer, og derfor bliver Ally indviet i en af skolens ældste klubber. Klubbens højeste ønske er at opnå informationer om Catherine Larchin, og dermed finde hendes skjulte heksebog. De er sikre på, at Ally kan hjælpe dem med dette.

Samtidig med, at Ally skal træffe en masse beslutninger omkring den hemmelige klub og deres intentioner, skal hun også træffe beslutninger i sit nye kærlighedsliv. Ally får nemlig hurtigt en kæreste på skolen, men han er ikke den eneste, der beundrer hende.

 “Heldigvis afspejlede min kække stemme ikke den nervøsitet som flød igennem mig.”

Det første jeg lagde mærke til, da jeg begyndte at læse denne bog, var den voldsomme mangel på tegnsætning. Der er stort set ingen komma’er i bogen, og de der er, er ofte sat forkert. Jeg blev hurtigt klar over, at det ikke kun var et par enkelte fejl, men, at det var gennemgående i hele bogen. Det er rigtig ærgerligt, når sådan noget sker, for det kan virkelig irritere min læsning meget. Det næste jeg lage mærke til, var de mange amerikanske navne. Selv navnet på skolen, som Ally befinder sig på, Larchwood, lyder amerikansk. Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor så mange danske forfattere vælger at amerikanisere sine tekster så meget,  når nu de kunne være ligeså gode, hvis de foregik i Danmark.

Jeg synes, at der er mange spændende ting i “Skyggernes bog”. Jeg kan godt lide hele heksetemaet, og jeg er altid begejstret for en god spøgelseshistorie. Man er vel horror fan. Når det så er sagt, så er det ikke ret meget andet, jeg kunne lide ved denne her bog, desværre. Ally, der er hovedpersonen i bogen, irriterede mig voldsomt, og hun virkede flere gange utrolig uintelligent. Hun tænker ikke rigtig over sine egne meninger, og hun forsvarer ikke sig selv. Samtidig blev jeg skuffet over, at der selvfølgelig også lige skulle opstå det kendte og unødvendige trekantsdrama. Det må da være muligt at skrive en god fantasybog, uden at der behøver at være to alfahanner, der skal kæmpe om hovedkarakteren. Det er ved at være en lille smule last year, hvis I spørger mig.

En anden af bogens hovedkarakterer, Tom, var ganske enkelt fuldstændig umulig at holde af. Han er sexfikseret, magtliderlig og utrolig mandchauvinistisk. Han tager Ally på røven den første gang, de kommer i kontakt med hinanden, og Ally gør ikke noget ved det. Efterfølgende prøver han at kontrollere hende til at træffe de valg, der er i hans bedste interesse, og igen, gør Ally ikke noget ved det. Hun tvivler pludselig på sin kærlige kæreste, og endnu en gang må jeg sige, at de gode intentioner om et spændende plot altså er kørt en lille smule af sporet.

“Han smilede skummelt, og jeg vidste overhovedet ikke hvordan jeg skulle reagere.”

Jeg er ikke i tvivl om, at der er mange, der vil være meget begejstret for “Skyggernes bog”. Plottet er i sig selv spændende, og bogen er en god start på en trilogi. Jeg tror måske bare, at den er henvendt til et lidt yngre publikum end mig, da den virker lidt, som en form for letlæsningsbog.

PSX_20150318_081139

Read More

Tema #36 – Om at være en planlægger

Posted by on mar 9, 2015 in Tema | 8 comments

PSX_20140603_105647

PSX_20140915_094249

I skrivende stund, har jeg lige lagt min notesbog fra mig, efter at have krydstjekket de sidste forberedelser til min bachelor opgave. Jeg har nu fundet alt den sekundær litteratur, jeg forventer at skulle bruge, og min proplemformulering og indledning er næsten helt på plads. Jeg skal skrive om den fantastiske litteratur, og herunder splittelsesmotivet i H.C. Andersens “Skyggen”. Min analyse kommer til at indeholde en masse spændende ting, og jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med opgaven. Ikke mindst til at være færdig med den. Jeg skal dog aflevere min opgave i slutningen af maj måned, og da jeg forsat har undevisning i størstedelen af tiden op til deadline, kræver det en masse planlægning, at få læst alle mine andre lektier, og de bøger jeg skal læse i fritiden, for at holde bloggen nogenlunde kørende.

Samtidig med, at jeg så småt er begyndt at tage hul på min bacheloropgave, så har jeg også et polterabend og et bryllup der skal planlægges. Min veninde skal giftes den 18 april, og derfor skal hendes polterabend holdes før den dato. Jeg anede ikke, hvor mange forberedelser der var til sådan en dag, før jeg gik i gang med at planlægge. Jeg er nemlig stort set alene om opgaven, og jeg må indrømme, at det er en smule mere stressende, end jeg havde forudset. Jeg vil jo gerne sørge for, at hun får en rigtig dejlig dag, der kan leve op til hendes ønsker. Hun får jo forhåbentlig kun et polterabend i sit liv, og den ene dag skulle jo derfor være tæt på perfekt. Udover min venindes polterabend og bryllup, hvor jeg desuden også skal være brudepige, så har jeg også et andet bryllup at tænke på. Nemlig mit eget. I sommer på vores ferie i Frankrig, faldt min kæreste på knæ og friede til mig. Naturligvis sagde jeg ja, og vi har nu endelig sat en dato for vores bryllup. Den 22 august i år, skal vi sige ja til hinanden, og det betyder, at invitationer, kirke og location skal være på plads sådan ca. nu. Heldigvis faldt kirke og vores ønskede location nogenlunde i hak med hinanden, og da invitationerne er bestilt, er der ikke mere at se til, før de ankommer, og skal sendes ud til alle vores gæster. Det har dog både været stressende og utrolig spændende indtil videre, for det er ikke mere end 14 dage siden, at min kæreste sagde; “Hey, skulle vi egentlig ikke også giftes i år?”, og vi derfor begyndte med planlægningen.

Endnu en gang blev jeg overrasket over, hvor meget der skulle planlægges. Jeg er van til at planlægge alt ned til mindste detalje, og mine notesbøger bliver hurtigt fyldt med lister og flueben. Som jeg før har sagt, er jeg meget struktureret, og derfor vil jeg også gerne have tingene ‘overstået’ så hurtigt som muligt. Derfor fik jeg hurtigt kontaktet både kirke og location, og samtidig har jeg både kjoleprøvning, menu, dekoratør og kage nogenlunde på plads. Men hold da op, hvor er der bare mange ting, der skal holdes styr på, når man vælger at planlægge sit bryllup selv. Selvom mit bryllup først er i august, så bruger jeg allerede nu flere timer om dagen på at surfe nettet tyndt for ideer og muligheder. Jeg håber på, at det bliver lidt mere overskueligt, når invitationerne er sendt.

Selvom det kan være utrolig hårdt at have gang i så mange ting på en gang, så tror jeg alligevel ikke, at jeg nogensinde kunne stoppe med alle mine forberedelser. Min kæreste driller mig tit med, at jeg har alt fra mine egne fødselsdage og toiletbesøg skrevet ned i min kalender, og selvom det selvfølgelig ikke helt er tilfældet, så ved jeg godt, hvad han mener. For jeg planlægger virkelig meget, meget mere end hvad de fleste andre mennesker gør, tror jeg. Og hvis jeg kan komme til det, så planlægger jeg også gerne alle ting flere år i forvejen.

Er I ligesom mig, typen, der altid skal planlægge alt ned til mindste detalje, før I får ro i sindet ?

PSX_20140603_110039
PSX_20150113_201322

Read More

“The Little Friend” Af Donna Tartt

Posted by on mar 6, 2015 in 3 Stjerner, Fiction, Mysterie, Spænding | 2 comments

PSX_20150306_094920

“The Little Friend” Af Donna Tartt, fra forlaget Bloomsbury, udgivet 2002, 3/5 Stjerner

9 årige Robin dør en meget tragisk død. Han bliver fundet hængt i familiens baghave, og det er for sent at gøre noget som helst. Endnu mere tragisk er det, at årsagen til hans død aldrig er blevet fundet. Politiet mener, at det vil være umuligt for en dreng på Robins alder, at hænge sig selv på den måde. Dog er der ingen, der har opadaget noget mystisk den dag, og de eneste to der var til stede, kan ikke udtale sig. Allison vil slet ikke snakke om den tragiske dag, og nægter at besvare nogle som helst spørgsmål. Harriet var alt for ung til at kunne huske detaljerne.

11 år senere, er den yngste søster Harriet blevet stor nok til at forstå det mytiske dødsfald, og hun er opsat på at opklare, hvad der præcist skete med sin storebror, den dag for 11 år siden. Selvom hun tvivler på meget, er der én ting, som hun er helt sikker på – Robin dræbte ikke sig selv.

Det bliver en svær opgave for Harriet at finde sin brors morder. Hun ved ikke meget om Robin, og kan kun huske ham, ud fra de billeder, hun har set af ham. Ingen lader til at vide noget om, hvem der kunne have haft brug for at tage livet af den 9 årige dreng, og derfor får Harriet ikke meget hjælp. På sin søgen går hun dog igennem en form for dannelsesrejse, og selvom hun ikke helt finder det, hun søger, så finder hun informationer, der viser sig at være meget bedre, end dem hun regnede med at finde.

“Harriet, the baby, was neither pretty nor sweet. Harriet was smart.”

Jeg havde skyhøje forventninger til denne bog. Lige siden jeg købte den i sommers, har jeg hørt tale om, hvor fantastisk Donna Tartt er, og hvor meget jeg skulle glæde mig til at læse hendes bøger. Og det har jeg så. Jeg har glædet mig helt vanvittig meget til at påbegynde dette fantastiske forfatterskab, og jeg har nøje valgt at læse hendes 3 mesterværker i rækkefølge. Derfor startede jeg med denne 555 siders lange bog, og den var alt andet, end jeg havde forventet. Ud fra badsideteksten på Donna Tartts 3 bøger, var det uden tvivl denne, jeg syntes lød mest spændende. En mordgåde kan altid fange min interesse, og samtidig lovede bogen en masse psykologiske undertoner. Der gik dog ikke særlig længe før, at bogen begyndte at kede mig en smule. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor historien ikke rigtig tog fat, og jeg nåede faktisk over halvejs ind i bogen før, at  den begyndte at være en lille smule spændende.

Det der vejer bogens langtrukne plot op, er Donna Tartts fantastiske sprog. Jeg ved, at Donna Tartt er en af de forfattere, der bruger utrolig lang tid på at skrive en bog. Noget der ligner 7 år. Hun har desuden i flere interviews udtalt sig, at hun nogle gange har brugt flere uger på at få en enkelt sætning til at være helt perfekt. Denne perfektionisme kan tydelig mærkes i bogen, og sproget er virkelig intet mindre end fantastisk.

“Even if it meant that she had failed, she was glad. And if what she’d wanted had been impossible from the start, still there was a certain lonely comfort in the fact that she’d known it was impossible and had gone ahead and done it anyway.”

Selvom jeg ikke blev særlig begejstret for selve fortællingen, er jeg alligevel glad for, at jeg endelig fik læst bogen. Jeg er glad for, at jeg har fået begyndt min læsning af Donna Tartt, og jeg glæder mig til at få læst både “The Secret History” og “The Goldfinch”. Jeg håber dog på, at jeg vil finde disse bøger en smule mere spændende, end “The little friend”.

PSX_20150306_095026 (1)

Read More

“Poe – 4 makabre hyldester” Af A.M Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup

Posted by on mar 3, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Horror, Novelle | 0 comments

PSX_20150303_115751

“Poe – 4 makabre hyldester” Af A.M Vedsø Olesen, Patrick Leis, Rikke Schubart & Steen Langstrup, ameldereksemplar fra forlaget 2 feet entertainment, udgivet 2009, 4/5 Stjerner

Hver af disse fire noveller er synligt inspireret af en af Edgar Allan Poes egne fortællinger. Novellesamlingen fejrer Poes 200 års fødselsdag, og novellerne kan derfor ses, som en hyldest til den gotiske forfatter.  A. M Vedsø Olesen fik til opgave at lade sig inspirere af “Hjertet der sladrede”, Steen Langstrup skulle skrive en genfortolkning af “William Wilson”, Rikke Schubart skulle tage udgangspunkt i historien “Berenice” og sidst men ikke mindst, skulle Patrick Leis lade sig inspirere af “Ushers fald”.

“The Tell-Tale Heart” eller “Hjertet der sladerde” på dansk er en fortælling, jeg efterhånden har fået meget tæt på mit eget bankede hjerte. Jeg har for nyligt skrevet en længere opgave om Poe og hans misbrug, og hermed hvordan misbruget påvirker sanserne. “The Tell-Tale Heart” er et fantastisk eksempel på netop disse elementer, og derfor var jeg også meget spændt på at læse, hvad A.M Vedsø Olesen havde fået ud af mesterværket. Det første jeg lagde mærke til i novellen “Orkestergraven” var den perfekte samhørighed mellem de hypersensitive sanser, der bliver fremstillet i den originale fortælling. Det er tydeligt, at denne fortæller lider under samme dårlige samvittighed, der driver ham til vanvid, præcis ligesom den originale fortæller. Ligeledes er det tydeligt, at det er vanvid og en meget mørk og ukontrollerbar besættelse, der driver fortælleren til at begå det ubarmhjertige mord. Jeg nød virkelig at læse denne novelle, og den er virkelig en læsning værd, hvis man ligesom mig er meget glad for “The Tell-Tale Heart”.

“Hendes stemme var det, der fik alting til at gå galt. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg kan ikke engang sige dig, hvornår den lyst til at forvolde skade opstod i mig første gang.”

Generelt syntes jeg alle 4 noveller var virkelig gode, men et par af dem gjorde større indtryk på mig, end jeg lige havde regnet med. Et fællestræk ved de 4 noveller er nemlig også, at de er fuldstændig grænseoverskridende, og derfor havde jeg flere gange lyst til at lægge bogen væk, for at tage en lille pause fra de voldsomme tekster. Jeg ved, at Steen Langstrup kan skrive så mine nakkehår rejser sig, og jeg har før stiftet bekendtskab med hans voldsomme uhygge, som fx torturen i værket “Alt det hun ville ønske hun ikke forstod”. Hans novelle “Metro” er dog langt voldsommere og lang klammere end noget, jeg før har læst af ham. Den handler nemlig om en mand, der pludselig bliver invaderet af sin dobbeltgænger. Hans dobbeltgænger er desuden landets mest modbydelige voldtægtsforbryder, og vi er som læsere også publikum til alle de forfærdelige scener. Det var en meget grænseoverskridende og voldsom novelle, men om ikke andet, så var den også voldsomt god.

Rikke Schubart og Patrick Leis’ noveller var også gode, men fortællingerne sagde mig ikke ligeså meget, som de to første. Egentlig blev jeg overrasket over, hvor spændende Rikke Schubarts novelle var, og jeg havde en meget sær følelse i kroppen, da jeg havde læst den. Ligesom Steen Langstrups novelle, var også den meget voldsom og grænseoverskridende, men det blev lige en smule for mærkeligt til min smag. Jeg lider af den største tandlægeskræk, og da en af novellens karakterer ender med at få trukket alle sine tænder ud, kan jeg ikke sige, at den ikke var uhyggelig. For det var den. Den var samtidig meget psykologisk, og også det, kunne jeg rigtig godt lide. Det er skønt, når man som læsere selv skal gætte sig frem til, hvad der er sket forude. Selvom den havde mange gode elementer, så tænker jeg dog mest tilbage på den, som værende mærkelig og grov.

“Han syntes igen, det kløede. Han rykkede sig i sædet og tænkte på de hvide orme, der måske prikkede til hans endetarm i netop dette øjeblik. En centimeter lange kunne de blive. Tynde og blinde insisterede de på at skubbe og lirke for at komme frem i lyset. Lægen ordinerede altid Vermox”

Edgar Allan Poe er en af litteraturens største forfattere inden for horror genren. Jeg elsker hans mange noveller, og jeg elsker de mange dystre undertoner, de ofte fremstiller. Jeg synes virkelig, det er en god idé at fejre Poe med en hyldest som denne, og jeg nød at læse de danske forfatteres nyfortolkninger af Poes mørke noveller.

PSX_20150303_115909

Read More