Posts made in januar, 2015

“The Woman in White” Af Wilkie Collins

Posted by on jan 29, 2015 in 3 Stjerner, Classics, Fiction, Mysterie, Spænding | 2 comments

PSX_20150129_130437

“The Woman in White” Af Wilkie Collins, fra forlaget Penguin Classics, udgivet 2009, (Org. udgivet 1860), 3/5 Stjerner

Den unge kunstlærer Walter Hartright  møder en mørk aften en meget smuk og forvirret kvinde, helt klædt i hvidt. Han hjælper hende med at finde vej, men undrer sig længe over kvindes mystiske opførsel. Da Walter Hartright dagen after ankommer til Limmeridge huset i Cumberland, går det op for ham, at husets unge Laura, hans nye elev, bærer en forbløffende lighed til den  mystiske kvinde i hvidt. Han får at vide, at kvinden i hvidt højest sandsynligt har været Anne Catherick, en af husets bekendte, som desuden  lige er stukket af fra et psykologisk hospital. De to kvinder har dog umiddelbart ingen familiære relationer, ud over, at Anne Catherick havde et meget nært forhold til Lauras mor.

Der går ikke længe før, at Walter Hartright har forelsket sig i sin nye smukke elev. Problemet er bare, at han blot er en fattig kunstlærer, og at Laura allerede er forlovet med det rige Percival Glyde. Selvom Percival Glyde er både rig og magtfuld, kan Walter Hartwright ikke slippe tanken om, at der er et eller andet i vejen med ham. Da Laura modtager et brev fra hendes dobbeltgænger Anne Catherick, træder en usikker men nødvendig plan i kræft. Kvinderne er dog i midlertidigt ikke de eneste med en plan, da Percival Glyde har i sinde at benytte sig af kvindernes store lighed til hinanden.  Imens kommer Walther Hartright i besiddelse af nogle altændrende oplysninger, der både involverer kvinderne og Percoval Glyde.

“- I should never, perhaps, have heard even the name of the woman, who has lived in all my thoughts, whos has possessed herself of all my energies, who has become he one guiding influence that now directs the purpose of my life.”

“The Woman in White” er en af de klassikere, jeg altid gerne har ville læse. Den er kendt for at være en af de aller første spændingsromaner, og så er den desuden fyldt med en masse gotiske og victorianske detaljer. Som horror fan, blev jeg med det samme fanget af mysteriet om en mystisk kvinde klædt i hvidt. Titlen fik mig med det samme til at tænke på de mange historier om ‘den hvide dame’, der forstyrrede min nattesøvn som lille. Bogen er dog utrolig lang, og derfor har den også stået ulæst på min bogreol i virkelig lang tid. Sidste år faldt jeg dog over denne skønne udgave fra Penguin Clothbound serien, og det gjorde den en smule mere attraktiv. Selvom disse kolde og stormfulde vinterdage er perfekte til gotiske mysterier som dette, tror jeg dog alligevel, at jeg valgte at læse bogen på det forkerte tidspunkt. Jeg har nemlig læst den under en presset eksamenstid, og derfor har jeg næsten været 2 uger om at læse den. Til gengæld har jeg fået læst 4 bøger samtidig med denne.

Bogen er krævende på mange forskellige måder. Den er tidskrævende, fordi den er så lang, men samtidig kræver den også en stor håndfuld selvdiciplin og koncentration. Bogen er nemlig virkelig langtrukken, men ikke på den dårlige måde, synes jeg. Det er vigtigt at huske, at den er skrevet i 1860. De victorianske værker er altså bare en lille smule lange i plotudviklingen. Derfor syntes jeg desværre også, at bogen var en smule kedelig til tider. Det var svært for mig at huske alle detaljerne, da min koncentration ikke gad at lege med særlig længe af gangen. Dette skyldtes nok, at sproget er utrolig detaljeret. En sætning der egentlig kan fylde 2 linjer uden problemer, fylder i denne bog helst over de 10, og derfor virkede bogen også længere, end hvad den egentlig behøvede at være. Sproget er dog også det, der gør denne bog smuk og unik. Hvis den havde været fri for de mange detaljer og finesser, ville den have lignet en hver anden spændingsroman, og det ville være forkert.

“Women can resist a man’s love, a man’s fame, a man’s personal appearance, and a man’s money; but they cannot resist a man’s tongue, when he knows how to talk to them.”

Jeg tror, at det er vigtigt, at man giver sig rigtig god tid til at læse bøger som denne. Der skal ikke være nogen anden bog der står og lokker i baggrunden, og det skal ikke være en bog, der skal læses inden for en bestemt tidsperiode.

PSX_20150129_130228

Read More

Tema# 33 – Om at være sur på en bog

Posted by on jan 26, 2015 in Tema | 6 comments

PSX_20150126_181635

Der skal rigtig meget til, at jeg bliver oprigtig sur på en bog. Det sker ofte, at jeg virkelig ikke brydes mig om den, og endnu oftere sker det, at den bare ikke lige fangede mig. Der er dog virkelig langt i mellem de bøger, der virkelig har formået at gøre mig sur. Og heldigvis for det.

De fleste mennesker har en idé om, hvilke bøger de vil finde interessante, og de går derfor primært efter at finde netop denne slags. Det samme gør jeg. Alt andet ville også være fjollet. Jeg ved for det meste, hvilken slags bog jeg vil kunne lide, og hvilken slags jeg ikke brydes mig om. Derfor læser jeg aldrig biografier eller digtsamlinger. Chancen for, at jeg ikke vil kunne lide dem er enorm stor, da jeg bare ikke brydes mig om biografier eller lyrik. Derfor tror jeg også, at det er svært at tage så meget fejl af en bog, at man ender med at hade den, selvom man jo egentlig burde elske den. Og omvendt.  I hvert fald, har det jo aldrig været hensigten for nogen, at de vil sætte sig til at læse en bog, de forventer vil være dårlig. Det ville være spild af tid.

De få gange det er sket, at jeg rent faktisk har måtte bruge et ord så grumt som ‘hade’, har jeg derfor også været virkelig overrasket. Hvordan kan noget, der virker så lovende, være så forfærdeligt.  Den første bog, jeg kommer i tanke om, at jeg direkte har hadet, er bogudgaven af Titanic. Jeg elskede filmen, og havde set den flere gange, før jeg tilfældigvis købte bogen. Og hold da op, hvor var det en skuffende oplevelse. Så skuffende, at jeg ikke engang kan huske hvem forfatteren var. Under alle omstændigheder var den så kedelig og intetsigende, at jeg næsten græd mig igennem de sidste kapitler. Den ødelagde den smukke historie om Rose og Jack, og den var fuldstændig stemningsløs. Jeg er dog kommet mig nogenlunde over den grimme oplevelse, og har efterfølgende set filmen, som jeg i øvrigt stadig elsker, et utal af gangen. En af de største grunde til, at jeg virkelig så mig sur på denne bog var, at jeg ikke kunne genkende mine yndlingskarakterer fra filmen, og elementerne fra den oprindelige historie. Det samme skete, da jeg for ca et halvt år siden læste “Døden kommer til Pemberley” af P.D. James. Jeg elsker Jane Austens “Pride and Prejudice”, som bogen er baseret på, og samtidig kan jeg egentlig også godt lide krimier og mysterier. Det hele burde være en rigtig god og spændende cocktail, men det var alt andet end det. Igen kunne jeg slet ikke genkende de vigtige karakterer, og selve handlingsforløbet var fuldstændig mislykket. Ikke nok med, at jeg altså ikke fandt plottet interessant eller spændende, så fandt jeg også bogen usmagelig og respektløs. For hvordan kan man overhovedet tillade sig at omskrive en så stor og elskværdig klassiker, til noget så ubetydeligt og kedeligt. Bogen gjorde mig sur, og jeg har efterfølgende læst andre anmeldelser, der bunder i den samme oplevelse som min. Jeg tror det er lidt ligesom, når man ser x-factor eller amarican idol, og en person med en virkelig falsk stemme vælger at stille sig op og synge en sang af Whitney Houston eller Frank Sinatra. Det er bare forkert.

For nylig havde jeg igen en virkelig dårlig oplevelse med en bog. Jeg har ikke før læst noget af den legandariske Kate Mosse, men jeg er efterhånden stødt på hendes navn flere steder. Både i bekendtes bogreoler, og på lister over diverse gode bøger. Da Amazon blev ved med at anbefale mig den samme bog, og jeg faldt over et virkelig smukt eksemplar i en hollandsk genbrugsforretning, tænkte jeg, at det måtte være skæbnen. Et enkelt blik på den smukke bog, og jeg var øjeblikkeligt forelsket. Det viste sig dog at være en meget kort kærlighedsaffære, for da jeg åbnede bogen, faldt mine forventninger stille og roligt til jorden, én efter én. Sproget irriterede mine øjne, og handlingen gav ingen mening. Jeg kunne slet ikke sætte mig ind i bogens opbygning. Da jeg havde læst ca halvdelen bogen og stadig ikke kunne finde nogen mening med noget som helst, besluttede jeg mig for at starte forfra. Der måtte da være et eller andet, jeg havde misset. Det var der ikke, den var virkelig bare dårlig. Jeg vidste med det samme, hvordan bogen ville slutte, og der var ikke et eneste lille twist at finde i bogen. Selvom bagsideteksten lovede både spænding og mysterier. Til gengæld var de helt ubetydelige detaljer beskrevet ned til mindste detalje. Endnu en gang blev jeg sur på bogen. Sur over, at jeg havde spildt min tid, og sur over, at jeg ikke kunne lide den bare en lille smule. Coveret var jo så smukt, og illustrationerne var intet mindre end perfekte. Jeg følte mig ærlig talt røvrendt, og jeg har ikke i sinde at læse mere af Kate Mosse lige foreløbig.

Sker det tit, at I virkelig hader en bog ? Hvilke læseoplevelser har været Jeres hidtil værste?

Read More

Min nye bogreol

Posted by on jan 23, 2015 in Bogskønhed, Tags, Tips | 10 comments

IMG_20150104_192249

Michella fra Sort Tale og Ida fra Mit Superego har lavet en ny fælles udfordring i bogbloggerland. Den går ud på, at vi skal vise, eller beskrive vores bogreoler. Da jeg lige har tilføjet en ny reol til min samling, er dette en glimrende mulighed for at vise min nye skat frem. Der var blevet lidt trængt på den anden reol, så derfor tog jeg et smut til Ikea og købte en mere af samme slags. Nu er der godt nok blevet lidt trængt på mit kontor, men det er der ikke noget at gøre ved. Det vigtigste er, at der er plads til alle mine bøger!

Det jeg elsker allermest ved mine bogreoler er, at de er blevet så rummelige. Før så min ene bogreol alt for proppet ud, og det var svært at holde den pæn, da jeg blev nødt til at proppe bøger ind, hvor de kunne være. Det var ærlig talt ikke særlig pænt. Nu er de meget mere luftige, og der er sågar blevet plads til nogle af mine yndlings pynteting. Fx har jeg på en af hylderne en gammel skrivemaskine stående. Jeg fandt den på et loppemarked, og købte den med det samme. Den er simpelthen så fin, og den passer bare så godt ind i min stil. Ligeledes har jeg min mormors gamle pendul-ur stående på en anden reol, og den er på samme vis med til at opretholde den lidt mere ‘gammeldags’ stil, jeg kører på mit kontor.

PSX_20150123_191615

Mine Barnes and Noble udgaver er de smukkeste bøger i min samling. Jeg knuselsker dem alle sammen, og de lyser hele min bogreol op. Nu har jeg heldigvis fået plads til endnu flere!

PSX_20150123_191726

PSX_20150123_191949

Hvordan har I opdelt Jeres bøger? Og har I også været nødt til at foretage en lille udbygning til Jeres bogreoler?

Read More

“The Kneebone boy” Af Ellen Potter

Posted by on jan 20, 2015 in 5 Stjerner, Børnelitteratur, Eventyr, Fiction, Young Adult | 4 comments

PSX_20150119_145521

PSX_20150119_145827

“The Kneebone boy” Af Ellen Potter, fra forlaget Feiwel and Friends, udgivet 2010, 5/5 Stjerner

Handscrapple børnene er ikke som alle andre børn. Otto har ikke sagt et eneste ord i flere år, Lucia er hudløst ærlig og Max er mere intelligent, end hvad normalt er. Og så tilbringer han desuden det meste af sin tid på taget. Deres liv blev brutalt forandret, da deres mor pludselig forsvandt, kort efter Max’ fødsel. Hun sagde ikke farvel, fra den ene dag til den anden, var hun bare væk, og ingen har hørt fra hende siden. Børnene har nu kun deres far tilbage, men han er aldrig hjemme, da han altid er på forretningsrejse.

Den lille familie bor i en meget lille by, hvor alle ved, hvem de er. Alle snakker nemlig konstant om Handscrapple familien, og det er ikke gode ting, der bliver sagt. Historien om børnenes forsvundne mor er blevet til hele byens primære sladderhistorie, og alle behandler børnene, som havde de pest. De voksne vil ikke snakke med dem, og de andre børn vil ikke lege med dem. Dette skyldes nok mest, at de fleste af byens børn tror, at Otto har spist hende.

Da børnenes far igen skal på forretninsrejse, og sender børnene hjem til deres tante, bliver deres liv dog lige pludselig en del mere interessant. Tanten er nemlig selv på ferie, og er derfor ikke hjemme. De kender kun ét andet familiemedlem, de kan henvende sig til, og da de ankommer til hendes hjem, bliver de viklet ind i et eventyrligt spil om sandhed og løgne. Legenden siger nemlig, at der ude i skoven befinder sig en sær lille dreng, der er en blanding mellem dyr og menneske. Handscrapple børnene er opsat på at finde ham, og på deres jagt efter sandheden om ‘The Kneenone boy’, finder de desuden også altændrende oplysninger om deres mor.

“(I’m beginning to think that you are pronouncing Lucia’s name as though it were Lucy with an a at the end of it. That’s wrong. You pronounce it Lu-CHEE-a. Say it a few times out loud, and you’ll forget about Lucy-a.)”

Jeg blev enormt interesseret i denne bog, da jeg tilfældigvis hørte en beskrivelse af den hos en engelsk book-tuber. Den er skrevet ud fra en af børnenes synsvinkel, men man får lige fra starten at vide, at det aldrig vil blive afsløret, hvem af dem det faktisk er. Det er egentlig også en smule irrelevant, hvem af dem det er, for hemmeligheden gør bare bogen endnu sjovere og endnu mere interessant at læse. Det er nemlig tydeligt at mærke, at historien bliver fortalt af et barn. Fortællingen bliver hyppigt afbrudt med små kommentarer om alt og ingenting, ligesom hvis et barn skulle sidde og læse en fortælling op.

Samtidig kunne jeg virkelig godt lide alle karaktererne. Især blev jeg nærmest med det samme forelsket i Lucia, som jeg har mistænkt for at stå bag fortællingen. Hun er virkelig sød, men samtidig en smule ubehøvlet. Hun er en af de børn, der ingen grænser har, og konstant stiller mærkelige og hensynsløse spørgsmål. På trods af det, fandt jeg hende utrolig elskværdig, netop fordi hun er så modig og eventyrlysten. Hun minder mig lidt om Neil Gaimans Coraline, og samtidig kan jeg også trække flere paralleller til Catherynne Valentes modige September. Otto hører man ikke så meget om, men det er tydeligt, at han er den ældste, og at de to mindre børn ser op til ham. Ham og Lucia udgør en virkelig god kontrast, da han ikke vil tale, og da hun ikke vil holde op med at tale. Max et hjernen bag det hele, en lille smart og kløgtig dreng, der har regnet alt ud, før alle andre. Man skulle tro, at han var en smule kliché, men det fik jeg overhovedet ikke indtrykket af, da jeg læste bogen.

“Lucia, however, maintains that sometimes you have to start a thing for all the wrong reasons in order to discover the right ones.”

“The Kneebone boy” er en af de børnebøger, der ikke kun er underholdende, men også er virkelig tankevækkende. Det er bøger som denne, der virkelig får mig til at elske børnelitteraturen mere og mere. Den er fyldt med så mange gode budskaber, at det halve kunne være nok. Samtidig er den virkelig godt skrevet, og man kan ikke undgå at trække en smule på smilebåndet ved de mange barnlige og en smule naive præferencer.

PSX_20150119_145948

Read More

“The Winter Ghosts” Af Kate Mosse

Posted by on jan 17, 2015 in 1 Stjerne, Fiction, Horror | 8 comments

PSX_20141230_101132

PSX_20150117_150129

“The Winter Ghosts” Af Kate Mosse, fra forlaget Orion Book, udgivet 2009, 1/5 Stjerner

Vi befinder os i Frankrig, i 1928. Freddie er netop blevet fanget i en voldsom snestorm, og ser sig nødsaget til at søge ly i en lille isoleret landsby i de mørke skove. Han føler sig meget velkommen i landsbyen, og flere af beboerne inviterer ham på mad og drikke, så han kan lade batterierne op og fortsætte sin rejse den næste dag. Især klinger Freddie godt sammen med den smukke Fabrissa. De to bruger hele aftenen og halvdelen af natten på at fortælle historier om sig selv, og deres fortid. Fabrissa sørger stadig over tabet af sin tidligere landsby og familie, og har ikke meget tilbage at leve for. Hun fortæller sørgmodigt om, hvordan hele hendes stamme blev ledt ud til skovene under en voldsom krig, og i mens hende selv og få andre overlevede, vendte størstedelen desværre aldrig tilbage igen.

Fabrissas historier får Freddie til at tænke over sin egen fortid. Han mistede sin elskede storebror i krigen, og heller ikke han, er helt kommet over det store tab. Han er besat af en dårlig samvittighed, og har til tider svært ved at kende forskel på hallucinationer og virkelighed. Fabrissa fremkalder en masse glemte følelser, og før han ved af det, har Freddie fortalt Fabrissa alt det, som han egentlig har fortrængt i flere år. Da Freddie vågner dagen efter, er Fabrissa dog væk, og ingen lader til at kende til hende. Landsbyen har dog været meget nervøs over Freddie, da de om aftenen så, at han bevægede sig alene ud i skoven igen. Samtidig fortæller de Freddie, at der ingen overlevende var i den krig, han bliver ved med at snakke om. Hele landbyen døde af kulde i skoven.

“My father used to say that on the day I was born, he heard the first cuckoo sing. A good omen, he said.”

Da jeg første gang så denne smukke bog i en genbrugsbutik i Amsterdam, elskede jeg øjeblikkeligt alt ved den. Bogen er indbundet i den smukkeste mørkeblå farve, og de sølvbelagte tegninger og bogstaver på forsiden er jo næsten indbegrebet af vinter. Samtidig pirrede titlen min nysgerrighed med det samme, da jeg jo er lidt af en horror fan, og som regel elsker alt, der har med spøgelser at gøre. Bagsideteksten gjorde mig endnu mere begejstret, da den ligger op til det helt store psykologiske drama, med en slutning, der på ingen måder er til at forudse. Selve bogen er  desuden fyldt med farvestrålende kort og  dystre illustrationer. Jeg købte bogen med det samme, for hvordan kunne en bog så smuk som denne, være andet end helt fantastisk ?

Aldrig i mit liv, har jeg været mere skuffet over en bog, end jeg var da jeg havde færdiglæst denne. Sproget irriterede mig fra første side, og det samme gjorde hovedpersonen. Beskrivelserne af hans tanker var med det samme alt for afslørende, og før jeg nåede af læse kapitel 2 færdig, havde jeg forudset, hvad resten af bogen ville byde på. Og det var ikke en af de gæt, men ikke helt er sikker på, og som normalt viser sig at være fuldstændig forkert, nej jeg var sikker i min sag, og da bogen var slut, havde jeg haft ret hele vejen i gennem. Jeg lyver ikke når jeg siger, at jeg virkelig aldrig har læst noget så forudsigeligt som denne bog. Der var ikke et eneste plottwist eller eller et eneste lille krumspring, der gjorde bogen bare en lille smule spændende. Der var alt for mange overflødige beskrivelser, der slet ikke gav mening. Fx beskrives der en fransk folkesang ned til mindste detalje, og beskrivelserne varer lidt over 5 sider. Sangen har på ingen måde relevans for fortællingen. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg i øvrigt sikker på, at selv en barn i børnehaveklassen kunne have formuleret en bedre slutning end denne her. Bogen er fuldstændig fantasiforladt, og jeg fortryder, at jeg har spildt min tid på at læse den. Ud over det smukke cover og de fine illustrationer, er det eneste gode ved bogen nemlig, at den er forholdvis kort.

“There was nobody there. There never would be.”

Kate Mosse er ikke en forfatter, jeg har læst noget af før. Jeg har dog set hendes navn flere steder, sågar på listen over de bedste spøgelseshistorier nogensinde. Jeg tror dog der kommer til at gå lang tid før, at jeg vil forsøge mig med endnu en Kate Mosse bog, desværre.

PSX_20150117_145900

Read More

Tema# 32 – Om at føle sig utilstrækkelig

Posted by on jan 13, 2015 in Tema | 14 comments

PSX_20150113_201322

Jeg har altid været lidt af en stræber. På alle punkter, faktisk. Jeg vil gerne yde det aller bedste jeg kan, og det resulterer tit i, at jeg er meget perfektionistisk. Jeg vil gerne være den perfekte kæreste, den perfekte veninde, det perfekte familiemedlem og den perfekte kollega. Ud over det, vil jeg selvfølgelig også meget gerne være den perfekte studerende, og dermed også helst have en masse rigtig gode karakterer. Sådan har jeg haft det så længe jeg kan huske, og jeg har lært at leve med det, selvom det til tider kunne være rart, hvis jeg kunne give lidt slip og være lidt mere impulsiv. Jeg tror det bunder i, at jeg altid har vidst, hvad jeg ville med mit liv. Jeg har vidst, hvilken retning jeg skulle gå i, og derfor hvilke resultater, jeg skulle opnå før, at det blev muligt. I folkeskolen havde jeg meget nemt ved at følge med. I hvert fald i de fag, jeg kunne lide. Mens jeg fik rigtig gode karakterer i dansk og engelsk, fik jeg dårlige karakterer i matematik og fysik. Sådan fortsatte det også i gymnasiet. I gymnasiet begyndte jeg dog også for alvor at opleve, hvor svært det nogle gange kunne være at være en stræber eller ‘en nørd’. Jeg kan huske, at jeg flere gange har siddet og kæmpet med en engelsk aflevering, dagen før deadline, fordi tiden op til blev brugt til de fag, der var sværere for mig, som fx matematik, fysik og biologi. Det var virkelig svært at få gode karakterer i alle fag, når tiden bare ikke var til det.

Efter 3 år i gymnasiet søgte jeg ind på journalistuddannelsen, da jeg troede, at det var det, jeg ville. Jeg kom ikke længere end til den skriftlige ansøgning. Det var første gang, at jeg oplevede et rigtig nederlag, og følelsen var bestemt ikke rar. I mellemtiden havde jeg dog valgt litteraturvidenskab som anden prioritet, og jeg var begyndt at interessere mig mere og mere for denne uddannelse. I gymnasiet så jeg  nemlig frem til at komme videre på universitetet, så jeg kun skulle koncentrere mig om de fag, jeg rent faktisk gerne ville læse. Idræt, matematik, fysik og biologi var for alvor slut, og der burde ikke være nogle fag, der kunne trække mit gennemsnit ned. Jeg havde forudset, at jeg med en stor boglig interesse og viden, ville brillere i alle mine fag. Hvor tog jeg dog grusomt fejl. I den første skriftlige opgave fik jeg 4, og jeg var sønderknust. Jeg følte mig utrolig utilstrækkelig, og jeg var bange for, at jeg ikke kunne komme igennem uddannelsen. Det ville være fuldstændig forfærdeligt, og tanken om et fuldtidsjob i Netto eller Føtex begyndte at melde sig. Jeg er nemlig typen der bekymrer mig meget hurtigt, (har helt sikkert fået det fra min mor), og den egenskab er altså ikke god at have, når man også er perfektionistisk. Jeg kom dog helskindet igennem de første to semestre, og jeg var begyndt at tro lidt mere på mig selv. Indtil den berygtede klap gik ned i en mundtlig fransk eksamen. Jeg havde aldrig haft fransk før, men da jeg for det første er meget stærk sproglig, og for det andet kun skulle kunne oversætte sproget og grammatikken, var jeg sikker på, at jeg nok skulle klare det. Det gjorde jeg ikke, jeg dumpede. ‘Dumpede’ blev for første gang et ord, jeg skulle benytte i samme sætning som mit eget navn, og det var mildest talt forfærdeligt. Jeg ringede til min mor og var fuldstændig grædefærdig, for det var virkelig et kæmpe nederlag. Jeg følte mig uintelligent, bagud og utilstrækkelig, og det er noget af det værste, jeg i hele mit stræberliv har været udsat for. Jeg brugte hele min sommerferie på franske kurser, og bestod min første reeksamen. Det var skønt, og jeg blev atter i godt humør igen. Til maj skal jeg aflevere min bacheloropgave, og jeg er derfor næsten færdig med de første 3 år. Man kan derfor sige, at det faktisk var held i uheld, at jeg ikke blev optaget på journalistisk dengang, for nu ved jeg, at det ikke ville have været den rigtige uddannelse for mig.

Selvom jeg klarer mig tilfredsstillende på mit studie, sker det tit, at jeg føler mig utilstrækkelig. Jeg vil så gerne kunne nå det hele. Når man både har arbejde 24 timer om ugen, undervisning 3 gange om ugen, fitness 5 gange om ugen, lektier, eksamener, en blog, en kæreste, en hund, et hus og familie og veninder, kan det altså være svært at have tid til at slappe af også. Når jeg slapper af, læser jeg en bog eller går tidligt i seng. Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har set fjernsyn. Tit er jeg ekstremt udkørt om aftenen og ender med at gå i seng klokken 22. På en god dag, kan jeg strække den til 22.15. Det er dog sådan jeg gerne vil leve mit liv. Jeg gider ikke spilde min tid på sabbatår, når det ikke er nødvendigt, og samtidig vil jeg heller ikke have noget studiegæld. Jeg har selv valgt, at jeg vil studere og arbejde samtidig, og ligeledes har jeg selv valgt at gå op i fitness og starte min blog. Jeg ligger som jeg selv har redt, og sådan ligger jeg egentlig godt, selvom det kan være hårdt.

Jeg har tænkt meget over, om dette indlæg ville blive for personligt til bloggen. Det handler ikke så meget om bøger, men om ikke andet, er det sådan jeg har det, og jeg ved, at jeg langt fra er den eneste i dette forum, der til tider kan føle sig utilstrækkelig.

Har I til tider også svært ved at få alle ting til at gå op i en højere enhed, og hvad gør I for jer selv, når I endelig har chancen for at slappe helt af?

PSX_20150113_201624

Read More

“Spektrum #1 – Leoniderne” Af Nanna Foss

Posted by on jan 10, 2015 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Science Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20150110_134935

PSX_20150110_134755

“Spektrum #1 – Leoniderne” Af Nanna Foss, anmeldereksemplar fra forlaget Tellerup, udgivet 2014, 4/5 Stjerner. 

Emilie tegner en tegning af en mørkhåret dreng med turkise øjne. Næste dag starter netop denne dreng ved navn Noah, sammen med sin tvillingesøster Pi, i Emilies klasse, og Emilie får derfor et kæmpe chok. En uskyldig fysikopgave udvikler sig hurtigt til en langt større efterforskning, og før de ved af det, bliver Emilies bedste venner, Linus og Alban sammen med Emilie, tvillingerne og den populære Adrianna hurtigt viklet ind i en farlig leg om drømme og virkelighed. De besøger en klog fysikprofessor i håbet om at få hjælp til deres skoleopgave, og da han har en mærkværdig kompaslignende genstand, der passer perfekt sammen med  Noahs unikke prisme fra Australien, begynder den lille flok at undre sig. Noget er ikke som det burde være, og rundt omkring dem begynder tingene at give mindre og mindre mening. Især, da de alle sammen havner på skadestuen med alvorlige forbrændinger på hænderne.

Selvom den lille gruppe meget gerne vil undgå at tænke mere på episoden hos fysikprofessoren, bliver det nærmest umuligt for dem. Da deres hænder begynder at hele, ser de, at de alle sammen har det samme trekantede ar på håndfladen. Samtidig begynder de alle sammen at kunne uforklarlige ting. Adrianna undgår at få både håndbolde og snebolde i hovedet, ved at vende bolden om i luften, inden den når hen til hende. Samtidig kan Emilie og Alban forudse hvad der skal ske i fremtiden, og Pi kan sætte ild til ting, når hun bliver vred.

“Alt er det som er for svært eller smertefuldt at sætte ord på, og som kun kan komme ud som billeder. Men billeder som det aldrig har været meningen at andre skulle se.”

Jeg havde den store fornøjelse af at møde Nanna Foss personligt, til sidsteårs bogbloggertræf, hvor hun kom og fortalte os allesammen om Leoniderne og Spektrumserien. Ud over, at jeg virkelig godt kunne lide hendes personlighed, blev jeg også helt solgt, da hun fortalte om plottet og planerne med denne serie. Jeg synes et er virkelig interessant, at hun selv fik ideen til denne bog ud fra en drøm, ligesom at Emilie drømmer om ting der vil ske i fremtiden. Jeg ved ikke om Emilie afspejler Nanna Foss’ egen personlighed, men det er i hvert fald tydeligt, at hun har lagt meget arbejde i at forme og udvikle de forskellige karakterer. Der er rigtig godt sammenspil mellem karaktererne, og jeg kan godt lide, at de alle sammen er så forskellige. Adrianna, den populære og forfængelige pige er nok en lille smule kliché, men samtidig er de alle sammen meget unikke og anderledes fra, hvad man normalt finder i denne slags ungdomslitteratur. Fx er Alban blind, og det giver altså bogen et helt specielt udtryk, som man ikke har set før.

Jeg er ikke normalt særlig interesseret i genren sci-fi, og derfor var jeg også lidt urolig for, om jeg ville kunne lide denne bog. Egentlig er jeg nemlig heller ikke den store læser af ungdomslitteratur. Jeg synes tit, at det hele bliver en lille smule for barnagtigt og overfladisk. Det var heldigvis slet ikke et problem i denne bog, og jeg endte med at synes rigtig godt om både handlingen og karakterene. Det der med fysik og rejsen frem og tilbage i tiden, skal jeg lige vende mig lidt til, men det interesserer mig faktisk mere, end jeg havde regnet med. Jeg fortryder faktisk lidt, at jeg ikke har læst bogen noget før, men samtidig er der ikke helt så lang tid til, at anden bind i serien udkommer, og jeg glæder mig virkelig til at læse videre i historien.

“Jeg har så meget lyst til at knuse ham. Sige noget der får hans stenhårde panser af selvfedhed til at krakelere.”

Jeg kan enormt gode lide konceptet med denne serie. Så vidt jeg har forstået, er det planen, at der i alt skal udkomme 9 bind i Spektrum serien, hvoraf dette er det første. Det specielle ved disse 9 bind er, at de alle sammen er skrevet ud fra en af fortællerenes synspunkter, ligesom denne bog er skrevet ud fra Emilies synspunkt. Jeg glæder mig virkelig til at finde ud af, hvad Nanna Foss har fundet på i de følgende bind. På Instagram har hun afsløret, at en af karaktererne kommer til at dø i bind 3, jeg og frygter allerede, hvem det kan være.

20140927_132251

Read More

“Storhed og fald” Af Tom Rachman

Posted by on jan 7, 2015 in 3 Stjerner, Fiction, Spænding | 0 comments

PSX_20150106_211203

“Storhed og fald” Af Tom Rachman, anmeldereksemplar fra Politikkens Forlag, udgivet 2014, 3/5 Stjerner

Tooly Zylderberg er en hel almindelig amerikansk pige. Hun arbejder i en lille boghandel, og hun bruger derfor primært dagene på at læse bøger, og om snakke om bøger. Det med at være social er ikke lige hende, og hun snakker ikke rigtig med andre end nogle gamle venner og en god kollega. Tooly har dog ikke altid været sådan. Da hun var yngre, var hun sjov og skør, og hun kunne finde på hvad som helst. Hun havde kærester og venner i massevis. Men så begyndte de alle sammen at spørge ind til hendes barndom og fortid. Spørgsmål som Tooly hverken kunne, eller ville svare på. Lidt efter lidt, som vennerne forlangte svar, blev de droppet, og nu er der næsten ingen tilbage. Kun dem, der ikke forlanger nogle svar.

Som barn blev Tooly kidnappet af en gruppe sjove og charmerende outsidere med forbindelse til svindelnumre verden over. Den bogglade russer Humfrey, den kaotiske og skruppeløse Sarah, og den alvorlige Venn. Tooly elskede at vokse op i flokken. Nok mest fordi, hun ikke rigtig kendte andet. Hun troede de var hendes familie, indtil hun blev stor nok til at forstå, at det ikke var sådan en normal familie så ud. Nu snakker hun ikke med nogle af dem mere, og spørgmålet om, hvorfor hun blev kidnappet rumsterer stadig rundt i Toolys hoved.

“Folk beholdt deres bøger, tænkte hun, ikke fordi de havde tænkt sig at læse dem igen, men fordi det var hvert bind et stykke af ens intellekt, lige meget om det havde været et værk, man holdt af eller afskyede eller havde fået en til at døse hen på side 40.”

Vi bevæger os hele tiden mellem forskellige betydningsfulde perioder i Tooleys liv. Vi møder hende som barn i 1988, som teenager i 1999-2000 og som voksen i 2011. Når bogen er tæt på at være slut, er vi blevet præsenteret for hele Toolys livsforløb, og her begynder svarene at komme op til overfladen.  Jeg kunne godt lide denne opbygning i starten af bogen, selvom det var en lille smule forvirrende. Jeg synes det var rart at møde Tooly som voksen og moden, før Tooly som barn, og ikke den anden vej rundt. Samtidig kunne jeg godt lide hele spørgsmålet om identitet, selvom jeg synes Toolys situation var en smule urealistisk. Tooly ved ikke hvorfor hun blev kidnappet som barn, hvilket jeg egentlig synes er sært. Hvis man ved, at man er blevet kidnappet, tror jeg ikke, at man sådan lige pludselig begynder at undre sig over, hvorfor. Som ung gik hun mest op i, ikke at sige for meget om sin fortid, fordi hun ikke vidste hvordan, hun skulle besvare spørgsmålene, men først som voksen begynder hun at tænke over, hvem hendes kidnappere var. Samtidig synes jeg, at det lidt sært, at Tooly ikke på noget tidspunkt stiller spørgsmål til sine biologiske forældre.

Selvom jeg ikke altid var helt enig med bogen fremstilling af identitet og tilhørsfølelse, kunne jeg rigtig godt lide karaktererne. De blev beskrevet rigtig godt, og man lærte dem at kende ud fra mange forskellige synsvinkler. Især kunne jeg godt lide den bogglade russer, Humfrey. han var som en far for Tooly, og selvom det ikke var biologisk, kunne man meget nemt mærke hans kærlighed og hengivenhed for den lille spøjse pige. Det bånd har Rachman virkelig beskrevet godt. Samtidig kunne jeg også godt lide Tooly, i hvert fald det meste af tiden. Hun var sin egen, og passagerne fra hendes barndom var den bedste del af bogen. Som voksen var hun ikke lige helt min kop te, men egentlig kun fordi, at hun ikke agerede på en realistisk måde.

“Har du ikke hørt det? Alle er deres eget land med deres egen private blog. For alle har noget vigtigt at sige.”

“Storhed og Fald” er en bog med rigtig mange gode kvaliteter. Den tager fat på mange nutidige spørgsmål om teknologi, identitet og tilhørsforhold. Den får en til at tænke over ting, man ikke normalt ville tænke over, og det kan jeg rigtig godt lide. Samtidig er den virkelig godt skrevet, og sproget er fortryllende. Opbygningen blev en smule for roddet til min smag, men jeg kunne godt lide, at hele Toolys liv bindes sammen til sidst, hvor både hende og os får svar på alle de ubesvarede spørgsmål.

PSX_20150106_211104

Read More

“Måne måne” Af Steen Langstrup

Posted by on jan 4, 2015 in 4 Stjerner, Fiction, Spænding | 0 comments

PSX_20150104_114136

“Måne måne” Af Steen Langstrup, anmeldereksemplar fra forlaget 2 Feet Entertainment, udgivet 2004, 4/5 stjerner

Helle, eller Ella, som hun normalt kaldes, bor i Frankrig og har meget travlt med sin karriere, som scripter på en fransk film. Ella har det godt i Frankrig. Hun er den bedste til sit job, og hun har alt, hvad hun har brug for. Og vigtigst af alt, er hun langt væk fra Danmark. Siden hun flyttede til Frankrig, har Ella kun set sin familie få gange, og selvom hendes utilfredse tvillingesøster altid brokker sig, så er det sådan Ella har det bedst. Derfor får hun også et mindre panisk anfald, da hendes mor ringer og fortæller hende, at hendes far er syg med kræft, og meget gerne vil se sin manglende datter, inden det er for sent.

Ikke nok med, at Ella har fået beskeden om sin døende far, begynder hendes ellers så stabilile liv også at krakelere omkring hende. Hun modtager et meget angstprovokerende videobånd, der forestiller en pædofil hjemmeoptagelse af to små børn. Ella går til politiet, men da der ikke er nogle decideret spor, kan de ikke gå videre  i sagen. Hun ved derfor ikke hvorfor, at båndet netop er sendt til hende. Samtidig møder Ella den frigjorte og skruppelløse Marcel, der får hendes til at glemme alt om ansvar og fornuft. Han prøver at fremprovokere noget i Ellas hukommelse, spørgsmålet er bare, om Ella er klar til at lade ham gøre det.

“Jeg har en ekstraordinær hukommelse. Det er meget sjældent, jeg husker forkert. Faktisk kan jeg ikke huske, at det er sket”.

Denne bog, er ikke en bog, jeg normalt selv ville købe. Bagsideteksten er meget spinkel, og de få kryptiske sætninger vækker egentlig ikke den store interesse i mig. Coveret på bogen er heller ikke ligefrem spændende, og det er svært at finde ud af, hvad bogen egentlig handler om. Derfor blev jeg også en smule overrasket, da jeg fandt ud af, at mange mener, at netop denne bog er Steen Langstrups bedste. Jeg satte mig til at læse bogen, og selvom den virkelig er velskrevet og sproget er godt, blev jeg ikke helt så fanget, som jeg normalt bliver af Langstrups skrivestil. Faktisk begyndte historien at kede mig en lille smule, og jeg kunne slet ikke se mig selv blive begejstret for den. Men, så skete der dog lige pludselig noget med plottet. Vores hovedperson begyndte pludselig at åbne mere og mere op, og så kunne jeg igen genkende Langstrups fantastiske spændingsniveau.

Det der er specielt ved netop denne bog er, at den er langt mere psykologisk, end jeg først lige havde regnet med. Jeg vidste godt, at der ville komme et twist på et eller andet tidspunkt i bogen, men jeg havde ikke helt regnet med, at det ville være så stort. Jeg blev virkelig overrasket over slutningen på bogen, og endnu en gang, havde jeg på ingen måder selv gættet mig til, hvad der skete i løbet af bogens sidste 10 kapitler.

“Man kan ane en stjerne eller to, men der er ingen måne. Mørket er tæt. Det er sent. Trafikken nede på gaden er næsten ophørt, kun en enkelt bil eller to brummer forbi. Det er sjældent, at Paris er så stille.”

Det jeg bedst kan lide ved denne bog er, hvor godt den formår at fremstille nogle temaer, man normalt ikke har lyst til hverken at tale eller at læse om. Vores hovedperson husker så godt, at hun kan leve af det. Hendes arbejde går ud på at huske alle de små detaljer, som ingen andre gør. Der opstår derfor også et kæmpe paradoks, da hun har i midlertidigt fuldstændig har glemt sig selv. Hun har fortrængt alle sine dårlige minder, og først når hun for alvor bliver konfronteret med dem, begynder hun at genkende sig selv igen.

Selvom jeg normalt forbinder Steen Langstrups navn med fantastiske og uhyggelige horror romaner, er jeg også nu overbevist om, at hans talent favner meget bredere end det. Jeg vil ikke kalde “Måne måne” for hans bedste roman, men jeg kan sagtens forstå hvorfor nogle gør, for den er virkelig god.

PSX_20150104_114318

Read More