“I Hunt Killers” Af Barry Lyga

Posted by on okt 25, 2014 in 3 Stjerner, Krimi, Mysterie, Spænding, Young Adult | 2 comments

PSX_20141025_111945

” I Hunt Killers” Af Barry Lyga, anmeldereksemplar fra forlaget Høst & Søn, udgivet 2014 (org. udgivet 2012), 3/5 Stjerner.

Jasper Dent, eller ‘Jazz’, er søn af verdens hidtil voldeligste seriemoder, Billy Dent. Som barn voksede han op med, at hans far ofte kom hjem med blod og kropsvæsker på hænderne og tøjet. Jazz behøvede ikke at stille nogle undrende spørgsmål, for hans far var ikke nærig med detaljerne. Han fortalte Jazz om sine ofrer, hvordan han torturerede dem til døde, og hvordan han derefter skilte sig af med liget. Hans far havde meget høje planer for Jazz. Hans drøm var at se sin søn vokse op og vælge samme karriere som ham selv. Derfor oplærte han Jazz, og de to brugte mange timer på at snakke om torturmetoder, og om hvordan man bedst mulig skar kropsdele løs fra kroppen. De øvede sig på Jazz’ hund, og Jazz måtte se på, mens Billy torturerede hans højt elskede golden retriever til døde.

Jazz er nu en ung mand på 17 år, og hans far er blevet fundet og sidder nu i spjældet. Alle i hele byen ved, hvem Jazz er, og de er ikke bange for at vise deres væmmelse og usikkerhed, når de ser ham. De er sikre på, at han vil vokse op og blive ligeså farlig som sin far. Selv Jazz er bange for sin skæbne. Han tvivler meget på sig selv og minder ofte sig selv om, at mennesker har følelser. Han har det  dog egetlig meget godt, taget hans barndom i betragtning. Han har en sød kæreste ved navn Connie, og hans bedste ven Howie støtter ham i alt. Hans tvivl kommer dog igen op til overfladen, da en ung kvinde findes myrdet i byen. Jazz og Howie ligger på vagt, mens politimændene undersøger gerningsstedet, og Jazz kan allerede fra lang afstand se, at liget minder meget om Billys ofrer. Der er en seriemoder på spil, og det er en der efterligner hans far. Eller endnu værre, det er hans far.

Jazz har nu ét mål. Han vil finde den nye og mystiske seriemorder, inden det er for sent. Samtidig længes han efter at bevise over for byen og ikke mindst ham selv, at hverken ham selv eller hans far har noget med mordene at gøre. Heldigvis går det hurtigt op for Jazz, at morderen kan findes ved at følge sin fars ofrer, den nye seriemoder går nemlig meget op i de små detaljer, og det er kun Jazz der kender dem ligeså godt.

“Han kastede opgivende hænderne op i luften og havde desperat lyst til at slå på et eller andet, at slå på nogen. Han havde lyst til at påføre nogen smerte, at føle smerte.”

Jeg har længe haft denne bog stående på hylden. Jeg modtog den som et anmeldereksemplar, og ved første øjekast var det  ikke noget for mig. Jeg har et lidt anstrengt forhold til det der med krimier. Jeg synes tit, at de tager udgangspunkt i de samme karakterer, og det hele kommer hurtigt til at minde om noget, man har læst før. Da jeg læste mig frem til, at det dog i denne bog handler om teenagere, fik jeg atter en smule mod. Jeg lagde den i min planlagte read-a-thon bunke, og det var en alletiders beslutning. Jeg var nået til et punkt, hvor jeg havde brug for lidt spænding til at holde øjnene åbne og samtidig skulle det være en let og hurtig underholdning. Det var lige præcis det, bogen viste sig at være. Jeg fandt i store træk bogen forholdsvis spændende, og jeg kunne godt lide plottets forløb. Desværre var der også en del ting ved bogen, jeg ikke brød mig synderligt meget om. Jeg ville så gerne kunne lide Jazz, men sådan blev det aldrig. Faktisk kunne jeg ikke udstå ham. Han havde hele tiden travlt med at ophøje sig selv, og han fremstod tit, som et af de der irriterende individer der hele tiden skal blande sig selv ind i en samtale.

I starten var det kun Jazz, jeg ikke brød mig så meget om, men som siderne blev vendt, kom der endnu flere karakterer på listen. Connie, Jazz’ kæreste virkede utrolig uintelligent og virkelig naiv. Hun havde alt for let ved at tilgive Jazz, og hun lod sig rive med på alle hans idéer, selvom det havde med mord og kriminalitet at gøre. Det er tydeligt, at hendes karakter skulle være godheden selv og forsøge at trække Jazz i den rigtige retning, men det hele falder lidt til jorden, når hun bare springer med på vognen. Det samme gjorde sig gældende for Jazz’ ven Howie. Dog kunne jeg også se en masse gode ting ved Howie. Han er det sjove sidekick og det var mest ham der gjorde, at jeg fandt bogen underholdende.

“Det handler ikke om, hvorvidt jeg har lyst eller ej. Det er bare det at… Jeg kan.”

I det store hele var bogen altså meget spændende og også til tider morsom. Beskrivelserne var gode, men hvis man dykker lidt længere ned i bogen, krakelerer denne holdning langsomt. Bogen er en del af en serie, og selvom denne bog havde en del fejl og mangler, tror jeg alligevel, at jeg vil give Barry Lyga og Jasper Dent en chance mere.

PSX_20141025_112230

2 Comments

  1. Åh, jeg havde samme oplevelse med bogen! Dog er jeg faldet pladask for Howie. Han er bare så umådeligt sød.

  2. Ja Howie er i hvertfald en del mere loveable end Jazz 😉

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *