“The Haunting of Hill House” Af Shirley Jackson

Posted by on okt 5, 2014 in 2 Stjerner, Classics, Fiction, Horror | 6 comments

PSX_20141004_143451

“The Haunting of Hill House” Af Shirley Jackson, fra forlaget Penguin, udgivet 2013 (Org. udgivet 1959), 2,5/5 Stjerner

Dr. Montague vil bevise, at der findes spøgelser. Han har derfor valgt at udføre et eksperiment i et af ladets mest hjemsøgte huse, den forladte luksusvilla, ved navn Hill House. Til sit eksperiment skal han bruge nogle frivillige medhjælpere, og han sender derfor en annonce i avisen. Annoncen besvares af den ensomme Eleanor, den rastløse Theodora og husets næste arving, Luke.

Da Eleanor ankommer til det forladte hus, begynder hun at fortryde sin medvirken i eksperimentet. Hun føler sig ikke tilpas, og da hun i forvejen har trodset sin søster ved at tage af sted, er hun tæt på at pakke sin kuffert og forlade huset igen. Hendes humør skifter dog gevaldigt, da den livlige Theodora ankommer, og de to bliver straks veninder. Da Luke og Dr. Montague også ankommer, vedholdes det gode humør, da det viser sig, at de fire meget forskellige individer hygger sig enormt i hinandens selskab. Dr. Montague bruger den første aften på at fortælle om husets tragiske historie, og især Eleanor bliver heraf påvirket.

I løbet af de næste fem dage, begynder huset at vise sit sande jeg. Døre åbnes på mystisk vis, nattesøvnen afbrydes af voldsomme slag på dørene, og Theodoras tøj bliver revet i stykker, og ødelagt af mystiske blodpletter. Den mest mystiske begivenhed vises dog i form af den blodige skrift, “Help Eleanor come home”, der pludselig står skrevet på husets vægge. Eleanor bliver først ramt af en panisk frygt, men hendes angst erstattes hurtigt af vrede. Ingen vil kende sig skyldig, og de andre er sikre på, at det er Eleanor selv der står bag den blodige skrift.

Eleanors forhold til huset ændres makabert. Hun begynder at se ting de andre ikke kan se, og nogle af hændelserne virker til at være bestemt for hende alene. Hun kan ikke længere se noget positivt ved hendes liv derhjemme, og trods Dr. Montagus råd, nægter hun nu at forlade huset.

” No one knows, even, why some houses are called haunted. “

Jeg kan huske, at jeg så filmen sammen med min mor og min bror. Jeg har nok været omkring 10 år, og det er den første gyserfilm jeg husker. Vi fik lov at blive oppe fordi det var weekend, hvis vi lovede, at vi ikke ville få mareridt. Det var et svært løfte, for filmen viste sig at være noget af det mest uhyggelige, jeg nogensinde havde oplevet. Jeg husker stadig nogle af filmens meget skræmmende scener, og derfor havde jeg også glædet mig som en gal, til at læse denne bog. Jeg læste den i efterårets tidlige mørke, med stearinlys på bordene, og med både min kæreste og min hund ude af huset. Alligevel lykkedes det dog ikke bogen at skræmme mig. Bevares, der er dog nogle få scener i bogen, der er en smule gotiske og mystiske, men de var slet ikke skræmmende nok, til at leve op til rygtet om at være en af de bedste og mest uhyggelige gyserhistorier nogensinde.

Jeg blev nok mest skuffet over plottet og karaktererne. Jeg huser karaktererne i filmen, som værende meget unikke og meget fangende. Jeg havde glædet mig til at opleve den generte, men intelligente Eleanor, og den dullede og rapkæftede Theodora sammen, men ingen af karaktererne føltes færdigudviklet. Det var som om Shirley Jackson havde skrevet nogle små noter ned på et stykke papir om, hvordan karaktererne muligvis kunne være, men så ikke rigtig nået længere end dertil. De føltes flade og ligegyldige, og jeg havde meget svært ved at få dem til at passe med karaktererne fra filmen,  som jeg stadig husker meget tydeligt idag. Om det er fordi både Liam Neeson, Catherine Zeta Jones og Owen Wilson var på rollelisten, ved jeg ikke, men filmens karakterer var i hvertfald langt mere interessante end de originale fra bogen.

Jeg havde meget den samme oplevelse med plottet, som jeg havde med karaktererne. Det føltes som om der manglede noget, og at Shirley Jackson ikke havde færdigskrevet sin roman, før hun valgte at udgive den. Begyndelsen er alt for lang til resten af historien, og derfor virker mange af episoderne også til at være cuttet af på midten. Plottet fører os videre lige når det er allermest spændende, og vi får ikke rigtig opklaret, hvad der egentlig ligger til grunde for de mærkelige  hændelser i huset. Er der virkelig huset der er besat af fortidens onde ånder, eller er det bare Eleanor der har en skrue løs? Det bliver ikke afklaret ordentligt, og derfor virker slutningen også meget forvirrende og brat.

“, Is this what they mean by cold chills going up and Down your back? Because it is not pleasant; it starts in your stomach and goes in waves around and up and down again like something alive.”

Det der vejer bogens mange fejl og mangler op, er Shirley Jacksons smukke sprog. Selvom plottet har en del fejl, kan man ikke komme uden om, at den til gengæld er virkelig velskrevet og velformuleret. Ideen om romanen er desuden også virkelig god. Idag er ideen om et hjemsøgt hus rimelig brugt, men hvis bare historien havde været en smule længere og episoderne en smule mere udviklet, er jeg ikke i tvivl om, at jeg ville kunne elske den.

20141004_194539

6 Comments

  1. Jeg er helt tosset med billederne! 😀
    Halloween-stemning jo!

  2. Hehe ja, det var også det jeg gik efter, det lagde forsiden ret meget op til 😀

  3. Det er ærgerligt at bogen var en skuffelse for dig. I det mindste er det en smuk udgave du har. Det kan næsten gøre op for det 😉

  4. Ja det er virkelig en smuk udgave. Jeg tror bare jeg havde lidt for høje forventninger 🙂

  5. Øv – har planer om at læse bogen, og ligesom dig kunne jeg godt lide filmen (hvilket er lidt utroligt i betragtning af, hvor tit jeg er blevet skuffet over film i denne genre).

  6. Ja, filmen er ret god. Den var i hvertfald meget uhyggelig, da jeg så den som barn. Bogen levede desværre ikke op til mine forventninger. Måske man skal prøve at lade være med at tænke på filmen, selvom det er svært ?

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *