Tema #15 – Bogskønhed

Posted by on aug 19, 2014 in Bogskønhed, Tema | 2 comments

 

PSX_20140818_183816

PSX_20140818_183527

Det er et spørgsmål der går igen på samtlige bogblogs og litterære mødesteder. Hvad er en smuk bog?

For mig har Barnes and Noble leatherbound editions altid været indbegrebet af smukke bøger. Jeg elsker alt ved dem, og hver eneste lille detalje spiller en stor rolle. Jeg elskede deres kraftige materialer der oser af kvalitet, deres farvede og glimtende bogrygge og forsider, deres elgante og yndige silkebånd og deres farvede og opskårede sider. Mine bøger fra Barnes and Noble fanger straks mine øjne hver gang jeg træder ind på mit kontor, og de gør mig altid i godt humør. Selvom det øsregner og min cykel er punkteret på vej til arbejde, kan en af disse smukke bøger altid redde min dag. De er nemlig ikke kun smukke inden i, men Barnes and Noble har specifikt valgt at udgive kendte og beundrede klassiske værker i denne serie. Da jeg har en stor kærlighed til de kendte klassikere indeholder serien således også mange af mine yndlingsbøger, og jeg drømmer om at anskaffe mig hver eneste bog i serien. Barnes and Noble står altid øverst på min ønskeliste.

Jeg har dog mange gange tænkt over, om glimtende og farvestrålende bøger som Barnes and Noble serien er de eneste bøger, som man kan kalde for smukke. Jeg er kommet frem til, at svaret kun kan være nej, i hvert fald i mit tilfælde. Over sommeren har jeg været på rigtig mange loppemarkeder og i mange genbrugsbutikker, hvor jeg er stødt på bøger der er ligeså smukke. Bare på en helt anden måde. Jeg elsker de helt gamle udgivelser der måske er en smule slidte og dufter af loft og støv, men som er velbevaret og elsket af mange, gennem mange år. Da både min bedstefar og bedstemor er udannet bogbindere, ved jeg hvor meget arbejde der er lagt i de smukke gamle udgivelser. Mange af de fine detaljer på bogryggen og titelbladet er håndlavet, og kvalitet bærer tydeligt præg af dette. Det er lykkedes mig at finde de fleste af mine Daphne du Maurier og Karen Blixen bøger i udgaver som disse, og jeg elsker hver og en, selvom de er slidte og for længst har mistet duften af ‘ny bog’. Ligeledes vil bøger hvis fortællinger har en særlig plads i mit hjerte, altid være smukke i mine øjne. Også selvom de måske ikke er det ud ad til. Mine gamle børnebøger og hele Harry Potter serien har set bedre dage, og bærer hver især præg af mange og ansvarsløse læsninger. Selvom de fleste af mine børnebøger indeholder både tegninger, bøjede sider og fedtede fingre, kan jeg ikke nænne at skille mig af med dem. Netop fordi deres udseende minder mig om de smukke fortællinger der er inden i, og hvordan de har påvirket mig.

Da jeg for nylig modtog en helt speciel gave fra min kæreste, kom spørgsmålet om bogskønhed igen op til overfladen i mine litterære tanker. Bogen er nemlig smuk på en meget speciel og atypisk måde. Jovel, slipcoveret er meget smukt og moderne, men selve bogen er det stik modsatte. Den er nemlig lavet til at skulle ligne en gammel og slidt biblioteksbog, der har været udlånt mindst 50 gange, og alligevel er bogen en af de smukkeste i min samling. Siderne er gule, men fyldt af farvestrålende og håndskrevne notater og tegninger, som alt sammen er en del af den fysiske udstråling. Ligeledes er bogen fyldt med postkort, breve og bogmærker, der kan få en hver papirromantikers hjerte til at smelte. Bogen er beskrevet som værende “part work of art, literary experiment, and love letter to the physical expression of books”, og det er lige præcis hvad den er.

Kan bogskønhed også være mange forskellige ting for jer, og har I en eller flere bøger i jeres samling, som I af den ene eller anden grund finder smukkere end andre ?

 

PSX_20140818_184139

2 Comments

  1. Jeg synes virkelig også at Barnes and Noble-bøgerne er så vidunderligt smukke og ejer indtil videre ‘kun’ 5 af dem. Jeg drømmer om mange flere!

  2. Jeg ejer også kun 5, og jeg vil også bare have flere! De er nemlig helt utrolig smukke!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *