Månedens genre #3 – Nye klassikere

Posted by on jul 31, 2014 in Månedlig opsummering, Uncategorised | 2 comments

 

PSX_20140731_175259

I denne måned har jeg læst mange nye bøger, og mange forskellige bøger. Ens for dem alle er, at de alle sammen har været bestsellere, og kan betragtes som ‘nye klassikere’. Jeg har nydt at læse så mange nye udgivelser. Jeg har fået læst rigtig mange af de bøger, som jeg har hørt mange gode anmelderser om på på diverse bogblogs og booktubes. Samtidig har jeg fået læst en masse nye forfattere, som jeg helt sikkert vil læse mere af.

Den bog jeg er blevet allermest begejstret for, og også mest påvirket af, er“Min mands hemmelighed” af Liane Moriarty. Politikkens Forlag var så søde at sende mig den som et anmeldereksemplar, med et par linjer om, at den er blevet en suveræn bestseller på Amazon. Jeg læste den, og jeg elskede den. Dens budskab er så umådeligt stærkt, og det ramte mig lige i hjertet. Det er en af de bøger, som jeg tror, at jeg vil huske på i rigtig lang tid frem over. Ligeledes er jeg blevet rigtig glad for Jojo Moyes “Mig før dig“. Denne bog var også et anmeldereksemplar, og jeg læste den på en biltur til Frankrig. Bogen tog mig med storm. For et par måneder siden læste jeg “Det sidste brev fra din elsker”, og allerede der, vandt Jojo Moyes en plads i mit hjerte. “Mig før dig” er meget anderledes. Den er ikke så romantisk og sukkersød, men den er hudærlig, rørende, og tankevækkende. Det er sjældent, at en slutning på en bog kan gøre mig så sur, at jeg lige frem kaster med bogen, men det var lige præcis det jeg gjorde. Det er en virkelig tårevældende historie, som der stadig hjemsøger mine tanker fra tid til anden.

Neil Gaiman  tog mig med storm, allerede da jeg læste “Coraline” den første gang. Jeg har læst et par af hans børnevenlige bøger, og dem har jeg elsket. Derfor så jeg også meget frem til at læse “The Ocean at the end of the lane”, som er blevet betragtet, som en lidt mere voksen roman. Jeg ved, at bogen har påvirket rigtig mange mennesker, og den påvirkede også mig. Det er så utrolig smuk en roman, og selvom den handler om hovedpersonens barndomerindringer, tog den mig tilbage til mine egne. Det er en bog der handler om et voksent menneskes måde at huske og fortrænge minder på, og med det fantasyagtige præg, satte bogen nogle dybe spor i min bevidsthed, såvel som min underbevidsthed. Neil Gaiman har igen overrasket mig.

På min ferie fik jeg også læst endnu et fantastisk anmeldereksemplar. “Læserne i Broken Wheel anbefaler” er en rigtig sød og underholdende bog. Den anerkeder kærlig til bøger og læsning, og så handler den om kærlighed og mod. Det er en bog der passede perfekt i min sommerstak, og jeg nød at læse den. Dog har bogen ikke påvirket mig efterfølgende. Det er ikke en bog man lærer noget af, men det er ren og skær underholdning når det er bedst. Ligeledes fik jeg læst de sidste 2 bøger i Christina Bondes “Nattens Sanger” trilogi. “Skæbne” og “Følelse” er andet og tredje bind i trilogien, og jeg læste alle 3 bøger i træk. Jeg kunne simpelthen ikke vente med at læse videre på historien. Heldigvis blev tredje bog udgivet lige efter, at jeg blev færdig med andet bind. Jeg er virkelig overrasket over, hvor god denne trilogi var. Normalt interesserer jeg mig ikke særlig meget for fantasy, og slet ikke for vampyrer. Myten om de blodsugende væsner er blevet alt for romantiseret i mine øjne, men denne serie var anderledes. Den handler nemlig også om måden at håndtere en stor sorg på, samt tillid og mod. Samtidig er der en masse mytologiske detaljer i bogen, og det er tydeligt, at der er lagt meget arbejde og kreativitet i serien.

Da jeg varm i Amsterdam, kom jeg til at gå en smule amok i den lokale Waterstones butik. Priserne var hverken lave eller specielt attraktive i forhold til hverken de danske eller engelske, men jeg nød at kunne tage så mange bøger med mig hjem med det samme, og kalde dem mine. Det resulterede i, at vi måtte købe en ny kuffert, men jeg fik dem med hjem, og de står nu alle og pynter på min bogreol. En af de bøger, som jeg bare måtte have med hjem var “The Luminaries” af Eleanor Catton. Hun er den yngste vinder af Man Booker prisen nogensinde, og “The Lumianries” er ligeledes den længste bogen der nogensinde har vundet prisen. Med sine 832 sider, havde jeg ikke i sinde at læse bogen med det samme, men den lokkede mig. Bogen er meget omfattende, strukturen er helt utrolig organiseret og intet er efterladt til tilfældighederne. Jeg er fuld af ærefrygt. Selvom det tog mig lang tid at komme rigtig ind i historien, har bogen efterladt et kæmpe indtryk på mig. Jeg har med andre ord, aldrig læst en bog der er så velstruktureret som denne. “The Luminaries” er en bog, som jeg synes, at alle bogelskere skulle give sig tid til at læse.

I kan finde anmeldelser af alle de omtale bøger lige her.

Har I læst flere bøger inden for en bestemt genre i denne måned, eller har I læst nogle bøger i jeres sommerferie, som har påvirket jer mere end andre ?

PSX_20140731_175732

2 Comments

  1. Det lyder til du har haft en fantastisk læsemåned med mange gode bøger:)

    Selv synes jeg det har været meget varierende, men den bedste er helt klart “Hobbitten”, som jeg lyttede til på lydbog. Det er nok fjerde gang jeg genlæser den og den er lige fantastisk hver gang.

  2. Det er også altid godt at læse varieret, jeg har bare en vane med at læse ‘i bund’ af de genre jeg har mange bøger inden for 😉

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *