“Nattens Sanger # 3 – Følelse” Af Christina Bonde

Posted by on jul 12, 2014 in 5 Stjerner, Fantasy, Fiction, Kærlighed, Young Adult | 2 comments

PSX_20140712_140253

“Nattens Sanger # 3 – Følelse” Af Christina Bonde, fra Forlaget Mellemgaard, udgivet 2014, 5/5 Stjerner

Victoria er så småt begyndt at tilrette sig efter sin nye tilværelse. Hun har sin højt elskede storebror på sin side, og selvom hun stadig er ramt af en stor sorg, er hun ved at blive lykkelig igen. Victoria har dog et problem. Hun har fået en masse uventede og meget ildesete følelser for Lucas’ største fjende, Hector. De andre ophøjede vampyrer fortæller hende, at skæbnegudinderne bevidst har valgt, at give hende disse følelser, for bedre at kunne komme tættere på fjenden. Victoria føler sig meget utryg ved denne situation, og samtidig bliver hendes forhold til Lucas pludselig en del mere kompliceret.

Nattergalen er hele min skæbne!” havde Lucas sagt. Nu håbede jeg inderligt, at han havde ret.”

Tiden er endelig inde. Victoria og de andre vampyrer skal have hævn, og det kan kun ske ved, at besejre Hector, den skruppelløse og magtfulde vampyr. Victoria skal forsøge at tilnærme sig Hector, ved at lade ham tro, at hun er forelsket i ham og ikke Lucas. Planen går dog ikke helt som forventet, for Victorias evner virker ikke som planlagt. Vampyrerne må nu lægge endnu en plan. Denne gang bliver det dog sværere, for nu er Hector forberedt, og han vil udnytte Victorias følelser. En hård kamp går i gang, og Victoria må få styr på alle sine følelser, før det er for sent.

Jeg har igennem de to første bøger i denne triologi, forsøgt at forudse denne bogs slutning. Jeg har lært Victoria og Lucas at kende, jeg har krummet tæer, jeg har grædt og jeg har smilet over bogens strejf af kærlighed og romantik. Det er dog ikke lykkedes mig, at forudse netop denne slutning. Jeg blev op til flere gange forvirret over bogens twist, og jeg blev grebet af en voldsom nysgerrighed. Det skulle bare ende godt for Victoria! Bogen sluttede på den perfekte måde, og jeg sidder nu tilbage med en bittersød fornemmelse. Bitter, fordi jeg ved, at jeg ikke kommer til at læse mere om netop disse vampyrer. Ligesom når så mange andre gode bogserier stopper, føler man næsten, at man mister nogle rigtig gode venner. Samtidig har jeg også en sød fornemmelse af kærlighed og retfærdighed i kroppen. Bogen endte nemlig helt, som jeg ville have den til at ende, og alle de løse ender blev bundet sammen i en smuk sløjfe.  Jeg kan heller ikke i denne bog, sætte en finger på noget, om ikke er helt perfekt for handlingsforløbet.

Christina Bondes triologi om vampyrer og kærlighed, er afrundet i et perfekt virvar af romantik, troskab og retfærdighed. Jeg har aldrig været specielt betaget af fantasygenren. Faktisk har jeg ikke læst noget fantasy, efter den sidste Harry Potter bog. Jeg var bange for, at jeg kun kunne blive skuffet. Denne smukke triolog om vampyrer har dog givet mig blod på tanden. (Dog ikke bogstavelig talt), og jeg håber, at Christina Bonde bliver ved med at udgive bøger.

PSX_20140712_140549

 

2 Comments

  1. Tror den kunne være perfekt til at læse her i sommerferien 🙂

  2. Det kunne den helt sikkert!

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *