“Jamaica Kroen” Af Daphne du Maurier

Posted by on jul 27, 2016 in 4 Stjerner, 5 Stjerner, Classics, Fiction | 0 comments

PSX_20160727_194009

“Jamaica Kroen” Af Daphne du Maurier, fra forlaget Grafisk forlag, udgivet 1936, 4,5/5 Stjerner

23 årige Mary Yellan vokser op på en gård i Helford, men da hendes mor dør, bliver hun tvunget til at forlade sit elskede hjem, og flytte hjem til sin tante på den famøse Jamaica kro længere nord på. Kroen er dog ikke kendt for noget godt, og der går mange rygter om, at der foregår ulovligheder og frygtelige ting om natten. Mary bliver derfor heller ikke overrasket, da hun møder sin tantes mand, Joss Merlyn. Han er lige præcis så voldsom og ubehøvlet, som han har ry for at være, og Mary frastødes straks af ham. Der går dog heller ikke særlig lang tid, før at hun danner et tæt og stærkt forhold til den følsomme tante. Mary beslutter sig for, at hun vil gøre, hvad hun kan for at få sin tante væk fra hendes brutale mand og Jamaica kroen.

Hendes ønsker om at forlade området bliver gradvist mere og mere sløret, da hun forelsker sig i sin onkels bror, Jem. Jem er alt andet end brutal og voldelig, og Mary har svært ved at stå for hans charme. Da hun finder ud af, hvilke frygtelige gerninger hendes onkel har udsat folk for på kroen bliver hun dog i tvivl om, om hun kan stole på Jem. Tænkt nu, hvis han er ligesom sin bror ? Hun deler sine tanker med byens præst, og der går ikke længe før, at hendes onkel endelig bliver anholdt. Anholdelsen går dog ikke helt som planlagt, og hele Marys verden vendes endnu engang på hovedet.

“Pludselig følte hun sig gennemkold – skælvende; hun ville gerne høre et par beroligende ord fra konen; men de kom ikke.”

Jeg elsker Daphne du Maurier. Som i virkelig, virkelig elsker hende. Jeg har ikke læst én en eneste bog af hende, som jeg ikke elskede, og jeg glæder mig altid til at læse hendes bøger. Hendes sprog fanger mig som ingen andre, og samtidig er plottet altid så spændende, at man nærmest ikke kan stoppe med at læse, før bogen er færdig. Det var lige nøjagtig det, der også skete i denne bog. Jeg var på forhånd lidt nervøs for, om jeg ville blive skuffet, da “Jamaica kroen” er den bog af Daphne du Maurier, der altid har fået de dårligste anmeldelser. Heldigvis blev jeg hurtigt fanget af plottet, og jeg vendte side efter side, indtil bogen var færdig.

Mary er helt klart en af de største grunde til, at denne bog er så fantastisk, som den er. Man kan ikke undgå at holde af hendes blide og omsorgsfulde væsen, og samtidig kan man ikke lade være med at grine af hendes skarpe tunge, der ikke er bange for at sige onklen imod. Samtidig opleves hun også som et menneske af kød og blod, da hun bliver tvunget til at tage nogle dristige og til tider livsfarlige valg. Hun kender forskellen på rigtig og forkert, og hun vil gøre alt for træffe de rigtige valg. Til tider var bogen utrolig barsk, og der var flere passager, der krævede en dyb indånding og et minde om, at det trods alt jo bare er fiktion.

“Jamaica har ikke noget godt rygte,” sagde han; “der går de mærkeligste historier. Men jeg vil ikke tage modet fra Dem. Måske er det slet ikke sandt.”

“Jamaica Kroen” er ikke Daphne du Mauriers bedste bog, men det er samtidig heller ikke helt fair at sige, at det er hendes dårligste. Den er nemlig næsten ligeså perfekt som alle de andre, jeg har læst af hende, og jeg glæder mig til at færdiglæse resten af hendes forfatterskab.

PSX_20160727_194126

Read More

“The Miniaturist” Af Jessie Burton

Posted by on jul 25, 2016 in 3 Stjerner, Fiction, Mysterie | 4 comments

PSX_20160725_123959

PSX_20160725_124114

“The Miniaturist” Af Jessie Burton, fra forlaget Picador, udgivet 2014, 3/5 Stjerner

Den 18 årige Nella ankommer til Amsterdam, hvor hun skal til at begynde sit nye liv som hustru til en meget mystisk forretningsmand ved navn Johannes Brandt. Det er dog ikke Johannes selv, der tager imod sin nye kone, men derimod hans spydige søster Marin, der bestemt ikke bryder sig om Nella. Når Johannes endelig er hjemme, låser han sig inde i sit arbejdsværelse, og Nella tilbringer både sine dage og nætter væk fra sin nye ægtemand. Som en forsoningsgave forærer Johanens dog Nella en miniatureudgave af deres nye hjem, og til at møblere det lille hus, anskaffer hun sig en miniaturist, der leverer hendes små møbler med posten. Der går dog ikke længe før, at Nella indser, at møblerne er lidt for livagtige og realistiske.

Selvom hun beder miniaturisten om at stoppe samarbejdet, bliver de små møbler ved med at ankomme ved hendes dør, og alt lige fra væggenes tapet til kattens farve er fuldstændig identisk med det virkelige. Samtidig begynder de små miniaturemodeller også at spå om fremtiden. Fx bliver en af beboerne i huset skildret med en baby på armen, også selvom ingen ved noget om en graviditet. I takt med at Nella bliver klogere og klogere på miniaturisten og hans egenskaber, bliver hun også klogere på konsekvenserne, og hun ved, at der er noget voldsomt stort på vej mod hendes nye familie.

“Growing older does not seem to make you more certain, Nella thinks. It simply presents you with more reasons for doubt.”

Da jeg så forsiden på “The Miniaturist” første gang, var jeg fuldstændig solgt, og da jeg læste bagsideteksten vidste jeg, at jeg også blev nødt til at købe den. Efterfølgende ville jeg finde det rigtige tidspunkt til at læse denne mystiske roman, og jeg satte den troligt op på bogreolen. Bogen blev hurtigt mere og mere populær, og anmeldelser af bogen begyndte at florere overalt på internettet og på youtube. Derfor blev jeg ved med at udskyde min læsning af bogen. Samtidig læste jeg nogle anmeldelser, der ikke var særlig gode, og jeg blev i tvivl om, om jeg havde for høje forventninger til den ellers populære bog. Nu har jeg læst den, og selvom jeg aldrig blev helt vildt fanget af bogen, synes jeg alligevel, at den var rigtig god.

Jeg kan rigtig godt lide Nella som karakter. Hun er modig og bevidst om sine rettigheder som kvinde og hustru. Samtidig irriterede hun mig også på mange punkter. Hendes mand vil intet have med hende at gøre, og resten af familien behandler hende om en ansat. Godt nok finder historien sted i 16oo tallet, men det er stadig utrolig frustrerende at Nella evne til at sige fra og forsvare sig selv kun foregår i hendes eget hoved. Samtidig blev bogen til tider en smule forvirrende, og jeg havde svært ved at holde styr på, hvad der egentlig foregik. Det tog lidt af den mystiske og uhyggelige følelse, desværre.

“Everything Man sees he takes for a toy. Thus is he always, forever a boy.”

I bund og grund er “The Miniaturist” en udemærket bog. De var spændende og og stemningen i bogen var utrolig dyster og mystisk. Samtidig er der dog flere fejl i bogen, der gjorde den lidt irriterende at læse.

PSX_20160725_123854 (1)

Read More

“Elefantpasserens børn” Af Peter Høeg

Posted by on jul 22, 2016 in 3 Stjerner, Fiction | 0 comments

PSX_20160722_184937

“Elefantpasserens børn” Af Peter Høeg, fra forlaget Gyldendals Bogklubber, udgivet 2010, 3/5 Stjerner

Peter bor sammen med sine forældre, sine to søskende Hans og Tilte og deres kloge hund Basker på øen Finø. Peters forældre henholdsvis præst og organist, og så er de desuden kriminelle. Nogle gange har de dyre biler og minkpelse, men det varer aldrig særlig længe, før de igen må skille sig af med tingene. En dag forsvinder forældrene dog sporløst, og børnene bliver hentet af politiet og de sociale myndigheder. Forældrene er aldrig rejst ud af landet, som de sagde at de ville, og børnene ved, at der er et eller andet, der er helt galt. De stikker af fra politiet, og rejser rundt i landet for at finde ud af, hvad der er sket med deres forældre. Dette er dog ikke helt nemt, da de konstant har en biskop, en kommunaldirektør, en hjerneforsker og to betjente i hælene.

Mens Peter, Hans og Tilte leder febrilsk efter deres forældre, kommer der nogle sandheder på bordet. Præstefamilien fra Finø er nemlig ikke helt perfekt, og børnene kan ikke undgå at lide under forældrenes kriminalitet, selvom det ikke er noget de snakker om. I hvert fald ikke med deres forældre. Samtidig er der også nogle overnaturlige elementer i romanen, og der er nogle, der kan se ting, som andre ikke kan se. Også, hvad der foregår med børnenes forældre.

“Det er aldrig for sent at få en lykkelig barndom. Det var noget Tilte og jeg havde læst i en bog på biblioteket””

Den første bog jeg modtog til anmeldelse, da jeg startede bloggen, var “Effekten af Susan” af Peter Høeg, og jeg kan huske, at jeg virkelig syntes, at bogen var speciel. Sær på den gode måde. Det er lidt det samme med “Elefantpasserens børn”, og jeg kan finde rigtig mange ligheder mellem de to bøger. Der er endda en karakter i “Elefantpasserens Børn”, der kan få folk til at afsløre alle deres dybeste tanker og hemmeligheder blot ved at kigge på dem, præcis ligesom Susan kunne det i “Effekten af Susan”. Samtidig handler begge bøgerne om en familie på flugt, og historierne beskrives meget ud af børnene synspunkter. På denne måde bliver beskrivelserne også hudærlige og realistiske, og det kan jeg virkelig godt lide.

Jeg tror min favoritkarakter i romanen er Tilte. Hun er helt sikkert ikke den mest elskværdige karakter, og til tider er hun virkelig strid. Det er hende, der afslører, at hende og hendes søskende ikke altid har haft den nemmeste barndom, og samtidig er hun selv meget flyvsk. Hun er dog samtidig utrolig unik og humoristisk. Humor er faktisk en stor del af bogen, og jeg kunne ikke undgå at trække lidt på smilebåndet ved nogle af beskrivelserne. Mange af karaktererne er specielle og sære på den gode måde, og så er der op til flere af dem, der har utrolige evner. Samtidig bliver jeg også nødt til at nævne hunden Basker. Bogen er værd at læse alene på grund af ham.

“Der er kun én ting, der er længere ude end begrundelserne for de store verdensreligioners regler, og det er begrundelserne for at bryde dem igen.”

Jeg synes ikke, at “Elefantpasserens Børn” er helt ligeså god som “Effekten af Susan”. Nogle steder følte jeg, at den var en smule langtrukken, og jeg blev aldrig helt grebet af plottet. Sproget er dog fantastisk, og det er karaktererne også.

PSX_20160722_184729

Read More

Tema #60 – læsevaner

Posted by on jul 20, 2016 in Tema | 12 comments

PSX_20150822_094744

Når jeg snakker med folk, der ikke læser lige så meget som mig, kommenterer de altid på, hvor hurtigt jeg må læse , hvis jeg kan nå at læse over 10 bøger om måneden. Og det gør jeg vel egentlig også, men det har jeg ikke altid gjort. Da jeg var yngre, læste jeg utrolig langsomt, og tog mig rigtig god tid til at smage på hver enkelt ord. Jo mere jeg læste, jo hurtigere blev min læsehastighed også, og nu kan jeg sagtens læse en bog på en enkelt dag, hvis jeg ikke laver andet. Samtidig er jeg begyndt at bide mere mærke i, hvilke læsevaner jeg ellers har, og hvordan de har udviklet sig igennem tiden.

En bog af gangen:

Jeg har altid haft lettest ved at holde mig til én bog, og først begynde på en ny, når den første var færdiglæst. Da jeg startede på litteraturvidenskab blev det dog umuligt at overholde, da vi ofte skulle læse bøger til forskellige fag samtidig. I dag har jeg ingen problemer med at læse flere bøger på en gang, men jeg foretrækker stadig klart at holde mig til en af gangen.

At stoppe ved et nyt kapitel:

Når jeg læser en bog over flere omgange, har jeg altid haft det bedst med at stoppe ved et nyt kapitel. Faktisk har jeg rigtig svært ved at stoppe midt i det hele, og når jeg er træt og læser om aftenen, plejer jeg altid at forsøge at få læst hen til et nyt kapitel, før jeg lægger bogen fra mig igen. Hvis det er en bog uden kapitler eller med meget lange kapitler, kan dette være svært, og så bliver jeg nødt til at stoppe midt i det hele, og jeg plejer egentlig heller ikke at have problemer med at huske bogen, når jeg så begynder igen. Det er nok mest en vane, der er svær at bryde.

At udtale karakterernes navne højt for mig selv:

Da jeg var lille og læste Harry Potter, havde jeg ingen anelse om, hvordan jeg skulle udtale Hermiones navn. Jeg opfandt derfor min egen udgave af navnet, og til den dag i dag, har jeg stadig svært ved at huske at udtale det rigtigt, selvom jeg nu ved, hvordan det udtales korrekt. Derfor er jeg også begyndt at udtale meget besynderlige eller svære navne for mig selv, inden jeg kommer rigtigt ind i historien. Man føler man lærer en forkert karakter at kende, hvis man pludselig hører dem blive kaldt noget helt andet, end det man selv har kaldt dem.

At stoppe alle lyde omkring mig:

Jeg har altid haft svært ved at læse, når der har været støj omkring mig. Da jeg boede selv, tog jeg mit ur på væggen ned, når jeg skulle læse, da jeg blev frustreret over tik-lyden. Hver enkelt lille fuglefløjt kunne irritere mig. Da jeg efterfølgende flyttede sammen med min daværende kæreste, måtte jeg acceptere, at jeg ikke kunne bestemme, hvornår han måtte se TV osv, og jeg begyndte at blive bedre til at læse med støj omkring mig. Jeg bliver dog aldrig typen, der læser med musik i ørerne eller har fjernsynet tændt samtidig!

At tage billeder af citater med min telefon:

Jeg har altid holdt øje med fine citater, fordi, jeg bruger dem i mine anmeldelser. Derfor spotter jeg også tit flere, som jeg af den ene eller anden grund synes er specielle. Jeg tager et billede med min telefon af siden, og på denne måde, kan jeg nemt skrive dem ind i anmeldelsen. Derudover har jeg også planer om at lave en citatbog, hvor jeg samler alle mine smukke citater. Måske som en Coffee table book?

Har I ligesom mig fået indført et par specielle læsevaner, I har svært ved at bryde, når i læser?

PSX_20150528_210608

Read More

“The Professor” Af Charlotte Brontë

Posted by on jul 18, 2016 in 4 Stjerner, 5 Stjerner, Classics, Fantasy, Fiction | 6 comments

PSX_20160718_170545

“The Professor” Af Charlotte Brontë, fra forlaget Wordsworth Editions, udgivet 2010, (Org. udgivet 1857), 4,5/5 Stjerner)

Den unge William Crimsworth er hverken interesseret i at arbejde for sin onkel eller for sin rige bror. Han afviser begge deres jobtilbud og beslutter sig for at rejse ud i verden. På en engelsk drengeskole i Belgien får han et job som underviser og bliver gode venner med skolens bestyrer, Mr. Pelet. Han bliver hurtig en populær mand, og da bestyrerinden, Mlle. Reuter fra den nærliggende pigeskole tilbyder ham et nyt job, accepterer han tilbudet. Han begynder langsomt at forelske sig i den smukke bestyrerinde, men får sit hjerte knust, da han overhører hende tale med Mr. Pelet om deres bryllup. Han begynder at opføre sig mere civilt og koldt over for Mlle. Reuter, og hun straffer ham med at få ham til at special undervise en ung pige, der gerne vil forbedre sit engelske.

Selvom den unge pige Frances ikke ved første øjekast siger William noget, begynder han hurtigt at blive imponeret over hendes talent. Hun lærer hurtigt, og samtidig gemmer hun på nogle personlige hemmeligheder, som William ikke kan undgå at blive betaget af. Han forelsker sig i hende, men Da Mlle. Reuter får nys om forelskelsen bliver hun jaloux og bortviser Frances. Yderligere gemmer hun Frances adresse for William, så han ikke får mulighed for at opspore hende. Han vælger herefter at flytte fra skolen og forsøger efterfølgende at finde sit livs kærlighed, på trods af, at han ikke ved noget om, hvor i verden hun nu befinder sig. Heldigvis kan han stadig huske nogle af hendes hemmeligheder, og han går begynder at opfatte dem som ledetråde.

“That to begin with; let respect be the foundation, affection the first floor, love the superstructure.”

Jeg er rigtig stor fan af Charlotte Brontë og karakteriserer hende ofte, som værende en af mine yndlingsforfattere. Det har indtil videre kun været på grund af “Jane Eyre”, der er min yndlingsbog. Jeg har nemlig ikke været specielt imponeret over alt andet, hvad jeg har læst af hende. Ikke indtil nu i hvert fald. “The Professor” var en fantastisk læseoplevelse, og jeg blev meget overrasket over, at jeg blev ligeså grebet af romanen, som jeg gjorde første gang, jeg læste “Jane Eyre”. Det sker så sjældent, at jeg får denne følelse, når jeg læser en bog, og jeg fortryder virkelig, jeg var så længe om at få den læst. Jeg frygtede, at den ville skuffe mig, men ironisk nok blev jeg i virkeligheden ved med at fremskyde en af de bedste romaner, jeg nogensinde har læst.

Det første jeg blev betaget af var, at hovedkarakteren er en mand. Det er så sjælden at man læser noget fra Brontës samtid, der er skrevet ud fra et mandligt synspunkt, og så er William bare en faktisk karakter på så mange andre måder også. Sproget er ligeledes en af de ting, jeg faldt pladask først. “The Professor” er Brontës første bog, og den blev ikke anerkendt før efter hendes død og efter “Jane Eyre”. Dette kan jeg ikke forstå, for efter min mening kan bogen sagtens måle sig med “Jane Eyre”, selvom den ikke er helt ligeså god. Jeg fik mange af de samme følelser, jeg fik, da jeg læste “Jane Eyre” og derfor vil jeg i fremtiden ikke tøve med at læse mere af Charlotte Brontë.

“You know full well as I do the value of sisters’ affections: There is nothing like it in this world.”

“The Professor” er en meget kort bog i forhold til den langt mere populære “Jane Eyre”, men om ikke andet, har de to romaner flere ligheder end som så, og jeg er virkelig glad for, at jeg endelig fik den læst.

PSX_20160718_170705

Read More

“North and South” Af Elizabeth Gaskell

Posted by on jul 15, 2016 in 4 Stjerner, Classics, Fiction, Kærlighed | 4 comments

PSX_20160715_171944

“North and South” Af Elizabeth Gaskell, Penguin English Library, (Org. udgivet 1854), 4/5 Stjerner

Margaret Hale er ligesom mange andre nødt til at forlade sit elskede hjem i den sydlige del af England, og sammen med sine forældre flytter hun til byen Milton i det nordlige England. Her må hun indfinde sig med en hel ny tilværelse, der er yderst plaget af den industrielle revolution. Arbejdspladser og ansatte er konstant i strejker og uenigheder,  og Margaret får hurtigt sympati med byens fattige indbyggere. Hun får mange venner i de fattige grupper, og beundrer deres mod og viljestyrke. Samtidig møder hun dog også John Thorton, en fabriksmedarbejder, der ikke deler samme synspunkter som hende, og de udvikler et hadfyldt forhold til hinanden.

Som tiden går, begynder John Thorton dog at se igennem Margarets stædige opførsel, og han forelsker sig langsomt i den unge kvinde. Ligeledes begynder Margaret at beundre John for sin vækst fra fattigdom, og John frier til hende. Margaret er dog stadig ikke overbevist, og afslår til rædsel for Johns mor, frieriet. Alt synes at gå ned af bakke, og Margaret mister både tætte venner og familiemedlemmer på grund af revolutionen. Heldigvis er alt held ikke ude, og efter en lang periode begynder tingene at lysne, herunder også forholdet til John.

“I wish I could tell you how lonely I am. How cold and harsh it is here. Everywhere there is conflict and unkindness. I think God has forsaken this place. I believe I have seen hell and it’s white, it’s snow-white.”

Jeg har længe glædet mig til at læse “North and South”. Jeg har flere gange set sammenligningen af Gaskell og Jane Austen, og så endte jeg med at blive ret glad for “Cranford”, da jeg læste den på mit studie. Jeg havde dog ikke sat mig særlig meget ind i, hvad bogen egentlig handlede om, men på grund af Austen sammenligningerne, havde jeg forventet en romantisk kærlighedshistorie af en art. Jeg blev overrasket, da jeg indså, hvor socialistisk romanen egentlig er, men det var ikke en dårlig overraskelse. Ud over, at bogen skildrer en virkelig god kærlighedshistorie på godt og ondt, skildrer den også en nation i desperation og afmagt. Det kan jeg kun elske den for.

Jeg er helt vild med Margaret som karakter, og der gik ikke længe før, at jeg konstaterede, at hun er en af de bedste heltinder, jeg nogensinde er stødt på i litteraturen. Jeg synes stadig ikke, at bogen kan hamle op med Austen, men jeg nød virkelig at læse fortællingen, og mest på grund af Margaret. Jeg græd med hende, jeg grinte med hende og jeg heppede på fra sidelinjen, mens hendes forhold til den lunefulde John Thorton blev ved med at udvikle sig i forskellige retninger. Bogen er ikke perfekt i sig selv, men for mig er Margaret perfekt.

“He shook hands with Margaret. He knew it was the first time their hands had met, though she was perfectly unconscious of the fact.”

“North and South” er en fantastisk roman, der fortjener sin titel som klassiker. Jeg havde forventet noget meget rosenrødt og romantisk, og selvom det ikke helt var det jeg fik, endte jeg med at elske bogen. Jeg kan kun anbefale den!

PSX_20160715_171817

Read More

“Edgar & Ellen – Turistfælden” Af Charles Ogden

Posted by on jul 13, 2016 in 4 Stjerner, Børnelitteratur, Fiction, Young Adult | 0 comments

PSX_20160713_193116

“Edgar & Ellen – Turistfælden” Af Charles Ogden, fra forlaget Gyldendal, udgivet 2004, 4/5 stjerner

Edgar og Ellen er tvillinger og har ikke set deres forældre i årevis. De bor sammen i et lille hus på det, de kalder ‘Dippedutpladsen’ i byen Nods Lemmer. De savner ikke selskab, og de er mere end tilfredse med deres spøjse hjem. Derfor bliver de to tvillinger også utrolig vrede, da de overhører, at byens bogmester har tænkt sig at rive dippedutpladsen fra hinanden for at gøre det til et nyt og spændende luksushotel, der skal lokke tusindvis af turister til byen.  Tvillingerne ved, at de bliver nødt til at gøre alt for at få bogmesterens projekt til at fejle, og derfor udtænker de en plan, der skal gøren byen turistfri for altid.

I mod sig har de dog ikke kun bogmesteren, men også bogmesterens stædige datter, Stephanie. Edgar og Ellen har aldrig brudt sig om den lille fine pige i sløjfer og tylskørter, og Stephanie har bestemt heller aldrig brudt sig om de monsterlignende og dystre tvillinger. Mens Stephanie konstant forsøger at hjælpe sin far, er tvillingerne Edgar og Ellen dog et skridt foran, og får bildt de naive turister hvad som helst ind. Ikke engang Edgar og Ellen kunne dog have forudset, hvilket kaos de har fået skabt, og de får sig da også en lille lærestreg med på vejen.

“Tanken om de glade blomster fik det til at løbe Ellen koldt ned af ryggen og mindede hende om noget andet.”

Jeg kendte absolut intet til Charles Ogden eller tvillingerne Edgar og Ellen, da jeg faldt over denne mystiske børnebog på et loppemarked. Jeg blev dog straks tiltrukket af den flotte og gotiske forside, og da jeg både elsker horror og børnebøger, kunne jeg ikke lade være med at købe den med hjem. Jeg har haft bogen liggende i flere år, og da jeg stødte på det i kassen med mine ulæste bøger, havde jeg helt glemt, at jeg havde købt den. Jeg tog bogen frem og læste den over et par timer, og jeg kunne ikke lade være med at ærgre mig over, at jeg ikke havde fundet den frem noget før. Det er en utrolig fin og hjertevarm fortælling, der kan anbefales til alle, der er glad for sjove børnebøger.

Det, der egentlig er lidt atypisk ved denne bog er, at hovedkarakterne faktisk er skurkene. Edgar og Ellen står godt nok til at miste deres hjem, hvis borgmesteren får sine planer kørt igennem, men det er samtidig borgmesteren selv og hans datter Stephanie, der bliver beskrevet som de mest empatiske og humane karakterer. Borgmesteren mister alle sine penge, hvis planen går i vasken, og da alle turisterne vender sig i mod ham, bliver man næsten helt trist. Derfor er slutningen hvor Edgar og Ellen får sig en lærestreg også utrolig morsom, og jeg lukkede bogen med et varmt smil på læben.

 “Ellen smilede. Ingen turister, intet Knightlorial Hotel. Hun var ved at lede turisterne tilbage ad den smalle trappe, da Edgar fik øje på en skikkelse, der hastede mod klokketårnet. “

Det er helt sikker ikke sidste gang, jeg læser om Edgar og Ellen. Jeg er ikke helt sikker på, hvor mange bøger der er i serien, men jeg har planer om at anskaffe mig dem alle sammen.

PSX_20160713_193217

Read More