“The Princess and the Goblin” Af George MacDonald
“The Princess and the Goblin” Af George MacDonald, fra forlaget Folio Society, udgivet ___, (Org. udgivet 1872), 4/5 Stjerner
Otte årige prinsesse Irene bor på et stort slot med sin far, kongen, og sin barnepige, Lootie. Irene elsker at lege udenfor, men på en regnfuld dag beslutter hun sig i stedet for at efterforske slottes mange gange og værelser. I et af værelserne opdager hun en mytisk kvinde med langt mælkehvidt hår, der hævder at være Irenes tipoldemor. Den næste dag kan Irene ikke finde kvinden, så i stedet overtaler hun Lootie til at efterforske de smukke skove omkring slottet. Timerne forsvinder i leg og solskin, men da mørket falder på, går det op for Irene og Lootie, at de ikke er alene i skoven. Skoven er nemlig fyldt med gamle miner, og i minerne bor der hundredvis af små trolde, der er blevet bandlyst fra slottet for mange år siden, og derfor ønsker at få hævn over menneskerne.
Heldigvis kommer Curdie dem til undsætning. Curdies far arbejder i minerne, og derfor ved Curdie alt om de ondskabsfulde trolde. Bl.a. ved han, at troldenes fødder er bløde og sarte, og ved brug af denne vide, lykkedes det de tre at komme tilbage på slottet i sikkerhed. Curdie er dog ikke helt så heldig på turen hjem, og troldene ender med at tage ham til fange i en fangekælder. Irene bliver udstyret med en magisk ring fra sin tipoldemor, og ved at følge en usynlig tråd, der spinder fra ringen og igennem skoven, finder hun til sidst Curdie, og bringer ham tilbage til slottet, hvor han og hans forældre får lov at møde kongen.
“People must believe what they can, and those who believe more must not be hard upon those who believe less. I doubt if you would have believed it all yourself if you hadn’t seen some of it.”
Da jeg i sin tid startede min elektroniske ønskeliste hos Folio Society, var denne bog en af de første, jeg skrev på listen. På det tidspunkt havde min beskedne SU indtægt ikke godt af at besøge hjemmesiden for tit, og bogen blev stående på ønskelisten i et par år. Da jeg i sidste måned ved et tilfælde opdagede, at der var halv pris på udvalgte bøger, kunne jeg ikke dy mig. Denne bog var i blandt dem, og det var derfor også den første, jeg bestilte hjem. Historien var ligeså sød og fin, som jeg havde regnet med, og jeg elskede de farvestrålende illustrationer, der passede så fint til fortællingen.
En anden ting jeg virkelig godt kunne lide, var historiens mange undertoner. Jeg ved, at de fleste eventyr indeholder ironi og moraliserende budskaber, men jeg havde alligevel ikke overvejet, at det kunne gøres så fint og underholdende som i dette eventyr. Eventyret blev nemlig aldrig moraliserende eller belærende på en negativ måde, men i stedet blev flere af scenerne fortalt med en sådan ironi, at jeg ikke kunne lade være med at trække en smule på smilebåndet. På den måde mindede bogen mig både om Lewis Carroll og om Jane Austen, to forfattere jeg elsker himmelhøjt netop på grund af den søde og dog tydelige ironi.
“It is when people do wrong things wilfully that they are the more likely to do them again”
“The Princess and the Goblin” er et virkelig fint og klassisk eventyr med prinsesser og kongeriger og alt, der hører til, men historien er alligevel unik, og den smukke bog har fået en særlig plads i min samling og i mit hjerte.
“I Capture the Castle” Af Dodie Smith
“I Capture the Castle” Af Dodie Smith, fra forlaget Vintage, udgivet 2012, (Org. udgivet 1949), 4/5 Stjerner
Cassandra Mortmain drømmer om at blive ligeså stor en forfatter som Jane Austen, og derfor fører hun en hemmelig dagbog, hvori hun øver sig på at skrive, og samtidig slipper sine inderste følelser fri. I dagbogen beskriver hun, hvordan hende og hendes familie lever et sært, men rart liv på et gammelt slot i England. Cassandras far har haft skriveblokade siden sin første bestseller, og hans kone, Topaz, er en sand kunstner, der foretrækker at være i ét med naturen, og derfor sjældent er fuldt påklædt. Cassandras søster, Rose, er en klassisk engelsk skønhed, der drømmer om at blive gift med en rig og attraktiv mand, så hun kan komme ud og opleve den store verden i pompøse kjoler og skinnede biler. Cassandra vil ikke indrømme det, men i virkeligheden har hun de samme drømme som Rose, og de bliver ikke mindre af, at familien er ved at være tæt på bankerot.
På en kold og kedelig dag, får Cassandra noget af en overraskelse, da hun midt i sit bad bliver afbrudt af to mænd, der hævder at have arvet slottet. Simon og Neil Cotton er kommet hele vejen fra USA for at vurdere det mystiske slot, der er blevet efterladt dem i en storslået arv. De beslutter sig for at lade familien Mortmain blive boende på slottet, og især Rose udviser stor taknemmelighed. Hun vil gøre alt for at undslippe sit simple liv, og erklærer, at hun har i sinde at gifte sig med Simon, den ældste og rigeste arving. Problemet er bare, at Simon er forelsket i Cassandra.
“When I read a book, I put in all the imagination I can, so that it is almost like writing the book as well as reading it – or rather, it is like living it. It makes reading so much more exciting, but I don’t suppose many people try to do it.”
Jeg har altid haft “I capture the Castle” stående på mine læselister. På de fleste af dem, står bogen faktisk i top 10 over de bøger, jeg burde læse næste gang. Sådan har den stået de sidste mange år. Jeg ved ikke helt, hvad der præcist har afholdt mig fra at læse den, men jeg tror, at bogens forfatter har haft noget med det at gøre. Som lille var min yndlingstegnefilm ‘101 dalmatinere’ og Dodie Smith fik derfor hurtigt en plads i mit hjerte. Jeg kan huske, at jeg så smukke sort-hvid billeder af den elegante forfatterinde, og tænkte, at hun måtte være den bedste forfatter i verden. Sådan tænker jeg nu ikke helt mere, men alligevel har jeg altid været ramt af en form for ærefrygt, når jeg har stået med ‘I Capture the Castle’ i hænderne. Det er svært at læse noget ‘nyt’ af en forfatter, du allerede har ophøjet til noget ganske særligt. Tænk nu, hvis det nye og ulæste ikke kan måle sig med dit billede af den perfekte forfatter?
Jeg er glad for, at jeg som barn forstod forskellen på Disneys filmatiseringer og de værker, der lå bag dem. Det var den forståelse, der skabte en nysgerrighed til historier, og senere udviklede sig til en næsten ustyrlig bogkærlighed og en tilsvarende viden indenfor litteratur og forfattere. På grund af min kærlighed til ‘101 dalmatinere’ fik jeg kendskab til Dodie Smith og ‘I capture the castle’ og selvom historierne absolut ikke har meget tilfælles, elsker jeg bogen ligeså højt, som jeg elskede historien om de kløgtige og modige dalmaniterhvalpe, da jeg var barn. Det er nemlig ikke blot de gode historier, der gør bøgerne særlige, men derimod Dodie Smiths hjertevarme og finurlige skrivestil, og derfor ærgrer jeg mig over, at jeg ikke fik taget mig sammen til at læse bogen noget før.
“Perhaps watching someone you love suffer can teach you even more than suffering yourself can.”
‘I capture the Castle’ er en af de bøger, der hurtigt er kommet til at betyde mere, end jeg havde regnet med. Bogen er ikke perfekt, men den fik mig til at mindes mine første spæde skridt i litteraturens verden, og for det, er jeg den evigt taknemmelig.
The Autumn Reading Tag
Sidste år blev jeg tagget til at deltage i ‘The Autumn Reading Tag’, men selvom efteråret er min absolutte yndlingssæson, fik jeg aldrig besvaret spørgsmålene. Det vil jeg derfor gøre nu, mens jeg husker det, og mens efterårets mange litterære begivenheder stadig venter forude.
Så vidt jeg husker, blev tagget oprindeligt lavet af Amy Jane Smith, og oversat til dansk af Simone.
Jeg inviterer alle der har lyst til at deltage 🙂
Er der nogen bøger, du planlægger at læse i løbet af efteråret?
Jeg elsker at læse horror, og efteråret er det perfekte tidspunkt på året at gøre det på. Dels på grund af Halloween, men også fordi, de faldende blade og mørke aftener altid motiverer mig til at få læst en masse bøger. Jeg har samlet en lille liste over bøger, jeg planlægger at læse i de kommende måneder, hvoraf størstedelen er uhyggelige, dystre og gotiske fortælliger. Bl.a. vil jeg læse nogle flere bøger af Dean Koontz, Joyce Carol Oates, Stephen King og Susan Hill. Der har også sneget sig et par klassikere ind i form af Charles Dickens og Mark Z. Danielewski.
September bringer minder om skolestart: Hvad er den bedste bog, du har læst i skolen? Og hvad var henholdsvis dit yndlingsfag og dit mindst elskede fag i skolen?
Jeg mindes ikke, at vi læste specielt mange bøger i folkeskolen, så gymnasiet er nok det eneste, jeg kan tænke tilbage på. Her læste jeg bl.a. min første novelle af Shirley Jackson, og jeg kan stadig huske de myrekryb jeg fik, da vi diskuterede novellen ‘The Lottery’.
Oktober betyder Halloween: Kan du lide uhyggelige bøger og film? Hvis ja, hvilke er så dine favoritter?
Det kommer nok ikke som en stor overraskelse for nogen, når jeg svarer JA. Jeg elsker både uhyggelige film og bøger, og derfor har jeg også svært ved at pege på en favorit. Inden for filmgenren kan jeg dog nævne ‘Eksorcisten’, ‘The conjuring’, ‘The Haunting’ og den japanske gyserfilm ‘Shutter’, som alle har efterladt dybe indtryk. I forhold til bøger kan jeg anbefale Stephen Kings klassiker ‘Det Onde’ som nu er genudkommet på film, og ‘Frozen Charlotte’ af Alex Bell, som er en af mine nye favoritter. Jeg kan heller ikke helt lade være med at nævne ‘The woman in black’ af Susan Hill, som er et glimrende bud på en klassisk spøgelseshistorie.
Til november er det tid til bålaftener og fyrværkeri. Hvad er den mest spændende bog, du har læst, som virkelig holdt dig fanget?
Åh, den er svær. Jeg har læst rigtig mange spændende bøger, som virkelig formåede at fange mig, og som nærmest tvang mig til at opgive nattesøvnen til fordel for et par kapitler mere. ‘Bitter Greens’ af Kate Forsyth står klarest i min hukommelse, selvom det er ved at være længe siden, jeg læste den første gang.
Hvilken bog er din foretrukne cosy comfort læsning?
Cosy comfort reading er en sjov størrelse. Mange vil nok forbinde det med letbenet chick-lit og underholdende kærlighedsromaner, men det sjældent, jeg læser den slags bøger. Jeg er mere til spænding og uhygge, selvom det måske ikke er hverken cosy eller comfort.
Hvilken varm drik er din yndlings, når du er fordybet i en god bog?
Te, og masser af den! En god kop kaffe kan dog også sagtens gå, og i de varme måneder skal jeg virkelig holde øje med mit forbrug af iskaffe, hvis det ikke skal stikke helt af.
Har du nogen planer i løbet af de næste par måneder, du ser frem til?
Jeg har en del planer i den nærmeste fremtid, som jeg glæder mig rigtig meget til. I Odense starter der en lille gadefest, der hedder Karrusel, her i september, og det plejer at være helt fantastisk hyggeligt. Så skal jeg også have det sidste ud af de få varme aftener, der er tilbage, så jeg kan tage imod efteråret med åbne arme, når bladene begynder at falde. I virkeligheden glæder jeg mig meget mere til efterårets lidt lavere temperaturer, end jeg nogensinde har glædet mig til sommerens varme. Jeg fungerer bare bedst, når temperaturen er under 15 grader.
“Scary Stories to tell in the Dark” Af Alvin Schwartz & Brett Helquist
“Scary Stories to tell in the Dark” Af Alvin Schwartz & Brett Helquist, fra forlaget Harper, udgivet 2010 (Org. udgivet 1981) 3/5 Stjerner
Jeg havde egentlig regnet med, at denne fine og yderst børnevenlige samling ville indeholde et lille antal noveller og tilhørende illustrationer. Bogen er ikke særlig stor, så jeg tænkte, at der nok højst ville være ti historier. Derfor blev jeg også en smule overrasket, da jeg så indholdsfortegnelsen. Bogens indhold er nemlig opdelt i fem kapitler i forskellige uhyggelige temaer, og bogen indeholder i alt 30 forskellige noveller, sange og digte. Jeg kunne ikke lade være med at trække en smule på smilebåndet, da det gik op for mig, at bogen desuden også indeholder ‘jump-scare’ instruktioner. Fx kan der i en novelle stå, at man skal lægge ekstra tryk på de sidste tre ord i en sætning, og derefter hoppe hurtigt op fra stolen og skræmme sine venner. Bogens titel er derfor også perfekt – samlingen er nemlig lige præcis lavet til uhyggelige og mørke aftener.
Jeg tror, min favorit blandt samlingens fortællinger må være den, der hedder ‘The Big Toe’. En lille dreng finder en mystisk og meget stor storetå i sin have, og hans mor beslutter sig for at koge den og servere den til aftensmad. Om aftenen kan drengen dog ikke finde ro, og han drømmer, at en stor kæmpe kommer og leder efter sin forsvundne storetå. Drømmen er dog ikke blot en drøm, og næste morgen er drengen forsvundet fra sin seng. Historien var langt fra uhyggelig for mit vedkommende, men måden den blev fortalt på og de tilhørende illustrationer, gjorde den perfekt til de yngste børn. Jeg var selv bange for kæmper som barn, så jeg havde nok fundet historien meget skræmmende.
“The boy fell asleep almost at once. But in the middle of the night, a sound awakened him. It was something out in the street. It was a voice, and it was calling to him.”
Fordi bogen er inddelt i kapitler, er det også tydeligt, hvilke uhyggelige temaer historierne tager udgangspunkt i. Fx handler kapitel to om hjemsøgte huse, mens kapitel tre handler om uhyggelige skabninger. Der er noget til enhver smag, og netop derfor er samlingen vellykket. Hvis man ikke synes, monstre under sengen er uhyggelige, kan man måske blive skræmt af klovne i kælderen og ondskabsfulde spøgelser på loftet. Samtidig stiger uhyggen også en smule fra hver fortælling, og selvom det ikke står nogle steder, kan jeg forestille mig, at alle kapitlerne er inddelt til forskellige aldersgrupper.
En anden ting jeg virkelig godt kunne lide var, at der i slutningen af hvert kapitel står en lille note om, hvor historierne stammer fra, og hvem der har fortalt dem. I nogle af dem står der også, at man aldrig fik opklaret den pågældende sag, eller at vidner stadig indberetter historier om et monster eller et spøgelse. På den måde ved børnene, at historierne blot er historier, men samtidig forsvinder den uhyggelige stemning aldrig helt. Det er virkelig en fin og stemningsfuld gyserbog til børn, og derfor kan jeg også varmt anbefale den. Den ville være helt perfekt til lejrture og overnatninger.
“The graveyard was filled with shadows and was as quit as death. “There is nothing to be scared of” the girl told herself, but she was scared anyway.”
Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde havde bøger som denne, da jeg var barn. Det ærgrer mig en smule, for jeg tror virkelig, jeg ville have elsket den.
“Watership Down” Af Richard Adams
“Watership Down” Af Richard Adams, fra forlaget Oneworld, udgivet 2014 (Org. udgivet 1972), 3/5 Stjerner
Fiver er en kanin med helt særlige egenskaber. Ud fra syn og visioner kan han nemlig se fremtiden. Evnen er rar at have i mange sammenhænge, men en dag får Fiver et syn, der truer med at ødelægge alt. Han ser nemlig, at en stor trussel er på vej, og hvis hans kaninflok ikke flygter fra deres lille oase med det samme, vil de alle sammen dø. Kaninerne nægter at tro på denne påstand, men Fivers bror, Hazel, og ni andre kaniner tør ikke tage chancen. De ved, at Fiver altid har ret, og denne gang er det mere et bare fodder og græs, der står på spil.
Kaninerne flygter gennem farligt terræn, og på deres vej møder de mange andre dyr og skabninger. Bl.a møder de kaninen Cowslip, der inviterer dem til at bo hos ham og hans flok, men da Fiver igen får bange anelser, begynder de resterende kaniner at tvivle på hans evner. Han får dog ret i sine antagelser, og da kaninerne både bliver angrebet af hunde og katte, og desuden nær bliver ofret til menneskernes pelsindustri, beslutter de sig for at søge videre. Til sidst ankommer de til Watership Down, som er et perfekt sted at slå sig ned, men også her løber kaninerne ind i udfordringer.
“Many human beings say that they enjoy the winter, but what they really enjoy is feeling proof against it.”
Jeg tror, jeg var omkring 8 år, da jeg så en tegnefilm, der på dansk hed ‘Kaninbjerget’. Jeg kan tydeligt huske bestemte episoder fra filmen, og at jeg desuden syntes den var en smule uhyggelig. Flere år senere, da min læsekærlighed for alvor tog fat, gik det op for mig, at tegnefilmen var baseret på en bog. Siden da har bogen stået på min læseliste, og jeg tror, jeg med vilje har haft brug for et ekstra lille tilløb. Bogen står nemlig på flere af mine venners top 10 liste over verdens bedste børnebøger, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at høje forventninger næsten altid er ensbetydende med skuffelse. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at danne forventninger på forhånd, og min læseoplevelse kan sjældent leve op til dem.
Starten af bogen var nærmest magisk. Jeg smagte på hvert eneste ord, mens jeg bjergtaget studerede de farvestrålende illustrationer af Fiver og hans venner. Jeg havde sat mig til rette med en dampende kop te, og vidste, at den her bog ville være noget ganske særligt. På et eller andets tidspunkt, ca halvvejs i bogen, måtte jeg dog erkende, af den magiske fortællerstemme og eventyrlige skrivestil var forsvundet. I stedet stødte jeg på gentagende beskrivelser af trusler, der aldrig rigtig blev afsløret og skjulte politiske undertoner, der aldrig rigtig var skjulte, og min idé om en fantastisk børnebog visnede for næsen af mig.
“You know how you let yourself think that everything will be all right if you can only get to a certain place or do a certain thing. But when you get there you find it’s not that simple.”
Selvom bogen aldrig blev den storslåede og magiske læseoplevelse, jeg havde håbet på, kan jeg ikke komme uden om, at “Watership Down” er en virkelig fin fortælling. Jeg er ikke sikker på, at den kan kaldes en klassiker, men den er elsket af mange, og det er ganske forståeligt.
Opsummering: August
August er gået hurtigere, end jeg havde regnet med. Sommeren forsvandt nærmest før den begyndte, og pludselig siger kalenderen efterår. Min yndlingsårtid. Det føles ikke helt som efterår endnu, men det gør nu heller ikke noget. Jeg har ikke noget imod at vente lidt med de dampende tekrus og de lange støvler, hvis jeg til gengæld kan snige et par sommerkjoler, farvestrålende cocktails og hjertevarme børnebøger ind i septembers læsning i stedet for. Om sommeren har jeg nemlig en tendens til at læse alle de børne og ungdomsbøger, jeg kan komme i nærheden af, og denne sommer er ingen undtagelse. I august har jeg læst otte bøger, hvoraf kun to af dem har været voksenbøger. Jeg er pinligt bevidst om, at jeg altså er 25 år, men det gør ingen forskel for mig. I mange tilfælde er børnebøger nemlig langt mere sigende og tankevækkende end voksenbøger.
Den første bog jeg læste i august var “The Haunting” af Alex Bell, som var lidt af en skuffelse. Jeg elskede “Frozen Charlotte”, men hverken plottet, strukturen eller karaktererne var levende i denne bog. Sproget var dog stadig virkelig smukt, og derfor færdiglæste jeg også bogen. “The Corn Maiden” af Joyce Carol Oates var til gengæld en af de bedste og mest surrealistiske læseoplevelser, jeg nogensinde har haft. Jeg er slet, slet ikke færdig med hende endnu. “Watership Down” af Richard Adams er en af de bøger, der har stået på min læseliste i længst tid. Hvorfor, ved jeg ikke. Jeg havde forventet en virkelig sød børnebog, men jeg er endnu ikke helt sikker på, hvad jeg i virkeligheden synes om den moraliserende roman. Måske finder jeg heller aldrig ud af det. “The Secret Garden” af Frances Hodgson Burnett er jeg til gengæld ikke i tvivl om, hvad jeg synes om. Jeg elsker den, og jeg bruger ikke for store ord, når jeg kalder den end af mine nye yndlingsbøger. Jeg tror det bliver en af de bøger, jeg vil genlæse hvert år. “The Girl with the Ghost Machine” af Lauren Destefano var endnu en fantastisk smuk og tankevækkende lille børnebog. Jeg havde forventet, at den ville være en form for børnegyser, men fortællingen overrasekede mig med temaer som sorg og længsel. Det kan jeg ikke klage over, når resultatet er så fint. “Scary Stories to tell in the Dark” af Alvin Schwatz og Brett Helquist var til gengæld børnehorror når det er aller bedst, og jeg kunne ikke lade være med at smile over de fine historier og illustrationer. Jeg ville have elsket denne bog, da jeg var lille. “I capture the Catsle” af Dodie Smith blev den sidste bog, jeg fik læst i august, og jeg nød virkelig at læse Cassandras finurlige dagbog. Jeg kan sagtens se, hvorfor den er blevet en coming of age klassiker.
I august fik jeg lyttet til en enkelt lydbog. Det blev “Dømt ude” af Elle Kennedy, som er tredje bind i Off Campus serien. Jeg kan stadig godt lide alle karaktererne, men det gør mig nu heller ikke noget, at serien slutter efter fjerde bind.
Har I fået læst og lyttet til nogle gode bøger i august ? 
“The Girl with the Ghost Machine” Af Lauren DeStefano
“The Girl with the Ghost Machine” Af Lauren DeStefano, fra forlaget Bloomsbury, udgivet 2017, 4/5 Stjerner
Emmaline mister sin mor som ganske lille, og hendes verden bryder naturligvis sammen. Hendes far er alt hun har tilbage, og da han begynder at afskærme sig fra hende, bliver alting værre. Han spiser ikke sin aftensmad, han siger ikke farvel til hende om morgenen og han tilbringer al sin tid i kælderen. Da Emmaline beslutter sig for at undersøge farens mystiske arbejde, får hun lidt af en overraskelse. Han er nemlig i gang med at bygge en spøgelsesmaskine.
Ved hjælp af spøgelsesmaskinen vil Emmalines far forsøge at tilkalde sin elskede hustru, men Emmaline er ikke sikker på, at det er en god idé. Lige indtil den rent faktisk virker. Emmaline får en sen aften besøg af sin mor, og de sludrer og drikker te i timevis. Dagen efter går det dog op for Emmaline, at disse besøg ikke kommer uden konsekvenser. Maskinen skal have en betaling, og prisen er højere, end hvad Emmaline vil betale. Hver gang hun har haft besøg af sin mor, mister hun nemlig et minde.
“And if someone was still close enough to hold on to, then you should hold on.”
Jeg har viet min sommerferie til børnebøgerne, og den her var en af de bedste i stakken. Jeg forelskede mig straks i forsiden, og bagsideteksten gjorde mig endnu mere nysgerrig. Jeg havde egentlig forventet en form for børnehorror, men bogen var på ingen måder uhyggelig. I hvert fald ikke i klassisk forstand. Bogen handlende i stedet om sorg, om håb og om længsel. På sit beskedne sideantal nåede bogen at få mig til at græde og grine flere gange, og samtidig kunne jeg ikke helt lade være med at læse nogle af passagerne igen og igen. Sproget var nemlig nærmest poetisk smukt, uden at det nogesinde blev for voksent. Det er håndværk, når det er bedst.
Som i de fleste andre børnebøger, var budskabet helt klart den bedste del af denne bog. Emmaline mister sin mor, og på grund af sorg og længsel, er hun også lige ved at miste sin far. Hvis nu bare spøgelsesmaskinen ville virke, ville hun få dem begge igen. Men Emmaline er en klog lille pige, og hun ved, at intet kommer uden en pris. Hun vil ikke nøjes med en gennemsigtig og flakkende udgave af sin mor. Hun vil hellere holde fast på alle de gode minder, og på den måde lærer hun at håndtere sin sorg. Minderne skal ingen tage fra hende.
“The time you did have with her makes you who you are. So she’s alive as long as you’re alive.”
Jeg bliver altid en smule irriteret, når folk hævder, at voksne ikke børne læse børnebøger. Bøger med budskaber som denne, kan alle læse.
Seneste kommentarer