“The Corn Maiden and other Nightmares” Af Joyce Carol Oates
“The Corn Maiden and other Nightmares” Af Joyce Carol Oates, fra forlaget Head of Zeus, udgivet 2013, 4/5 Stjerner
Joyce Carol Oates har i denne fine lille bog samlet seks noveller, som står i stor kontrast til den lyse forside. Historierne er nemlig grusomme, dystre og ufattelig uhyggelige. I “The Corn Maiden” bliver den lille pige Marissa kidnappet, og hendes mor forsøger i flere uger at opretholde håbet om, at hun stadig er i live. Politiet har næsten opgivet efterforskningen, da Marissas kidnappere står frem. Ud fra en gammel vandrehistorie om en ung pige, der blev ofret for at bringe god høst, har de fundet inspiration til tortur af Marissa, men historien ender bestemt ikke, som man umiddelbart vil forestille sig. Ofringen sker, men ikke af Marissa.
I en anden novelle beslutter en ung teenagepige sig for at finde sin mors ekskæreste. Hun har ikke set ham i flere år, men hun har noget, hun gerne vil fortælle ham. Hun finder ham i telefonbogen, ringer ham op, og de aftaler at mødes på en nærliggende bar. Han ved ikke, hvem hun er, og tror, at den unge kvinde er interesseret i at have sex med ham. Det er dog langt fra tilfældet, for pigens mor er netop død, og ifølge hende, er der kun én ansvarlig. Ham.
“Our lives are Mobius strips, misery and wonder simultaneously. Our destinies are infinite, and infinitely recurring.”
Jeg havde kun læst én bog af Joyce Carol Oates, da jeg besluttede mig for, at jeg blev nødt til at købe denne. “De forbandede” var en god og velskrevet roman, men også en smule for langtrukken og tung. Derfor tænkte jeg, at en samling noveller måske ville være bedre. Joyce Carol Oates har udgivet flere novellesamlinger, men da jeg så titlen på denne, var jeg ikke længe om at beslutte mig. Jeg har altid været en sucker for gamle og uhyggelige legender og vandrehistorier, især når de genbruges i en virkelighedsnær og realistisk kontekst.
Jeg havde ikke forventet, at jeg skulle læse horror, og jeg tror, der var grunden til, at jeg heller ikke blev skuffet. Samlingen er nemlig ikke horror, men som titlen også lover – mareridt – der langsomt kryber ind på dig, og får det til at løbe koldt ned af ryggen. Der var ingen egentlig spøgelser eller dæmoner at finde i novellerne, men i nogle tilfælde kan den virkelige uhyggelighed være lige så uhyggelig. Det er denne bog et bevis på.
“As long as you’re in motion, your perspective is obscured. Only when you reach the summit and turn to look back, can you be at peace.”
Jeg troede ikke, at Joyce Carol Oates nogensinde ville blive en af mine yndlingsforfattere. Nu er jeg i tvivl.
Tema #73 – På min sommerferie-læseliste
Jeg har altid været en sæsonlæser, og af en eller anden grund, får jeg altid lyst til at læse børnebøger og søde fortællinger om sommeren. De lune og lyse sommeraftener passer bare perfekt til finurlige karakterer og lykkelige slutninger. Derfor var det selvfølgelig også nødvendigt for mig at købe nye bøger, og jeg glæder mig til at at læse dem i mine forældres have i min sommerferie, der efterhånden er ved at være tiltrængt.
“The Secret Garden” af Frances Hodgson Burnett
– Jeg kan efterhånden ikke tælle, hvor mange gange jeg har været lige ved at købe denne bog. Jeg har haft den på min læseliste så længe, jeg kan huske, men jeg har heller aldrig været i tvivl om, at det var en sommerbog. Nu skal det endelig være, og jeg tror, at jeg vil læse den først. Det er næsten umuligt at lade dette smukke eksemplar stående ulæst!
“Watership Down” af Richard Adams
– Endnu en børnebog, jeg af uforklarlige årsager aldrig har fået læst. Hverken på dansk eller engelsk. Jeg har hørt så mange forskellige mennesker referere til bogen som deres yndlingsbog, og jeg glæder mig som et lille barn til at læse den. Jeg håber virkelig, at jeg vil elske den.
“I Capture the Castle” af Dodie Smith
– Dette er egentlig ikke en børnebog, og jeg er ikke helt sikker på, hvorfor jeg altid har tænkt på bogen som en sommerbog. Det er aldrig forekommet mig som en mulighed at læse den på andre tidspunkter af året, så jeg glæder mig til at se, hvad bogen egentlig har at byde på.
“The Girl with the Ghost Machine” af Lauren DeStefano
– Jeg faldt over denne bog på en tilfældig Goodreads liste, og da jeg opdagede at flere havde sammenlignet den med Neil Gaimans “Coraline” kunne jeg ikke lade være med at klikke den på min ønskeliste. Jeg er lidt spændt på indholdet, men man kan i hvertfald ikke komme uden om, at bogen er helt ufattelig smuk.
“Scary Stories to tell in the Dark” af Alvin Schwartz & Brett Helquist
– Jeg tror aldrig, jeg har købt en bunke bøger uden en lille smule horror. Det er simpelthen ikke muligt for mig at lade være. Denne gang er det dog i en meget børnevenlig udgave, og bogen giver mig lyst til lejrbål og ristede skumfiduser. Det er sommer, når det er aller bedst.
Har I læst nogle af ovenstående bøger, eller andre gode bøger i jeres sommerferie?
“The Haunting” Af Alex Bell
“The Haunting” Af Alex Bell, fra forlaget Stripes publishing, udgivet 2016, 3/5 stjerner
Da Emma modtager et brev fra sin døende bedstemor, ved hun, at det er tid til et besøg. Også selvom hendes mor nægter hende at tage afsted. Der går nemlig rygter om, at det hotel, som bedstemoren ejer og bor på, er hjemsøgt. Emma beslutter sig for at tage afsted til Waterwitch inn, og det er ikke en nem opgave, for Emma sidder i kørestol. Med hjælp fra sin førehund Bailey og sine barndomsvenner Jem og Shell, vil Emma forsøge at finde ud af, hvorfor the Waterwitch Inn pludselig er blevet lukket.
Da de tre venner begynder at efterforske i hotellets historie, går det op for dem, at rygterne omkring hotellet måske taler sandt. Emmas kørestol ruller ned af hotellets gange af sig selv, og den ellers lydige Bailey forsvinder i flere timer uden at reagere på Emmas stemme. Samtidig begynder Emmas bedstemor også at dele nogle fortællinger fra hotellets historie, men spørgsmålet er bare, om de tre venner kan tro på dem. For Emmas bedstemor er jo dement. Eller er hun?
“It’s alot easier to imagine things when you’re alone in the dark.”
Jeg læste “Frozen Charlotte” tidligere på året, og jeg var fuldstændig blæst omkuld af Alex Bells fantastiske skrivestil og psykologiske undertoner. Jeg skyndte mig at klikke alle hendes resterende bøger ind på min elektroniske ønskeliste på SAXO, men jeg må indrømme, at denne bog var lidt af en skuffelse. Historien var såmænd meget god, bevares, men sproget haltede, og der var mange løse ender, der aldrig helt gav mening. Samtidig kunne hverken karaktererne eller strukturen måle sig med “Frozen Charlotte”, og jeg overvejede flere gange at give op.
Når det så er sagt, er det også vigtigt at pointere, at jeg nok havde sat mine forventninger alt for højt. Jeg var så begejstret for den første bog, at jeg kun havde forventet endnu en 5/5 oplevelse, og det er nok heller ikke helt fair, for bogen var hverken ulæselig eller kedelig, den var bare ikke ligeså god som den første. Samtidig kunne jeg nok også bedre lide temaerne i den første bog. Der skal altså lidt mere til at skræmme mig, end en kørestol der ruller afsted af sig selv, og “The Haunting” nåede aldrig op på samme niveau.
“There was no circus strong man inside Dad’s head, there was a dewil instead.”
Jeg har bestemt ikke givet op på Alex Bell, og jeg glæder mig stadig utrolig meget til at læse flere af hendes bøger. Især fordi, hun snart udgiver en efterfølger til “Frozen Charlotte”.
“Ildbarnet” Af S. K. Tremayne
“Ildbarnet” Af S. K. Tremayne, fra forlaget Gads, udgivet 2017, 3,5/5 Stjerner
Da Rachel gifter sig med den ældre David, får hun ikke bare en flot mand, men også en stor gammel slægtsvilla, en kæmpe minevirksomhed, rigdom og en stedsøn, Jamie. Der følger dog også et pludselig ansvar med i pakken, for Jamie’s mor døde ved et uheld i en af minerne, og den lille dreng er stadig i stor sorg. Han fortæller, at han stadig snakker med sin mor, og at han desuden har set hende flere gange rundt omkring i huset. Værre bliver det, da Jamie også påstår, at han kan se ting ske, før de egentlig sker. Bl.a. kan han se, at Rachel vil dø, inden juleaften.
I takt med, at julen nærmer sig, begynder Rachels nye liv at krakelere for øjnene af hende. Hun er overbevist om, at Jamie tager fejl og blot har brug for hjælp til at håndtere sorgen, men da han begynder at få ret i alle hans antagelser, bliver Rachel bange. Hun begynder at forske i Jamie’s mors død, og opdager, at der er mange uforklarlige deltaljer, der ikke helt stemmer overens med, hvad hun har fået at vide af David. Fx blev liget aldrig fundet. Samtidig begynder David at blive mere og mere aggressiv, og Rachel begynder at overveje, om hendes ægteskab måske har været en frygtelig fejltagelse.
“Min stedsøns ansigt er mere blegt end nogensinde før og alligevel så uendeligt smukt. Håret er ligeså sort som de kragefjer, jeg finder ude i haven, kragerne, der kommer flyvende oppe på hedens varder for at søge læ for den kolde vind.”
Jeg kunne virkelig godt lide “Faldet” af samme forfatter, og denne her var næsten ligeså god. Jeg elskede, at der var paranormale elementer med, som fx spøgelset af den afdøde mor. Samtidig var Rachels efterforskning i sagen utrolig spændende at følge med i, og jeg kunne virkelig godt lide, at der var så mange forskellige plots kørende indover hinanden. Ligesom “Faldet” er der også her tale om en meget psykologisk thriller, og det er op til læseren at finde ud af, om det der sker er virkeligt, eller om det blot er hovedpersonens illusion.
Desværre gættede jeg ret hurtigt, hvad svaret ville blive, og derfor var den sidste halvdel af bogen en smule forudsigelig for mit vedkommende. Den var dog stadig utrolig spændende, og det er tydeligt, at S. K. Tremayne bruger meget tid på at researche alt lige fra beliggenheder til dystre vendepunkter. Netop derfor blev historien også uhyggelig – karaktererne og miljøbeskrivelserne er så virkelighedsnære og realistiske, at man umiddelbart tror på alt, hvad der sker.
“Jeg hører en lille bid af havets musik. Endnu en fjern bølger, der eksploderer mod klipperne. Vinden bærer lyden med sig.”
“Ildbarnet” er en af den slags bøger, der virkelig får nakkehårene til at rejse sig, uden egentlig at blive direkte uhyggelig. Derfor kan jeg også varmt anbefale den.
Read More
“Dræb ikke en sangfugl” Af Harper Lee
“Dræb ikke en sangfugl” Af Harper Lee, fra forlaget Lindhardt & Ringhof, udgivet 2015 (Org. udgivet 1960), 5/5 Stjerner
I 1933 bor seksårige Jean Louise Finch, ‘Scout’, sammen med sin storebror Jem og far Atticus i en lille by i Alabama. Deres mor døde, da de var helt små, og Atticus forsørger dem alene ved sit job som forsvarsadvokat. De lever en forholdsvis bekymringsfri hverdag med lektier, venner og spøjse naboer, men alt dette ændres, da en hvid kvinde anklager en sort mand for voldtægt. Atticus vælger at tage jobbet som forsvarsadvokat for den sorte mand, og byens indbyggere er bestemt ikke tilfredse. Gennem Scouts øjne, ser vi, hvordan byen gradvist bekriger familien, alt i mens de alle venter på den afgørende retssag.
Da retssagen har fundet sted, forventer Atticus, at byen vil falde til ro igen. Problemet er bare, at voldtægtssagen har åbnet en voldsom debat, som alle byens indbyggere nu er tvunget til at deltage i. Hvem er enige og hvem er uenige, og kan det lykkedes byen at genfinde freden? Da Jem og Scout bliver overfaldet på vej hjem en sen aften, går det op for Atticus, at intet nogensinde vil blive som før.
“Skyd alle de skovskader I vil, hvis I kan ramme dem, men husk at det er synd at dræbe en sangfugl.”
Jeg tror, jeg var omring 14 år, da jeg første gang forsøgte at læse ‘To kill a Mockingbird’. Jeg havde lånt den på skolebiblioteket, men jeg havde svært ved at forstå bogens mange dialekter og underforståede budskaber, så jeg fik aldrig færdiglæst den. Jeg vidste dog også, at det var en bog, jeg på et eller andet tidspunkt blev nødt til at læse færdig, og siden da har bogens titel stået som endnu et punkt på mine lange læselister. Lige indtil jeg spottede en virkelig fin paperback på min venindes bogreol, og udstødte et længselsfuldt suk. Da min veninde til sin store overraskelse fandt ud af, at jeg ikke havde læst den, gav hun mig den med hjem. Faktisk tvang hun mig til at læse den med det samme, og det gjorde jeg.
Jeg havde forventet, at bogen ville falde mere i min smag denne gang, men ikke, at jeg ville blive så overvældet, som jeg blev. Historien er både rørende, spændende og aktuel. Også idag. Jeg er ikke overrasket over, at mange skoler verden over underviser elever i bogen, for det er lige præcis historier som denne, der formår at sætte gang i ens tanker og følelser. Netop derfor er den så vigtig.
“Jeg er bange for at de ting, vi gør, ikke altid vinder de lærde myndigheders fulde billigelse.”
Jeg overvejer virkelig, om jeg skal læse “Sæt en vagtpost ud”, som skulle være en form for efterfølger. I virkeligheden er det vist blot et tidligt og kasseret udkast til denne bog, og derfor er jeg bange for, at jeg kun kan blive skuffet.
Opsummering: Juli
I juli har jeg fået læst en del flere bøger, end jeg havde regnet med. I alt er det blevet til 12 bøger. Jeg er startet i fuldtidsarbejde, men for et par uger siden fik jeg desværre en diskusprolaps i lænden, og kunne derfor ikke tage til København. I stedet brugte jeg eftermiddagene og aftenerne på at drikke te og læse bøger. Selvom det gjorde ufattelig ondt det meste af tiden, var det nu også meget rart med en uge med afslapning og plejning. Samtidig er jeg også for alvor kommet i gang med lydbøgerne, og jeg må indrømme, at jeg er ret begejstret. Mit yndlingsformat vil altid være en papirbog, men jeg nyder at have frie hænder, mens jeg lytter til en god historie.
Bøger:
Den første bog jeg læste var “Den nat vi skulle have set Vampyros Lesbos” af Lars Ahn. Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget, og havde høje forventninger til novellesamlingen. Jeg vil ikke sige, at jeg blev skuffet, men novellerne var helt klart mere spøjse, end de var uhyggelige. Den næste bog jeg læste, var “Enken” af Fiona Barton. Jeg undgår egentlig bøger, der lover ligheder med ‘Kvinder der forsvandt’ og lignende bøger, da jeg som regel ikke kan se det interessante ved domestic noir genren. Som jeg havde forventet, var denne bog også rimelig forudsigelig og middelmådig. “Sandmanden” af Lars Kepler, var bestemt ikke forudsigelig, men til gengæld var den heller ikke så uhyggelig, som jeg havde regnet med. Jeg må nok bare erkende én gang for alle, at krimier ikke er for mig. Den næste bog jeg læste, viste sig at være månedens bedste læseoplevelse. Det er mange år siden, jeg sidst læste “Dræb ikke en sangfugl” af Harper Lee, og jeg havde fuldstændig glemt, hvor fantastisk og tankevækkende historien egentlig er. Jeg overvejer kraftigt at læse det nye efterfølger, men samtidig er jeg også utrolig bange for at blive skuffet. “Stenengle” af Kristina Ohlsson var også en af månedens bedste bøger, og jeg blev virkelig rørt over den smukke fortælling om en pige, der mister sin mormor. Jeg havde regnet med en børnegyser, så jeg blev meget positivt overrasket over, at fortællingen også havde et så godt og vigtigt budskab. Den næste bog jeg læste var en gave fra en sød kollega, og jeg nød at læse “The Rules of Attraction” af Bret Easton Ellis. Jeg elskede “American Psycho” og selvom jeg ikke var helt ligeså begejstret for denne, var det bestemt en interessant læseoplevelse. Da sommervejret igen blev erstattet af regnfulde aftener og torden, fik jeg lyst til at læse noget mere spændingsdrevet. “Ildbarnet” af S. K. Tremayne var bedre, end jeg havde regnet med, og en del mere uforudsigelig end “Faldet”, som jeg læste i sidste måned. “A simple favor” af Darcey Bell var en af de bedste thrillere, jeg nogensinde har læst, og jeg kan klart anbefale den.
Lydbøger:
Den første lydbog jeg lyttede til, var “Stemmer fra en anden verden” af Marion Dampier-Jeans. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg elsker alt, hvad der har med den paranormale verden at gøre, og jeg har derfor også både set og hørt meget til Marion og hendes syn på åndeverdenen. Jeg kunne virkelig godt lide måden, bogen blev fortalt på, da den også henvender sig meget til de skeptiske læsere, og samtidig var hendes beretninger – om man så vil tro på dem, eller ikke – utrolig spændende. Den næste bog jeg lyttede til, var desværre knap så spændende. Jeg havde regnet med, at “The Lying Game #1” af Sara Shepard ville være lidt i stil med “Pretty little liars” serien, som jeg virkelig har været glad for. Desværre kunne den slet ikke måle sig, og jeg kunne ikke udstå oplæsningen. Jeg tror derfor aldrig, jeg kommer til at høre serien færdig. Den næste lydbog jeg lyttede til, var “Aftalt spil” af Elle Kennedy, som er første bind i hendes berømte Off Campus serie. Jeg var lidt usikker på, om det ville være noget for mig, men jeg endte – til min egen overraskelse – med at være ret begejstret. Jeg sluttede måneden med at lytte til efterfølgeren, og selvom historierne minder meget om hinanden, kan jeg nok bedst lide “Lagt på is”. Sommeren er perfekt til kærlighedshistorier, så jeg regner også med at lytte videre i serien.
Har I læst eller lyttet til nogle gode bøger i denne måned?
“The Rules of Attraction” Af Bret Easton Ellis
“The Rules of Attraction” Af Bret Easton Ellis, fra forlaget Picador, udgivet 1988, 3/5 Stjerner
Paul, Sean og Lauren er hovedpersonerne i denne bog, og de studerer alle sammen på det yderst frisindede college, Camden, i New Hampshire. Ingen af dem deltager specielt meget i undervisningen, og de har derfor allesammen svært ved at opretholde de gode karakterer og den grundlæggende koncentration og dedikation, som studiet nu engang kræver. Til gengæld deltager de i alle festerne, og det er også her, de møder hinanden. Sean bliver forelsket i den smukke Lauren , og de udvikler stille og roligt et romantisk forhold til hinanden. Sean er dog også stofmisbruger, og overvejer flere gange at begå selvmord.
Paul er biseksuel, og er Laurens ekskæreste. Han er nu forelsket i Sean, og derved skabes der et trekantsdrama mellem de tre hovedpersoner. Paul er passioneret og utrolig intelligent, og bemærker, at Seans misbrug overskygger de selv samme egenskaber. Gennem et semester forsøger Paul at komme nærmere Sean, mens Sean forsøger at opretholde et forhold til Lauren, som desuden har et seksuelt forhold til mange af skolens øvrige mænd. Det er er tale om et utrolig stort drama, på en meget lille scene.
“What does that mean know me, know me, nobody ever knows anybody else, ever! You will never know me.”
Vi læste “American Psycho” af Bret Easton Ellis på kandidaten i litteraturvidenskab, og jeg var fuldstændig forgabt i hans makabre skrivestil. Jeg lovede mig selv, at jeg ville læse resten af hans forfatterskab, og da jeg i en henkastet kommentar fortalte min kollega om dette mål, havde han denne fine paperback med til mig dagen efter. Det er bogglæde og kollegakærlighed, når det er aller bedst. Jeg læste bogen over et par lyse sommeraftener, og selvom den ikke kan måle sig med klassikeren “American Psycho” er jeg alligevel utrolig glad for læseoplevelsen. Der er ingen, der helt forstår at beskrive den amerikanske firserungdom, som Ellis gør det.
“The Rules of Attraction” er en bog, der handler om mange ting. På den ene side handler den om seksualitet, misbrug, og oprør, og på den anden side handler den om kreativitet, mod og kærlighed. Karaktererne skildrer hver især alle disse temaer, og ved at skifte mellem karakterernes synspunkt lærer vi dem at kende, i takt med, at de også lærer sig selv og hinanden at kende. Det, der derfor også er kendetegnet ved Bret Eastons Elli’s skrivestil er, at der er brugt langt mere energi på karakterbeskrivelserne, end på det egentlige plot. Det fungerer helt fantastisk godt.
“The seeds of love have taken hold and if we won’t burn together, I’ll burn alone.”
Fun fact: Bret Easton Ellis studerede på samme College som Donna Tartt, og der er flere ligheder at finde i deres bøger.
Seneste kommentarer