Tema #61 – Om at genlæse sine barndomsklassikere

Posted by on aug 23, 2016 in Tema | 0 comments

PSX_20160823_162921

PSX_20160823_163215

Jeg startede med at læse bøger, da jeg var ganske lille. Jeg lånte altid en stor stak bøger på skolebiblioteket, og jeg var den eneste i klassen, der altid så biblioteksbesøgene som dagens højdepunkt. Jeg kan huske, at jeg altid kredsede omkring de samme hylder – dem helt henne ved vinduet til venstre. På disse hylder stod alle de bøger, jeg elskede at læse, og selvom det blev mere og mere sjældent, jeg fandt en bog, jeg endnu ikke havde læst, var det altid de hylder, jeg styrtede imod. På hylden stod bl.a. mange af H.C Andersens eventyr i store smukke eksemplarer med farvestrålende billeder i. Jeg lånte dem igen og igen, og idag er jeg stadig utrolig glad for H.C. Andersen. I dag udforsker jeg dog mest den lidt glemte del af hans forfatterskab, nemlig de meget dystre og queer fortællinger, som han også har lavet en stor håndfuld af.

Udover H.C. Andersens mange eventyr, stod bøgerne om Alice i Eventyrland, og andre børnevenlige eventyr og fortællinger som Peter Pan, Peter Plys, Robin Hood og Brødrene Grimms eventyr også på disse hylder. Jeg elskede at bladre løs i bøgerne, og til sidst kunne jeg historierne så godt, at jeg kunne genfortælle dem nærmest ordret, kun ved at kigge på billederne i bøgerne. Mange af fortællingerne sidder derfor også så dybt i mig i dag, at jeg kan genfortælle dem i søvne. Jeg har netop genlæst fortællingerne om Alice i Eventyrland, og selvom jeg efterhånden har genlæst dem mange gange, bliver jeg ramt af en magisk og nostalgisk følelse hver eneste gang. På hylden nedenunder stod bøgerne for de lidt ældre børn, og jeg kan huske, at jeg kaldte den ‘den seje hylde’. Serien om den tyggegummispisende detektiv Kwiatkowski blev hurtigt min favorit, og jeg læste bøgerne inden jeg skulle sove om aftenen. Det er også denne Kwiatkowski, der blev mit første litterære crush. Han var virkelig bare sej! Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at interessere mig meget for en anden serie. Jeg blev så bidt af den, at jeg lavede et lille system over hvilke bøger, jeg havde læst, og hvilke, jeg stadig manglede at læse. Serien var ‘Gåsehud’ af R.L. Stine og jeg mindes bøgerne med glædelig nostalgi. Hold nu op, hvor var den serie bare skrevet til mig! Serien var sammen med Stephen King med til at starte min store passion for horror, og jeg kan stadig huske, hvor spændt jeg var, når jeg skulle hente en ny bog på biblioteket. Jeg glemmer aldrig følelsen af at sidde med en ny ‘Gåsehud’ bog i hånden. Jeg har flere gange forsøgt at opspore en komplet serie, og når jeg får fat i den, tror jeg, at jeg helt automatisk kommer til at prioritere alt min læsetid til genlæsninger af bøgerne.

En anden stor barndomsklassiker, er selvfølgelig Harry Potter. Da bibliotekaren første gang fortalte om bogen, var jeg en smule skeptisk. Jeg kunne ikke forestille mig, at det var noget jeg kunne lide, og selvom jeg havde bogen med hjemme flere gange, gik der faktisk lang tid før, at jeg begyndte at læse den. Omkring mig begyndte alle pludselig at nævne dens store popularitet, og til sidst måtte jeg give den et forsøg. Resten er historie, for jeg elskede den selvfølgelig øjeblikkeligt. I forbindelse med den nye udgivelse af endnu en Harry Potter bog er jeg langsomt begyndt at genlæse serien, og jeg elsker virkelig følelsen af at vende tilbage til noget så velkendt som Harry Potter universet. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at genlæse den serie, eller nogle af mine andre barndomsklassikere for den sags skyld.

Har I nogle barndomsklassikere, I altid vender tilbage til ? Hvad får de jer til at tænke på?

PSX_20160823_163038

Read More

“Rose Madder” Af Stephen King

Posted by on aug 21, 2016 in 3 Stjerner, Fiction, Spænding | 2 comments

PSX_20160821_191934

“Rose Madder” Af Stephen King, fra forlaget Bogsamleren – en Egmont bogklub, udgivet 1996 (Org. Udgivet 1995), 3/5 Stjerner

Rose Daniels lever hver dag i en tilværelse, de fleste mennesker ville beskrive, som et mareridt. Hendes mand Norman tæsker hende hver eneste dag, og samtidig mishandler han hende også psykisk. Flere gange er det tæt på at gå galt, men da Norman er politibetjent, kan Rose ikke anmelde ham, uden at han finder ud af det, og dermed også straffer hende. Da han en dag tæsker hende så voldsomt, at hun aborterer sit fire måneder gamle foster, får hun dog til sidst nok og indser, at hun bliver nødt til at komme væk, inden han også slår hende ihjel. Hun stjæler hans hævekort og hæver et beskedent beløb i en hæveautomat uden for byen, hvor hun efterfølgende fortsætter nordpå, og slår sig ned i en lille landsby, hvor der er mage andre kvinder, der har oplevet det samme som hende.

Under hendes pigenavn starter hun en helt ny identitet, og inden hun får set sig om, er hun blevet så stærk, at hun også kan håndtere et arbejde og en lejlighed. Lykken bliver endnu større, da hun tilmed også forelsker sig i en fantastisk fyr, der kun vil hende det bedste. Rose er atter blevet en selvstændig og modig kvinde, og i lang tid er hun også sikker på, at hun er undsluppet sin tragiske fortid. Norman har dog ikke i sinde at lade hende slippe væk, og han starter en morderisk forfølgelse, der kun har til mål at finde Rose – og slå hende ihjel. Rose indser hurtigt at hun stadig er forfulgt og den eneste mulighed hun har for at stoppe Norman er ved at søge tilflugt i et gammelt antikt maleri, hun købte, da hun ankom til sin nye by.

“I det øjeblik så Rosie for sig, hvordan alt, hvad hun havde bygget op styrtede i grus – det panorerede forbi hendes indre øje med samme mareridtsagtige fart som en gammel Keystone Cops-stumfilm.”

Efter at have læst en del skuffende Stephen King bøger, var jeg på ingen måde sikker på, at jeg også turde give mig i kast med “Rose Madder”. Jeg har set titlen på flere af listerne over Kings dårligste bøger, og samtidig har jeg ikke snakket med en eneste læser, der kunne overbevise mig om, at den var værd at læse. Efter at have tænkt frem og tilbage, blev jeg dog enig med mig selv om, at jeg blev nødt til at læse den. Tænk nu, hvis det lige var denne bog, der skulle vække mit Stephen King bankende hjerte til live igen. Ak, hvor ville jeg ønske, at det var tilfældet. Bogen er ligesom mange af hans andre tidlige udgivelser en middelmådig spændingsroman, der ikke har det fjerneste med gys at gøre. Plottet er en stor kliché, og Stephen King er langt fra den eneste, der har skrevet en historie om en voldsramt kvinde på flugt fra en sindsyg ægtemand, der arbejder som politibetjent.

Selvom jeg virkelig ikke syntes, at “Rose Madder” er noget at skrive hjem om, var der alligevel dele og detaljer i bogen, der kunne opveje lidt for alt det negative. Rose er nemlig ikke kun en svag kvinde, der hele tiden frygter for sin skæbne, hun ender nemlig med at være langt mere modig, end man først havde forestillet sig. Samtidig kunne jeg virkelig godt lide den gennemgående detalje og symbolisme omkring det maleri, som Rose forelsker sig i, i sin nye by. Historien er på en måde bygget op omkring dette billede, og det gav en lidt mere interessant vinkel på den historie, vi allesammen kender i forvejen.

“Kvinden på billedet ville ikke være nervøs for det her; kvinden i den rødlille chiton ville ikke være spor bange for den slags småpilleri.”

“Rose Madder” er ikke en bog jeg vil anbefale. I hvert fald ikke, hvis man leder efter en unik og spændende fortælling. Derimod vil jeg anbefale den, hvis man holder af Stephen Kings måde at opbygge historier og plotlinjer på, for selvom bogen ikke er fantastisk, kan man ikke komme uden om, at han virkelig forstår at skabe interessante detaljer.

PSX_20160821_192014

Read More

“Åndernes Hus” Af Isabel Allende

Posted by on aug 19, 2016 in 5 Stjerner, Classics, Fiction | 10 comments

PSX_20160819_164335

“Åndernes Hus” Af Isabel Allende, fra forlaget Gyldendals Bogklubber, udgivet 1994 (Org. udgivet 1982), 5/5 Stjerner

Clara Valle er synsk og er den yngste datter i en meget religiøs og politisk familie. Hun forudser, at der snart vil ske et dødsfald i sin tætte familie, og få måneder efter dør hendes søster Rosa, efter at have indtaget den gift, der skulle dræbe hendes far og sikre, at han ikke fik yderligere politisk magt. Rosas forlovede Esteban Trueba er knust, men vil samtidig gøre alt for at opretholde sin families navn. Derfor bliver han også nødt til at indgå et ægteskab og sætte legale børn i verden, der kan føre familiens arv videre. Indtil nu, er Esteban nemlig kun far til en illegal søn, født af en af de mange kvinder, han har voldtaget. Esteban frier til sin tidligere svigerinde Clara, og hun accepterer.

Selvom Clara udvikler et stærkt forhold til Estebans søster, bliver hun hurtigt ensom i ægteskabet, og trækker sig længere og længere ind i en drømmelignende tilværelse, hvor hun fokuserer på at udvikle sine spirituelle egenskaber, og derved skabe kontakt til de mange ånder, der stadig lever i hendes hus og i familien. På trods af, at ægteskabet mellem Clara og Esteban er langt fra perfekt, føder hun alligevel tre børn – datteren Blanca, og senere tvillingerne Jaime og Nicolás. Børnene vokser op og udgør familiens og historiens anden generation, der på godt og ondt fører familiens arv videre.

“Clara levede beskyttet mod tilværelsens barske vilkår i et univers, der var hendes eget, hvor de materielle tings kedsommelige realiteter forskønnedes i drømmenes brogede land, og hvor logik og fysiske love ikke altid gjorde sig gældende.”

Det er næsten umuligt at læse litteratur, uden på et eller andet tidspunkt at støde på Isabel Allende og “Åndernes Hus”. Jeg har hørt titlen et utal af gange på mit studie, og nikket genkendende til mindst ligeså mange parifraser i de mange bøger, jeg efterhånden har læst. Jeg læste nogle uddrag af den, da jeg gik i gymnasiet, og lovede mig selv, at jeg engang skulle læse hele bogen. Da jeg for få år tilbage faldt over dette eksemplar på et loppemarked, vidste jeg derfor også, at jeg blev nødt til at købe bogen. Også selvom mit eksemplar ikke ligefrem stråler af skønhed og spænding. Jeg har haft bogen liggende siden jeg købte den, men alligevel har jeg altid valgt de nyere og pænere bøger frem for dette slidte eksemplar. Det fortryder jeg nu, og selvom jeg er utrolig glad for, at jeg alligevel har fået den læst, kan jeg med skam i stemmen sige, at jeg flere gange har fravalgt bogen til fordel for bøger, der på ingen måde kan måle sig med denne.

Isabel Allende skriver smukkere, end jeg havde regnet med, og hver eneste sætning i bogen er tydeligt valgt med omhu og eftertanke. Egentlig skulle hun bare skrive et brev til sin døende bedstefar, men brevet udviklede sig til et længere manuskript, der til sidst blev udgivet og straks blev en bestseller. Historien bærer derfor også præg af en stor håndfuld personlige detaljer, der er med til at gøre historien så fantastisk og unik, som den er. Karakterne og familieforholdet i bogen bygger nemlig på Allendes egen arv, og derfor kan man også diskutere om bogen er fakta eller fiktion. Om ikke andet, kan det med sikkerhed siges, at romanen er en sand klassiker, som alle burde læse på et eller andet tidspunkt i deres liv.

“Men Esteban Trueba var ikke den, som lod sig kyse af historier om genfærd, der vandrer rundt i gangene, af forudsigelser om uheldsvangre begivenheder, og endnu mindre af den langvarige stumhed, som han anså for at være en dyd.

Udover, at jeg med denne bog har fået en fantastisk læseoplevelse, har jeg også fået en vigtig lærestreg. Man kan ikke altid dømme en bog på forsiden, og selvom det er et motto, jeg lænege har levet efter, ved jeg, at jeg kommer til at tænke endnu mere over det nu.

PSX_20160819_164443

Read More

“Ø” Af Steen Langstrup

Posted by on aug 17, 2016 in 4 Stjerner, Fiction, Horror | 0 comments

PSX_20160817_143733

PSX_20160817_143829

“Ø” Af Steen Langstrup, anmeldereksemplar fra forlaget 2 feet entertainment, udgivet 2016, 4/5 Stjerner

Noa er sammen med sin kæreste Selina taget på en tiltrængt ferie. De er lykkelige og forelsket, og Noa har lige friet til Selina. De skal til at starte resten af deres nye liv sammen, og de kunne på ingen måde forestille sig, hvordan, livet skulle kunne være bedre end i dette øjeblik, på denne fantastiske ferie. For at få flere gode oplevelser på deres ferie, tager de med en lokal fisker og nogle af hans venner til øen Kematian, hvor de skal snorkle og udforske øens nationalpark. Efter snorkleturen i koralrevet, begynder Selina dog at opføre sig mærkeligt. Hun bliver mere og mere syg, og før det lykkelige par har set sig om, har fiskerne efterladt Noa og Selina alene på øen. Ifølge et gammelt rygte, sker der nemlig mystiske ting med de mennesker, der bliver stukket af korallerne ud for øen Kematian.

Noa forsøger at bevare roen så længe han kan, men da han til sidst må opgive håbet om at få sin elskede Selina med fra øen i live, bryder hans verden sammen. Han er nu helt alene på øen med et par enkelte kokosnødder og sin kærestes lig. Han beslutter sig for at forsøge at finde hjælp, men da han kommer tilbage til campen, er Selinas lig væk. Endnu mere mystisk er det, at fodsporene i sandet ser ud til at være Selinas egne. Han bliver reddet fra øen, og skal nu forsøge at overbevise myndighederne om, at han ikke selv har slået sin kæreste ihjel. Han forklarer, hvad der skete på øen, men det er svært, når han ikke selv er helt sikker i sin sag, og når han desuden har en tidligere voldsdom og en psykisk diagnose.

“Flyvefisk sprang omkring os. Steg op af bølgerne og svirrede gennem luften. Og vi var på vej.”

Jeg læste denne bog på min egen sommerferie til Alanya, og jeg kunne ikke forestille mig noget bedre sted at læse den. Jeg var selv grebet af en fantastisk feriestemning, og samtidig kunne jeg ikke lade være med at blive endnu mere påvirket af de mystiske hændelser i historien. At miste sin kæreste på en romantisk ferie er slemt nok i sig selv, men at skulle overbevise myndighederne om, at man ikke er sindsyg, og ikke selv er skyld i hendes død må være helt forfærdeligt. I sær, når man godt er klar over, at ens forklaringer ikke just er helt logiske. Jeg havde virkelig glædet mig til at læse bogen, da jeg er temmelig pjattet med Steen Langstrup. Heldigvis skuffede bogen mig  ikke, og selvom jeg var på ferie, havde jeg utrolig svært at lægge bogen fra mig igen. Derfor læste jeg også bogen i ét stræk, under en bagende sol på Alanyas smukke strand.

Som altid skriver Steen Langstrup helt fantastisk, og selvom der er et par slåfejl i bogen, der irriterede mig lidt, føltes det lidt, som at komme hjem. Det er alt for længe siden, at jeg sidst har læst noget af Steen Langstrup, og selvom jeg havde høje  forventninger til bogen, blev jeg alligevel meget overrasket over, hvor grebet jeg blev af historien. Her bliver jeg også nødt til at nævne slutningen af bogen, uden selvfølgelig at afsløre for meget. Slutningen er nemlig den bedste del af bogen, på trods af, at den markerer historiens ende. Aldrig har jeg været så overrasket over en slutning før. Jeg var virkelig sikker på, at jeg vidste, hvordan historien ville ende, og derfor havde jeg på ingen måder forestillet mig, hvor stort et twist, jeg lige pludselig stod overfor.

“Jeg er brugt op. Jeg har brug for hjælp. Jeg har brug for at komme mig. Jeg har mistet kvinden i mit liv. Jeg sidder i et skodfængsel i et tredjeverdensland tiltalt for et mord, jeg ikke har begået.”

“Ø” er ikke en af de mest skræmmende horrorromaner, jeg har læst, men på trods af dette, er den virkelig god. Den er nemlig uhyggelig på en måde, der får en til at tænke over, hvor meget der egentlig holdes skjult for offentligheden.

PSX_20160817_143934

Read More

Feriepause på bloggen

Posted by on aug 4, 2016 in FAQ | 3 comments

PSX_20160804_152206

I morgen tager jeg en tiltrængt ferie med min bedste veninde, og der vil derfor være  lidt stille på bloggen indtil den 15/8, hvor jeg vender  tilbage til dagligdagens rutiner. Jeg har selvfølgelig pakket et par bøger, og jeg glæder mig til at ligge ved stranden med en kølig drink i hånden og en god bog!

Jeg håber I alle sammen får læst en masse dejlige bøger her i sommeren, og at I nyder jeres ferier.

Vi ses snart igen!

Read More

“Shirley” Af Charlotte Brontë

Posted by on aug 4, 2016 in 2 Stjerner, 3 Stjerner, Classics, Fiction | 0 comments

PSX_20160804_140041

“Shirley” Af Charlotte Brontë, fra forlaget Penguin English Library, udgivet 2012 (Org. udgivet 1849), 2,5/5 Stjerner

Robert Moore er en hårdtarbejdende fabriksmedarbejder, der har viet sit liv til sit arbejde. Han har arvet sin fars virksomhed, men den da den er dybt forgældet, står han overfor et stort kaos. Han er villig til at gøre alt, hvad han kan, for at omvende gælden til profit, så han på denne måde kan genskabe sin families sociale status. Englands industrielle udvikling er dog for alvor igang, og da han samtidig er en utrolig hård arbejdsgiver og styrer sine ansatte med hård hånd, er han også konstant omringet af kaos og uroligheder. Han overvejer alle sine muligheder for at komme sit mål til livs, og må til sidst indse, at hans største chance for at få genskabt sin families høje status, er ved at gifte sig til penge. Et valg, han bestemt ikke er glad for at træffe.

Caroline Helstone kommer som fast gæst i Roberts hus, da hun bliver undervist i fransk af hans søster. Hun udvikler hurtigt et tæt forhold til den ældre Robert, og de to bliver langsomt forelsket i hinanden. Caroline er dog både fattig og forældreløs, og da Robert derfor ikke har mulighed for at gifte sig  med hende, begynder han at distancere sig mere og mere fra hende. Caroline bliver syg af sorg, men lever op igen, da den unge og energiske Shirley kommer ind i billedet. Hun er dog modsat Caroline både velhavende og selvstændig, og hele byen formoder derfor også, at hende og Robert bliver gift. Kærligheden spiller dog alligevel en rolle, og en konflikt mellem de tre tager hurtigt form.

“I am anchored on a resolve you cannot shake. My heart, my conscience shall dispose of my hand — they only. Know this at last.”

Okay, jeg var nok lige hurtigt nok, da jeg for få uger siden erklærede, at jeg garanteret ville elske resten af Charlotte Brontës udgivelser. “Jane Eyre” er min absolutte yndlingsroman, og “The Pofessor” overraskede mig utrolig positivt. Derfor gik jeg også straks i gang med at læse “Shirley”, men jeg må indrømme, at jeg er en smule skuffet. Det tog mig uendelig lang tid at komme igennem bogen, og den første halvdel af den 700 sider lange bog var på grænsen til at være direkte kedelig. Jeg havde virkelig svært ved at bibeholde interessen for romanen, og jeg kunne ikke rigtig finde ud af, om jeg kunne lide karakterne. Robert og Carolines kærlighedsaffære fremstår ligeledes utrolig utroværdig, da de to karakterne virkelig ikke passer sammen. Den endelige løsning fungerer samtidig heller ikke rigtig, og jeg lukkede bogen med et langt og utilfreds suk.

En anden ting, der generede mig meget ved denne bog, var de mange skift mellem plotlinjerne. Bogen er fuld af digressioner, og vi springer konstant i tid og sted – og mellem de forskellige karakterer. De forvirrer ærlig talt mere end det gavner. Bogen er et mystisk sammensat og opdelt værk, og kabalen går aldrig rigtigt op. Når det så er sagt, kan man ikke komme uden om, at Brontë skriver fantastisk. Også i denne bog. Ligeledes er Caroline en virkelig mild og elskværdig karakter, mens Shirleys sprudlende energi også tydeligt kan mærkes. Desværre bare alt for sent i bogen. Der er altså også nogle rigtig fine elementer i denne roman, men desværre kan de ikke rigtig opveje de mange forvirrende og langtrukne passager.

“You had no right to be born; for you make no use of life. Instead of living for, in, and with yourself, as a reasonable being ought, you seek only to fasten your feebleness on some other person’s strength.”

Jeg havde virkelig set frem til at læse “Shirley”, og jeg havde næsten forventet, at jeg ville elske den. Desværre skuffede den mig voldsomt, men det er også svært at lade være med at sammenligne den med “Jane Eyre”. Det er ikke en fair kamp, men jeg tør dog stadig godt konkludere, at “Shirley” på ingen måde er en værdig modstander.

PSX_20160804_135924

Read More

“Bror og Søster” Af Katrine Marie Guldager

Posted by on aug 2, 2016 in 3 Stjerner, 4 Stjerner, Fiction | 0 comments

PSX_20160802_133846

“Bror og Søster” Af Katrine Marie Guldager, anmeldereksemplar fra Politikens forlag, udgivet 2015, 3,5/5 Stjerner

I dette femte bind i Køge-krøniken befinder vi os nu i 1976. Henry bliver endelig løsladt fra statsfængslet, efter at have afsonet en lang dom. Han glæder sig til at komme hjem til sine børn og resten af kollektivet. Da han ankommer, bliver det dog tydeligt, at kollektivet har ændret sig meget. De har ikke lyst til at tage i mod Henry igen, og han må indse, at han ikke længere kender sine børn, Birgitte og hans venner. I mangel på steder at bo, flytter han ind ved en kvinde, der hjælper ham med at komme ud af sin svære situation. Samtidig kæmper han også med at få de mange penge tilbage, som han snød Leonora for, efter Peters død. Pengene befinder sig i en aflåst boks på banegården, men nøglen er svær at få fat i.

Leonora er endelig blevet mor, og nyder sin nye tilværelse som forældre med manden Klaus. Hun bliver dog i tvivl om sin lykkelige tilværelse, da en veninde får lokket hende med på en kvindelejr for utilfredse kvinder. Hun bliver stillet overfor mange store spørgsmål, og må gøre op med sig selv, om hun egentlig er tilfreds med sit ægteskab, og det liv, som Klaus og hende efterhånden har levet i mange år. Samtidig strammes situationen ind, da Henry vender tilbage til familien. Forholdet mellem de to søskende bliver endnu dårligere, og til sidst kommer alle hemmelighederne op til overfladen. Samtidig er det nu ikke kun Lilly, der kæmper med den famøse ulv, og den begynder langsomt at angribe resten af familiens medlemmer.

“For de fleste fanger var det trygt. Men for Henry blev den regelmæssighed, hvormed alting foregik, efterhånden en kilde til begyndende sindssyge. For var rutinen ikke renset for menneskelighed?”

Jeg troede egentlig, at det var bind fire, der var min favorit blandt alle bøgerne i Køge-krøniken, men da jeg var ca. halvejs inde i denne bog, gik det op for mig, at titlen nok måtte overtages af denne bog. Vi kommer ekstremt tæt på karakterene i denne bog, og selvom jeg egentlig altid har følt, at jeg som læser havde et nært forhold til familien, er det blevet endnu tydeligere i denne bog. Jeg ved, hvad de forskellige karakterer vil føle og tænke, og jeg kan næsten forudse deres handlinger, før de finder sted. I nogle bøger kan det være en dårlig ting, at man kan forudse situationerne, men i denne fortælling vidner det kun om, at man nu næsten er blevet ét med fortællingen. Samtidig henvender Katrine Marie Guldager sig mere til læseren i denne bog, og det virker virkelig godt.

Jeg har stadig utrolig svært ved at afgøre, hvem af karaktererne, jeg bedste kan lide. Umiddelbart er den kaotiske Henry ikke speciel elskværdig, men samtidig kan man heller ikke lade være med at få en smule ondt af ham. Leonora er nok min fortrukne favorit indtil videre, da jeg synes, at jeg har nemmest ved at relatere til hende. Samtidig stiller hun både spørgsmål til samfundet normer og til oprøret, der forsøger at ændre alting. Hun er en enormt interessant karakter, og jeg glæder mig til at se, hvordan hendes lille kernefamilie udvikler sig i fremtiden.

“Sådan kunne det gå et stykke tid, men selvfølgelig ikke for evigt, dertil var de to ægtefæller, vi her beskæftiger os med, for opfyldt af det, vi med ét ord kalder kærlighed.”

Det var svært for mig at rigtig rigtig glad for Køge-krøniken, og jeg måtte overtale mig selv til at læse alle bøgerne færdig et par gange. Nu er jeg dog utrolig glad for, at jeg gjorde det, og jeg glæder mig til at se, hvad der sker med den unikke familie i fremtiden.

PSX_20160802_133958

Read More